10 store kristne tænkere

Gennem kristendommens godt 2000-årige historie er der fremstået en række store tænkere, som har haft afgørende betydning for den kristne teologis udvikling. Her kan du læse om 10 af dem

Nogle af kirkehistoriens største teologer og tænkere har udformet deres tænkning i et forsvar for kristendommen mod andre strømninger i deres tid. Andre har set det nødvendigt at gøre op med kirkens egne fortolkninger eller misbrug af kristendommen.

1. Irenæus

Irenæus (d. 202) stammede fra Lilleasien, men flyttede til det sydlige Frankrig. Her blev han biskop i Lyon. Han hører til en gruppe af teologer, som bekæmpede de mistolkninger af kristendommen, som fandt sted i den såkaldte gnosticisme.

Hovedtanken i den gnostiske tolkning af kristendommen var, at den skabte verden var noget negativt, for herved blev sjælen bundet til det materielle. Frelsen bestod da i, at sjælen blev frigjort fra det fængsel, som legemet udgjorde og forenet med Guds åndelige verden.

For gnostikerne havde Gud ikke skabt den synlige og stoflige verden. Den var noget negativt. Irenæus gik til angreb mod denne tolkning.

For det første påviste han, at sand kristendom helt og holdent hviler på Bibelen. Og Bibelen begynder nemlig med at fortælle om skabelsen som noget positivt.

For det andet påviste Irenæus, at skabelse og frelse hører sammen. Det er den skabte verden, der frelses. Gudsriget er en genoprettelse af den skabte verden.

Irenæus anses for at være kristendommens første store teolog. Han led martyrdøden i 202.

2. Augustin af Hippo

Augustin (354-430) regnes for at være oldkirkens mest betydelige teolog. Han blev født i Nordafrika, hvor han siden vendte tilbage som biskop efter et længere ophold i Italien.

I sin barndom havde han på nærmeste hold set konflikterne mellem kristendommen og de øvrige religioner. Selv prøvede Augustin så at sige alt, hvad der var på det religiøse og filosofiske marked, inden han endelig lod sig døbe under et ophold i Milano.

I sin selvbiografi, Bekendelser har han beskrevet sin vej frem til kristendommen. Augustin skrev en lang række teologiske værker, hvori han fremsatte sit syn på mennesket, som et væsen der var bestemt af arvesynden. Derfor kan mennesket ikke frelse sig selv. Men frelsen skyldes helt og holdent Guds kærlighed til mennesket. Det er kirken, der formidler frelsen til mennesket gennem sine sakramenter.

Augustin skrev også et stort værk om forholdet mellem den politiske stat og Guds rige. Kirken repræsenter Gudsriget, som staten skal underkaste sig og tjene. Augustins tanker fik afgørende betydning for udviklingen af den katolske kirke.

3. Thomas Aquinas

Thomas fra Aquino (1225-1274) var italiener. I sin ungdom var han, mod farens vilje, blevet dominikanermunk. Han tog en grundig filosofisk og teologisk uddannelse dels i Köln og dels i Paris. Her blev han også lærer ved universitetet, ligesom han også rejste omkring i Italien og underviste.

Han skrev et kæmpeværk, hvori han sammenfattede al sin tids viden, som han ordnede systematisk og lod det munde ud i en kirkelære.

Thomas søgte tilbage til den store græske filosof Aristoteles. Han mente, at de store filosoffer kunne hjælpe til at erkende sandheden i den kristne lære.

For Thomas hørte tro og fornuft sammen. Han opstillede da også beviser på Guds eksistens. Det afgørende i kristendommen, som læren om treenigheden, inkarnationen og kirkens sakramenter som dåb og nadver, kan mennesket med sin Gudskabte fornuft forstå og definere. Men mennesket kan vel at mærke ikke af sig selv udtænke, at Gud er treenig eller har åbenbaret sig for mennesker. Det kan mennesket kun tro, idet denne tro er en evne, som Gud skaber i mennesket.

Thomas af Aquino fik en afgørende betydning for den katolske kirkes lære.

