Folkekirken har også tidligere brugt neddykningsdåb

Det handler ikke om mængden af vand. Løftet i dåben er det vigtigste. Og i en dansk tradition har man praktiseret både den fulde neddykning og overøsning af hovedet, fortæller kirkehistoriker

Alterudsmykningen i Tamdrup Kirke ved Horsens viser Harald Blåtand, der bliver døbt siddende i en tønde. Fortællingen om den dåb i 900-tallet er et af de tidligste eksempler på, at danskere ikke altid er blevet døbt med tre håndfulde vand, men at de er blevet dykket helt ned under vandet, fortæller dr.theol. og professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet Kurt E. Larsen.

”Det er selvfølgelig et senere billede, men der er ingen grund til at betvivle, at Harald Blåtand blev døbt ved fuld neddykning,” siger han.

Den praksis har været fulgt flere gange op gennem den danske kirkes historie, og spørgsmålet om dåbens udtryk er igen aktuelt, nu hvor indvandrere bliver en del af folkekirken og efterspørger neddykningsdåben eller sætter spørgsmålstegn ved overøsningsdåben, som er den, der bruges i dag i folkekirken.

”Under missionsperioder, som da danskerne med Harald Blåtand blev kristne, og efter Reformationen har neddykningsdåben været brugt. Martin Luther skrev i 1523 og 1526 et dåbsritual, hvor det var en forudsætning for dåben, at præsten dykkede barnet helt ned i vandet i døbefonten,” siger Kurt E. Larsen.

Ifølge ham fulgte man dog ikke denne praksis i Danmark:

”Der kom i 1539 regler, hvor man kan se, at man reelt har droppet tanken om neddykning. Man har valgt en løsning, hvor man skal blotte barnets hoved ved at tage huen af det og overøse hovedet med vand. Jeg vil tro, at det er begrundet i, at der på den tid var ret koldt i kirkerne. Det var derfor ikke en god idé at klæde spædbarnet af. Så formodentlig af praktiske grunde valgte man ikke at følge Luthers tanker. Luther sagde dog også selv, at det ikke er mængden af vand, det kommer an på, men i stedet løftet i dåben.”

I 1685 kommer Danmarks og Norges Kirkeritual, og Kurt E. Larsen fortæller, at der her står, at gudmoderen skal holde barnet og holde hovedet fri, så præsten kan øse vand på, hvilket også har været med til at styrke traditionen for overøsningsdåben i en dansk kontekst, forklarer han.

Videre op gennem historien var den baptistiske vækkelse med til at skabe debat om dåbspraksissen.

”I 1839 kommer den første batistmenighed og dåben af troende voksne ved fuld neddykning. Det fik andre til at reagere. De mente, at baptisterne tog fejl i deres afvisning af barnedåben. Men der var en god symbolik ved den fulde neddykning: At man bliver renset og genopstår i dåben,” siger Kurt E. Larsen og fortsætter:

”En mand søgte derfor i 1842 om lov til at døbe sit nyfødte barn ved fuld neddykning. Det fik han et ministerielt ja til. Og Grundtvig sagde endda, at det kunne være en idé som modvægt til baptisterne at gå over til fuld neddykning.”

Et sidste årstal er ifølge Kurt E. Larsen relevant at nævne for at forstå traditionen for måden at døbe på i Danmark:

”Der kommer en kongelig bevilling til alle præster om, at de gerne må døbe med fuld neddykning, men at de selvfølgelig skal bruge dåbsritualet. Den kommer i 1851. Så man kan sige, at der i folkekirken er tradition for at døbe med fuld neddykning. Man har ikke tidligere set det som et problem, og derfor kan man også sige, at det heller ikke vil være et problem at indføre det som en mulighed i dag.”

Han mener, det vil være ”uproblematisk” at genind-føre, også hvis man ser på Bibelens beskrivelse af dåben.

”I Bibelen er der beretningen om den etiopiske hofmand, som bliver kristen og ønsker at blive døbt. Han spørger, hvad der er til hinder for det, og svaret er, at han skal stige ned i vandet. I 200- til 300-tallet er der en kilde fra Rom, som fortæller, hvordan menighedslivet formede sig. Den normale måde at døbe på er her, at man går ned i rindende vand. Men hvis det ikke findes, gør det ikke noget. Igen ser vi holdningen, at det ikke er formen, der er afgørende. Men den naturlige måde at døbe på er ved fuld neddykning,” siger Kurt E. Larsen.