Moderniteten er en sølle religionserstatning

Svar på eksistentielle spørgsmål vil mennesket aldrig kunne få af modernitetens livsanskuelser, mener idéhistoriker og professor på Aarhus Universitet Hans-Jørgen Schanz. Han holder af kristendommens mystiske elementer og mener, at folkekirkens præster i dag ofte er alt for ydmyge

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Begrebet tilgivelse er centralt, og dets position i kristendommen har en tendens til at smitte af på alt det uden for religionen i et samfund. Kulturer, der er præget af kristendommen, har vist sig ofte at være fredelige og tolerante. Samtidig er kristendommen ikke en lovreligion. Man kan sige, at kristendommen er meget lidt skadelig og ofte heldig for en kultur.

Noget af det, som jeg sætter pris på ved den, er i grunden det samme, som den tyske sociolog Max Weber har fremhævet, nemlig at kristendommen er den religion, der har det absolut største sekulariseringspotientale i sig. Det giver plads til andet end smålighed og snæversyn.

Noget, som heller ikke må undervurderes, er mystikken i kristendommen. Forundringen. Der er underligt mange gådefulde og forundringsfulde elementer i kristendommen. Tag sådan noget som treenighedslæren - man skal stå tidligt op, hvis man skal have forstand på den fornuftsmæssigt. Det er intellektuelt udfordrende. For hvad vil det sige, at Gud skabte himlen og jord ud af intet? Græsk filosofi har ikke noget begreb for intet og heller ikke noget for skabelse, de to begreber, som er så centrale i kristendommen. Det er spørgsmål, som man i dag kan undre sig lige så meget over som dengang, man skulle etablere en kristen teologi på baggrund af græsk filosofi.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Der er i grund ikke meget i kristendommen i sig selv, som jeg ikke sætter pris på. Det er udlægningen, der kan blive et problem. Derfor er der værste en gang imellem præsterne. For der er desværre præster, der insisterer på at gøre kristendommen meget smal og meget entydig. Selvfølgelig er det ikke alle præster en bloc, der gør det. Men det er godt nok uheldigt, når de går i for små sko i deres udlægning af kristendommen. Når de dæmper eller reducerer begrebet tilgivelse. Når de dæmper generøsiteten. Når de mener at være helt bombastisk vidende om alle mysterierne i kristendommen. Det er heldigvis ikke ofte at det sker, men det er det værste, når det gør.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det er, at den er folkelig, og at den er konservativ. Den er folkelig på den helt indlysende måde, at størstedelen af danskerne er medlemmer, og at der også er et ganske stort antal, som bruger kirken. Den har en stor effekt på fastholdelsen af det, vi kan kalde kulturkristendommen. Og det er godt i en tid, der ellers er ret usikker på sig selv.

Vi lever i en tid, der er både forvirrende og forvirret. Der er det godt, at der er noget, der ligger mere eller mindre fast. Der er jo ikke ret mange, som er i dybden forankrede i dag.

Alt ændrer sig meget hurtigt, men man har ikke opdaget, at mennesker ikke ændrer sig hurtigt, selvom verden gør. Derfor ser vi, at mange kommer i vildrede, fordi de tror, at mennesket kan ændre sig, lige så hurtigt som verden gør det. Det er jo ikke tilfældet. Mennesket er jo ikke bare et spejl af verden. I den sammenhæng er den danske folkekirke en fin hegnspæl. For den har en vis forståelse for, at mennesket ikke bare kan flyttes. Selvfølgelig ændrer kirken sig også, men det går ofte langsommere end resten af samfundet, og det synes jeg egentlig er ganske udmærket.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det forekommer mig, at præsterne får alt for lidt ud af den. De er alt for ydmyge i forhold til, hvad kirken egentlig kan i dag. Der er en klar tendens i samfundet til det, man kan kalde for religionernes revitalisering. Der er visse steder blevet omtalt om dens genkomst, men det er en misforståelse. For når man siger genkomst, siger man også, at religionen har været væk. Det er noget pjat.

Mange tror, at det er islam, der er årsagen til, at vi ser denne revitalisering, men snarere skyldes det, at vi er blevet bevidste om, at moderniteten har udviklet sig i en retning, hvor den ikke kan optræde som en art religionserstatning. At modernitet ikke er alt i livet, og at moderniteten er tavs i forhold til livets eksistentielle problemer. Hvis man står over for et menneske i dyb sorg, siger man jo ikke ”her, du får lige lidt mere demokrati, så skal det hele nok gå”.

Moderniteten har ikke svar på, med et lidt patetisk udtryk, tilværelsens store spørgsmål. Den erfaring er ved at blive en del af nutidskulturen. Man finder ud af, at religioner, kunst og en række andre transcenderende kulturfænomener har rum, hvor man kan diskutere de her spørgsmål. Den mulighed har folkekirken også.

Jeg har selv det, man kan kalde et respektfuldt forhold til kirken. Jeg er glad for den danske folkekirke, selvom jeg også kan blive irriteret over den indimellem. Især når præsterne fra tid til anden begynder at politisere. Det bryder jeg mig ikke om, for jeg mener ikke, at det budskab, som de har, skal forveksles med en dagspolitisk programmatik. Det er ikke ofte, at jeg kommer i kirken, men jeg kommer der. Jeg er religiøs uden at have nogen religion, kan man sige.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Hvis præsten er af et vist format, er det helt bestemt prædikenen. Når præsten er teologisk velfunderet og kan fange kirkegængerne ved sin prædiken. Det er der nogle, der kan, og så er der nogle, der ikke kan. Den gode prædiken er engagerende og engageret. Den skal ikke bare lires af, som om man stod ved en pølsevogn. Som en sludder for en sladder og med vendinger, der er brugt alt for mange gange før. Og så skal der være en kontakt med dem, der er i kirken.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Det absolut værste er en gudstjeneste, hvor præsten pådutter en masse synder. Når præsten som en selvfølge går ud fra, at man er en stor synder og ikke forsømmer at nævne det. Guderne skal vide, at jeg er en stor synder. Jeg synder ofte. Men jeg er træt af at have en præst, der mener, at han skal minde mig om det. Jeg bryder mig ikke om tanken om, at mennesket har brug for at få at vide, at det er en synder. Hvis mennesket er det, så ved det det godt.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Når det fungerer, er det en berigelse, hvor man opdager, at verden er forskellig og større end den roemark, som man nu engang selv går rundt i. I USA har man store områder, hvor det faktisk går op i en højere enhed. I New York har man eksempelvis nærmest et utal af religioner side om side, og der er det sjældent, at nogen ryger i totterne på hinanden over religiøse stridigheder. Det multireligiøse samfund er et gode, når det fungerer, men har desværre mange steder problemer.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Det værste er på sin vis, er der er så ganske mange steder, hvor der er problemer forbundet med det. Noget af det værste må bestemt være det had, der er inden for forskellige kulturer i det samme samfund. Når der opstår parallelsamfund med egen lovgivning eksempelvis. Jeg tænker ikke på uenigheder om sådan noget som frikadeller kontra halal-kød i børnehaverne og den slags. Det er ligegyldige detaljer. Der er nærmere spørgsmål som, hvad man anser for kriminelt. Det bliver problematisk, når den ene religion med en bestemt kultur ønsker at dominere og ikke vil levne plads til andet.