4. Martin Luther

Martin Luther (1483-1546) står som den store reformator. Hans kritik af den katolske kirke og udformningen af et i datiden nyt kristendomssyn dannede baggrund for dannelsen af den protestantiske bevægelse.

Mod sine forældres vilje meldte Luther sig ind i et kloster. Han ville finde vejen til frelse. Men han opdagede, at mennesket kun kan finde frelsen i tilliden til Guds grænseløse kærlighed. Denne indsigt fik afgørende betydning for Luthers opfattelse af mennesket, kristentroen og kirkens rolle.

Mennesket er så stærkt bundet af sit jeg og dets interesser, at det ikke selv kan finde vejen til frelsen. Den eneste mulige frigørelse fra den skyld, som mennesket syndighed medfører, er at turde tro på Guds tilgivende kærlighed. Tro er tillid til Gud. Derved bliver forholdet til Gud også et direkte forhold, hvor ingen kirkeinstitution kan optræde som mellemled. Det var netop, hvad Luther kritiserede den katolske kirke for.

Luther var som tænker og skribent uhyre flittig. Han oversatte Bibelen til tysk og skrev en lang række teologiske værker, hvori han fremlagde sit kristendomssyn.

5. Friedrich Schleiermacher

Friedrich Schleiermacher (1768-1834) må regnes for en af den protestantiske verdens største teologer i nyere tid. Med Schleiermacher får vi romantikkens reaktion på oplysningstidens forsøg på at bedømme kristendommen alene ud fra fornuften.

Schleiermacher, der var professor i teologi i Berlin, mente, at religion ikke bare er moral og fornuft. Religion er en selvstændig del af åndslivet. Religion og hermed mener han kristendommen er en umiddelbar bevidsthed om, at det evige og guddommelige er en del af vores tidslige og begrænsede verden. Når mennesket oplever, at denne tilværelse dybest set er en helhed og harmoni, så ser mennesket dermed også det guddommelige i dette liv. Gud og verden er altså identiske.

Disse tanker om religionens væsen svarer til den romantiske filosofi, digtning og kunst, hvor man netop søgte efter det guddommelige i tilværelsen.

6. Søren Kierkegaard

Søren Kierkegaard (1813-1855) står som en outsider i 1800-tallets romantiske tilværelsesforståelse. Kierkegaard vender sig imod opfattelsen af tilværelsen som noget, der er gennemstrømmet af en guddommelig harmoni. Tro er ikke følelse, men valg.

Hans store filosofiske og teologiske forfatterskab består af en gennemgribende analyse af den menneskelige eksistens og dens muligheder. Kierkegaard spørger efter det meningsfulde liv. Og hans svar er, at det meningsfulde liv kun kan leves, hvor mennesket opgiver sig selv og tør gribe troen på, at Gud har givet sig til kende gennem Jesus Kristus.

Det kristne liv er karakteriseret ved efterfølgelse. Mennesket skal ikke efterligne Kristus, men ligesom Kristus leve sit liv ud i forsoning og i en kærlighed til andre. Et sådant liv kræver offer og medfører lidelse.

Kierkegaard mente, at kirken havde forrådt evangeliet ved blot at være en borgerlig institution, hvor præsterne kunne hæve deres løn og leve en tryg tilværelse.

Kierkegaards store forfatterskab fik ikke den store betydning i hans egen tid. Men han blev den store inspiration til den såkaldte eksistensfilosofi, ligesom der nu arbejdes mere og mere med hans teologiske tanker. Kierkegaard må regnes som den største danske teolog.

7. Karl Barth

Karl Barth (1886-1968) hører til den generation af teologiske tænkere fra 1900-tallet, som blev afgørende præget af Første Verdenskrig. I denne krig brød alle ideale forestillinger om mennesket totalt sammen.

For Barth kom det kristne evangelium til at stå i skarp modsætning til menneskets religiøsitet. Evangeliet afslører og dømmer mennesket, samtidig med at det genoprejser mennesket. Når Guds ord møder mennesket, er det en udfordring til afgørelse og tro. Barth taler om, at Guds ord er som granatnedslag i den menneskelige eksistens.

Ligesom Kierkegaard, som han i øvrigt er afgørende præget af, vender Barth sig imod al tale om harmoni mellem Guds og menneskets verden.

