For Kierkegaard var kærligheden altid det rigtige

Hvad er kærlighed? Hvordan kan vi vide, at den er der? Det havde Kierkegaard nogle interessante tanker om

Alt det, som den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard har at sige om kærlighed i sit værk ”Kjerlighedens Gjerninger” fra 1847, lader sig ikke uden videre opsummere i en artikel som denne. Men to centrale pointer er vigtige for at forstå Kierkegaards kærlighedsbegreb, og de kan fortsat give os stof til eftertanke.

Subjektet er øjet, som ser kærligheden
For det første er kærligheden et fænomen, som afslører noget for os mennesker om, hvordan vi selv, og i forlængelse deraf verden, fungerer. I en anden bog, kaldet ”Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift”, skrev Kierkegaard:

”Sandheden er i subjektiviteten.”

Han mente afgjort ikke med dette, at sandheden er op til det enkelte menneske. Kierkegaards standpunkt var meget langt fra, hvad vi i dag ville forbinde med begrebet ”subjektivisme”. Han mente derimod: du kan slet ikke lære sandheden at kende, hvis ikke du kender den som subjekt, det vil sige hvis det fænomen, som sandheden er sandhed om, ikke er noget, du selv, som subjekt, som individ, som menneske, kender til.

Man kan udtrykke det således, at ligesom øjet er det finjusterede organ, som gør os i stand til at se bestemte bølgelængder af lys, så er subjektiviteten, altså det at vi er subjekter, den finjustering, som gør os i stand til at se kærligheden – akkurat så virkelig som lys, blot ikke synlig for øjet.

Derfor skriver Kierkegaard i begyndelsen af "Kjerlighedens Gjerninger”:

”Det sidste, det saligste, det ubetinget overbevisende Kjende paa Kjerlighed bliver derfor: Kjerligheden selv, som bliver kjendt og gjenkjendt af Kjerligheden i en Anden. Det Lige kjendes kun af det Lige; kun Den, der bliver i Kjerlighed, kan kjende Kjerligheden, ligesom hans Kjerlighed er til at kjende.”

Hvis nogen prøvede at fortælle Kierkegaard at ”kærlighed” bare er en illusion – intet andet end kemiske processer i hjernen, så ville han, med andre ord, ryste på hovedet og sige: ”Du bruger det forkerte organ til at kigge efter den!"

Kærligheden er ikke fri, men en pligt
For det andet opfatter Kierkegaard det, kristeligt set, som en pligt at elske. Det kan formentlig for mange i dag virke omvendt. Kan man sige, at det er kærlighed, når det er en pligt? Skal kærlighed ikke være fri?

Men kærligheden skal netop ikke være fri, for så kan den gives og tages alt efter humøret – dette er Kierkegaards pointe. Vi kan forstå det bedre, ved at tænke på den mest forudsætningsløse kærlighed, vi mennesker kender til: kærligheden til barnet. Det er en pligt, at forældrene elsker deres børn. Børn kan gøre alle mulige ting, som er ubelejlige for forældrene, men det ændrer ikke ved det faktum, at forældrene skal elske dem.

Dette illustrerer Kierkegaards pointe: Kærlighed uden pligt kan der skaltes og valtes med alt efter tilfældighederne, og derfor er det dybest set ikke kærlighed, for kærlighed er absolut. Det er fuldstændigt ligegyldigt, hvor kvantitativt meget et barn gør, som er hårdt, ubehageligt eller ubelejligt for forældrene; der er kun to kvalitative muligheder, nemlig at elske, eller ikke at elske. Og det er forældrenes pligt at elske barnet.

Vi er dog endnu ikke nået til det, som er sværest at forstå ved tanken. For de fleste af os kan formentlig være enige i, at det er en forælders pligt at elske sit barn. Det kristne kærlighedsbud udvider dette forhold til næsten, altså alle mennesker som man har mulighed for at påvirke, for alle er et menneskes næste. Kun at elske dem, som fysisk bor i nærheden af én, eller dem, som man er i familie med, det er der ikke noget nyt ved.

Kierkegaard henviser til Matthæusevangeliet 5.47, hvor der netop står: At elske dem, som elsker én selv, og at hilse på ens broder, det gør de, som ikke er kristne også.

Derfor skriver Kierkegaard:

”Ak, men vi Mennesker tale om at finde den Fuldkomne for at elske ham, Christendommen taler om at være den Fuldkomne, der grændseløst elsker det Menneske, han seer.”

For Kierkegaard er kærligheden altså sat fri i pligten. Tanken er den, at siden kærligheden i kristendommen er givet som et bud, er enhver fri til altid at elske, uden at skulle skalte og valte med kærligheden, og tænke over, om den nu også er rigtigt placeret her og der. I Kierkegaards kærlighedsforståelse er kærligheden altid det rigtige; det er præcis, hvad der er så storslået og overmenneskeligt ved den.