Billedforbudet ifølge kristendommen

De tre store religioner jødedom, kristendom og islam har meget fælles gods men fortolker det forskelligt. Det er den kristne forståelse af det såkaldte billedforbud i Det gamle Testamente et klart eksempel på

"Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Sådan lyder forbudet mod billeder i Det gamle Testamente" (5. Mosebog kapitel 5).

Et forbud mod afgudsbilleder

Ud fra sammenhængen er det klart, at der er tale om et forbud mod at fremstille afgudsbilleder, dvs. billeder som ikke afbilder den bibelske Gud. Det ligger dybt i den gammeltestamentlige forståelse at et billede, der er fremstillet af et menneske, aldrig kan være det samme menneskes gud; for hvordan - spørges det ironisk - kan den gud høre, se, eller hjælpe den der tilbeder den? (Salme 115 i Salmernes Bog)

Når det ikke er den sande Gud, som er afbildet (og han kan aldrig ifølge sin natur afbildes), så fører billeder uvægerligt til afgudsdyrkelse, dvs. tilbedelse af det som ikke fortjener tilbedelsen. Det er en grundlæggende tanke i den jødiske tradition.

I udgangspunktet var den tidlige jøde-kristendom på linie med den samtidige jødedom i spørgsmålet om billeder - dvs. de var mistroiske i forhold til brugen af religiøse billeder. Men kontakten med den græsk-romerske kultur forandrede synet på billedet positivt. Der er to perioder, som specielt har betydning for forståelsen af billeder i kristendommen, nemlig den oldkirkelige strid om ikoner og reformationstidens billedstormere.

Er billeddyrkelse afgudsdyrkelse?

Den oldkirkelige strid om religiøse billeder - ikoner - udspillede sig i den østlige, byzantinske del af kirken i to omgange, fra midten af det 8. århundrede til det 9. århundrede. Striden begyndte, da den byzantinske kejser Leo III beordrede et billede af Kristus fjernet fra byporten i Konstantinopel.

Under indtryk af den fremstormende islam anså Leo billeddyrkelsen for at være afgudsdyrkelse og grund til Guds straf i form af manglende krigslykke. Leos forståelse blev kaldt 'ikonoklasme', dvs. en 'ødelæggelse af billeder'.

Ifølge 'ikonoklasterne' var kravet til et religiøst billede, at det var identisk med det, som det afbildede - det skulle have samme 'substans' - og det var umuligt for livløst træ og maling. Mændene som skulle udføre opgaven med at tage ikonen af Kristus ned, blev myrdet af indbyggerne i Konstantinopel, og der opstod en strid om de religiøse billeders betydning og tilbedelsen af dem.

Tilhængerne af ikoner, kaldet 'ikonodoulos' - for eksempel Johannes af Damaskus og mange andre munke - fremførte, at der i ikonen i modsætning til andre billeder var noget af den samme 'substans' som det ikonen afbildede, og en ikon af for eksempel Jesus derfor kunne 'æres' uden at det var afgudsdyrkelse.

Billedstormerne i Vesteuropa

På reformationstiden (første halvdel af 16.århunderede) blussede striden om tilbedelse af billeder op. Igen var der en bevægelse mod (den katolske) kirkens brug af religiøse billeder. Men denne gang var stridens kerne en helt anden.

Visse protestantiske ledere (Zwingli og Calvin) opfordrede deres tilhængere til at rense de katolske kirker for religiøse billeder - fordi billederne var grund til afgudsdyrkelse i kraft af at være billeder af det hellige men ikke det hellige selv.

Stridspunktet var altså ikke hvor vidt billedernes 'substans' gjorde at de kunne æres og tilbedes, men hvor vidt man overhovedet kunne ære og tilbede billeder. Reformationstidens ikonoklaster eller 'billedstormerne' slog sig løs i Vesteuropa og i år 1530 gik det ud over København: billeder, udskæringer, helgenstatuer og bøger blev båret ud af kirkerne og kastet på store bål rundt om i byen.

En anden opfattelse idag

Den bagvedliggende forståelse var som sagt på dette tidspunkt at billederne var blevet til afgudsbilleder. Vel at mærke ikke fordi de var uden 'substans' - for ifølge reformatorernes forståelse havde ingen billeder nogen 'substans' - men fordi de fjernede tilbedelsen fra den bibelske Gud.

Ifølge vores moderne billedforståelse er afgudsdyrkelse således stadig en mulighed hvis billedet tilbedes; det er afgudsdyrkelse fordi tilbedelse af et billede er tilbedelse af noget, der ikke fortjener tilbedelsen.

Omvendt er der ikke i vores moderne forståelse nogen restriktioner i forhold til hvad der må afbildes og af hvad billeder som billeder må og kan repræsentere. Afgudsdyrkelse kan således være andet end tilbedelse af billeder, og billeder være andet end en mulighed for afgudsdyrkelse.