De religiøst opvakte protesterede mod kirken

1800-tallets vækkelsesbevægelser begyndte som et oprør mod statskirken og endte med udformningen af de to kirkelige retninger Grundtvigianisme og Indre Mission. Få mere at vide om, hvad vækkelsen bestod i, og hvad det var, der drev de vakte

Den danske religiøse vækkelse på landet begyndte i 1700-tallet med bevægelsen De Stærke Jyder og nåede sit højdepunkt i 1830erne og 1840erne. Meget atypisk for samtiden, tog de vakte gudstjenesten i egen hånd og mødtes til gudstjenester i hjemmene. Nogle steder overtog de også de meget betydningsfulde roller som præst og lærer.

Den danske religiøse vækkelse
Den første folkelige vækkelsesbevægelse i Danmark var den, vi i dag kalder De Stærke Jyder.

Bevægelsen, der havde sit udspring i området omkring Horsens og Vejle, var vrede over, at biskop Nikolaj E. Balles lærebog i 1794 blev obligatorisk i skolen og utilfredse med den nye evangelisk-kristelige salmebog, som statskirken indførte i 1798. Derfor mødtes de til egne forsamlinger, hvor de sang efter den gamle salmebog og brugte den tidligere udlægning af Luthers Lille Katekismus, af den danske teolog Erik Pontoppidan, i stedet for Balles nye lærebog.

De Stærke Jyder tog de første skridt i den religiøse opvækkelse, der kom til at sprede sig til flere dele af Danmark i løbet af 1800-tallet. Der er mange forskellige bud på, hvad en vækkelse egentlig er for en størrelse. har forsket i vækkelser i Danmark og Sverige. Hun ser en vækkelse som en religiøs og social - reaktion på noget i samfundet. Men hvad var det så, der vækkede bønderne i 1800-tallet? 

- Konflikten kan handle om mange forskellige ting. Hvad er det i samfundet man er religiøst utilfreds med? Hvad er det folk er religiøst sure over? Mange samfundsmæssige forhold var jo knyttet til kirken dengang, siger Hanne Sanders.

Hun giver sit bud på, hvad det var, der drev 1800-tallets vakte: - Det er en moderne udvikling indenfor kirken, som de reagerer stærk imod, siger hun.

Vækkelsen vokser og splittes
De vakte var efterhånden at finde rundt omkring på de danske øer og i det østlige Jylland I begyndelsen var der nedlagt forbud mod mange af vækkelsens aktiviteter, men efterhånden som danskerne fik forsamlingsfrihed, og undervisningspligt i stedet for skolepligt, fik de vakte mere og mere manøvrerum.

Men internt i vækkelsen blev de teologiske forskelle med tiden tydelige, især var spørgsmålet om omvendelse efter døden et kritisk diskussionspunkt. