De første kristne menigheder

Paulus udbredte kristendommen på sine missionsrejser i middelhavsområdet.

Jesu disciple troede på, at Jesus var Guds søn. Budskabet om Jesus Kristus blev spredt, og i de første årtier blev der dannet forskellige menigheder rundt omkring. Uenigheder om den kristne livsførelse blev afgjort af Paulus

Jesus havde mange disciple (som betyder lærlinge), og af dem udvalgte han sig tolv, som fulgte ham tæt. Disse tolv fik besked af Jesus på at gå ud og fortælle om Guds rige, og de fik bemyndigelse til at gøre undere (Matthæusevangeliet kapitel 10, vers 1). Derfor kaldtes de også apostle, som betyder udsendinge.

Efter at Jesus var opstået, viste han sig for de 11 apostle (Judas var ikke med mere) og befalede dem at gøre alle folkeslagene til hans disciple, "idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn" (Matthæusevangeliet kapitel 28, vers 16-20). Apostlene blev derfor de første missionærer efter Jesu død. Disciplene opfattede opstandelsen, og det at Jesus levede igen, som en slags bevis på, at gudsriget var ved at bryde frem, og det forkyndte de for folk.

Menighed betyder forsamling. Den første forsamling af mennesker, som troede på, at Jesus var Guds søn, samledes omkring Jesus, allerede medens han levede. Da Jesus så døde og opstod, blev deres tro styrket, for her fandt de beviset på, at han virkelig var Guds søn. Opstandelsen blev altså det afgørende for deres tro.

Disciplene udgjorde kernen i den første menighed, og fordi de havde været øjenvidner til Jesu liv, blev de anset for noget særligt og regnet for ledere. Det første fællesskab af folk, som troede på opstandelsen, kaldte sig selv "Guds menighed", fordi de troede på, at Jesus var Guds søn. Folk i menigheden mente nemlig, at Gud havde vedkendt sig Jesus som sin søn ved at oprejse ham fra de døde.

Efter Jesu død mødtes de første kristne menigheder i private huse, hvor de var sammen om et fællesmåltid, nadveren, ligesom Jesus havde sagt, at de skulle gøre. Der blev også bedt og sunget salmer, læst op af det gamle testamente, undervist og prædiket om troen på Kristus. Man blev optaget i fællesskabet ved at lade sig døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Forsamlingerne skete fortrinsvis om søndagen, som kaldtes "Herrens dag", den dag da Jesus opstod. De kunne også samles i templet og i synagoger, hvor de talte om Jesus for jøderne.

Selv om forhenværende jøder nu var kristne, betød det ikke, at de fra den ene dag til den anden lagde deres livsførelse om. Mange omvendte jøder fortsatte med at deltage i tempelgudstjenesten og følge de jødiske love og regler. Derfor blev de første kristne, som kaldtes jøde-kristne, også opfattet som en sekt inden for jødedommen. Disse jøde-kristne missionerede blandt jøder.

Også i udlandet boede en del jøder, for hvem moseloven ikke var så vigtig, og en del af dem blev omvendt til kristendommen. Eftersom hovedsproget i landene omkring Middelhavet var græsk, talte udlandsjøderne græsk, og de begyndte at missionere blandt ikke-jøder - også regnet for hedninge - som også talte græsk. Hermed opstod en ny gruppe kristne, nemlig hedninge-kristne.

De forskellige grupper af omvendte blev uenige om, hvordan man skulle leve som kristen: skulle man f.eks. overholde moseloven eller ej? Der blev derfor brug for en afgrænsning og afklaring af, hvad kristendommen var. En af dem, som gav svar på spørgsmålene, var Paulus.

Paulus, som levede fra 5-10 til 60-64, grundlagde utallige menigheder på sine missionsrejser - måske fordi han var god til at forklare for folk, hvad kristendommen var og kunne betyde for dem. I "Apostlenes gerninger" er historien den, at Paulus altid først gik ind i en bys synagoge for at fortælle om Jesus. Jøderne afviste ham og smed ham ud af synagogen, og så gik han til hedningene, som hørte på ham.

Paulus havde via breve kontakt med de menigheder, han havde oprettet. Ofte var der problemer i menighederne, fordi der var gnidninger mellem jøde-kristne og hedninge-kristne om, hvad de måtte gøre og ikke måtte gøre. Paulus, som blev regnet for leder af menighederne, skulle mægle og afgøre disse uenigheder. Han var derfor tvunget til at gennemtænke problemstillingerne og tage en beslutning. I hans breve kan man derfor se, hvordan han fortolker Jesu budskab.

Paulus siger, at Jesus var Guds søn, og at Jesus døde for menneskets skyld, for at det kunne blive retfærdiggjort, frelst. For Paulus betød Jesu opstandelse, at Jesus og hans kraft stadigvæk er nærværende. Paulus slog fast, at man ikke skulle overholde jødernes love, og dermed cementerede han, at kristendommen ikke var en jødisk sekt. Paulus var den, der satte kristendommen i rammer og afgrænsede den.