Barth er født i Schweiz, men opholdt sig en årrække i Tyskland, hvorfra han blev udvist i 1934 på grund af sin modstand mod nazismen.

8. Rudolf Bultmann

Rudolf Bultmann (1884 1976) forskede især i Ny Testamente. Han skabte stor debat efter Anden Verdenskrig med sit syn på, hvordan Ny Testamente skulle tolkes i en moderne tid.

Han mente, at det verdensbillede som vi finder i Ny Testamente, ligesom også dets forestillinger om dæmoner og underfulde helbredelser, samt de sidste tider, var uforenelige med moderne menneskers virkelighedsopfattelse.

Bultmann kaldte alt det overnaturlige i Ny Testamente for mytologisk. Myterne skulle tolkes, sagde Bultmann, for at vi kan få kristendommens sandhed klart frem uden den mytologiske indpakning. Bultmann stillede kravet om afmytologisering, og i stedet skulle den bibelske tekst tolkes eksistentielt, altså ses som et budskab til mennesket i dets aktuelle situation. Det er altså forskerens opgave af fjerne myten fra den bibelske tekst for prædikenens og forkyndelsens skyld.

9. Paul Tillich

Paul Tillich (1886-1965) gik helt andre veje end sine samtidige teologiske tænkere. Han voksede op i et præstehjem i nærheden af Berlin og læste som ung filosofi og teologi på tyske universiteter.

Han blev indkaldt til fronten under Første Verdenskrig, og efter hjemsendelsen var han overbevist om, at den teologiske tænkning måtte begynde forfra.

Hans hovedproblem var forholdet mellem kristendommens sandhed og den af mennesker oplevede virkelighed. Hvordan kan vi formulere kristendommen i et sprog, som svarer til det modernes menneskes? Og hvordan skal vi forstå kristendommens forhold til kulturen?

Da Hitler kom til magten i 1933 flygtede Tillich til USA, hvor han virkede resten af sit liv som professor i teologi. Her udviklede han sit nye teologiske sprog. Teologien skal beskæftige sig med det, der er menneskers yderste anliggende. For det er selve religionens indhold. Gud er det værende selv, altså svaret på menneskers dybeste spørgsmål. Ja, Gud er selve dybet i tilværelsen, siger Tillich.

Men da Gud er gået ind i den menneskelige eksistens, har mennesket fået muligheden for at finde meningen med sit liv. Det hedder hos Tillich det nye værende", altså det mål med livet, som Kristus virkeliggjorde.

Tillichs anliggende var helt tydeligt at fremstille kristendommen som vejen ud af menneskets splittede situation i en moderne verden.

10. Jürgen Moltmann

Jürgen Moltmann (f. 1926) udgav i 1969 en opsigtvækkende bog med titlen Håbets teologi (Theologie der Hoffnung). Allerede på bogens første side skriver Moltmann:

Der findes kun èt virkeligt problem for den kristne teologi: fremtidens problem.

Kristendom er fremtidsrettet. Kristendom er håbets religion, siger Moltmann. Kristendom er netop en befriende tro, som gør det muligt at bekæmpe undertrykkelse og diskrimination.

For Moltmann er det vigtigt, at vi læser Bibelen ud fra vores aktuelle problematik. I 1960erne var verden præget af den kolde krig, Vietnam-krigen, den stigende forurening og de unges kamp for en fri og bedre verden. Forkyndelsen af Jesu opstandelse er netop svaret på menneskers spørgsmål om nye livsmuligheder og et nyt håb til tilværelsen.

Der åbnede sig nye muligheder for disciplene efter Jesu opstandelse. Ved mødet med den opstandne fik de nyt håb, et nyt syn på fremtiden.

I kristendommens indhold er der, ifølge Moltmann, en fordring om at arbejde for, at undertrykkende strukturer fjernes, så mennesker får nye livsmuligheder. Denne fordring, der for Moltmann også kan betyde en politisk indsats, har sin baggrund om Bibelens visioner om den kommende verden.

Til Moltmann personlige erfaringer hører et ophold i krigsfangenskab under 2. Verdenskrig.