Farven er hvid, rød, grøn og violet

- Messeklæder er ikke en nymodens opfindelse, men en hævdvunden liturgisk klædning for præster, der går tilbage til oldkirkens tid, siger biskop Erik Normann Svendsen

Messehagler, der afspejler kirkeårets forskellige farver, skyldes ikke gejstelig pyntesyge, men handler om at gå ind i en århundredgammel tradition, skriver Erik Norman Svendsen

Rundt om i Danmarks kirker kan man den dag i dag i sakristiet finde en gammel slidt messehagel i rødt fløjl og med guldkors på ryggen. En gejstlig hagesmæk, som en vittig modstander af den slags beklædning engang har kaldt den. Den var i mere end 250 år den gængse liturgiske beklædning, når præsten stod for alteret, og anvendes endnu i enkelte kirker, f.eks. på de få helligdage, hvor den liturgiske farve er rød. Fra midten af 1950'erne har der i takt med ønsket om gudstjenestefornyelse været større opmærksomhed om kirkeårets liturgiske farver, og siden er mange messehagler blevet skabt i de forskellige liturgiske farver, ligesom messehaglerne har fået en anden form end den gamle »hagesmæk«.

Der skal nok være dem, der mener, at anvendelse af messehagler i forskellige farver udelukkende skyldes gejstlig pyntesyge. Messeklæder er dog ikke en nymodens opfindelse, men en hævdvunden liturgisk klædning for præster, der går tilbage til oldkirkens tid (jf. min artikel: »Klæder skaber præster« den 29. november 2003). Også de skiftende liturgiske farver, som anvendes i de kirkelige paramenter (dvs. kirketekstiler), har baggrund i kirkens tradition. Så når præsten klæder om under gudstjenesten og ifører sig messehagel i den korrekte liturgiske farve, er der ikke tale om personlig forfængelighed, men om at gå ind i en tradition, som har mange hundrede år på bagen.

Oprindelig var den liturgisk farve udelukkende hvid, knyttet til dåbshandlingen og påskens fest. Påsken var som festen for Jesu opstandelse den første kristne højtid, der blev fastlagt og fejret, og også dåben foregik oprindelig påskedag ved daggry. I tilknytning hertil fejrede man søndag, hvor Jesus stod op af graven, som de kristnes helligdag. »Det var en søndag morgen skøn, vor frelser stod op af graven« (DS 408 v.7). Senere blev også de øvrige kirkelige fester som pinse og jul fastsat, og efterhånden også festdage i kirkeåret som Mariæ bebudelsesdag og Kristi himmelfartsdag. Adventstiden blev en forberedelsestid til julen, der slutter med helligtrekongers-dag, der indleder helligtrekongerstiden. Fasten blev forberedelsestid til påsken, der sluttede med Kristi himmelfart. Tiden efter pinse og frem til advent benævnes trinitatistiden og indeholder et skiftende antal søndage, alt efter hvornår på året påsken og pinsen falder.

Omkring år 1200 opstillede pave Innocens III bestemte regler for anvendelsen af farver i Roms kirker, og disse bestemmelser blev gennem de følgende århundreder udbredt som den almindelige regel i de vesterlandske kirker (jf. »Højmessen i Den Danske Folkekirke. En liturgisk håndbog«, Forlaget Anis 1999 s. 180-181). Det er på den baggrund, man taler om kirkeårets liturgiske farver, der er hvid, rød, grøn og violet.

Den hvide farve er som renhedens, lysets og glædens farve også festens farve og anvendes derfor til de såkaldte Kristusfester som juledag, de to påskedage, Mariæ bebudelsesdag, Kristi himmelfartsdag samt skærtorsdag. Endvidere er den hvide farve også knyttet til juletiden (undtagen Skt. Stefans dag/anden juledag) og påsketiden (undtagen bededag) samt allehelgensdag, hvor dog også den røde farve kan anvendes. I stedet for hvid kan dog også den gyldne farve anvendes.

Den røde farve er både åndens, ildens og blodets farve og anvendes derfor ved pinsens gudstjenester (jf. Apostlenes Gerninger 2,1-4) samt Sankt Stefans dag, bedre kendt som anden juledag. Stefanus var som bekendt den første kristne martyr, der blev stenet for sin tros skyld (jf. Apostlenes Gerninger 7,54-60).

Den grønne farve er håbets og vækstens farve og anvendes i helligtrekongerstiden og trinitatistiden, hvor evangelieteksterne henholdsvis handler om Jesu barndom og opvækst samt om at vokse i troen, sådan som det udtrykkes i salmelinierne: »Lad Jesu ager grønnes smukt, lad ordet bringe troens frugt« (DS 391 v.1).

Den violette farve udtrykker bod og anger og anvendes i adventstiden (anden, tredje og fjerde søndag i advent), i fastetiden til og med skærtorsdag samt langfredag. Enkelte steder har man dog en særlig sort messehagel til brug langfredag, men ellers er det sædvane, at præsten den dag kun bærer sin sorte embedsdragt.

De liturgiske farver kan ud over til messehagler også anvendes til andre kirkelige tekstiler som alterduge, antependier og nedhæng fra prædikestolen. Mange kirker har i de seneste årtier anskaffet hele samlinger af kirketekstiler i kirkeårets farver, så kirkeårets gudstjenester også på den måde får farve til glæde for øjet og til støtte for kirkeårets skiftende karakter. /Kristeligt Dagblad/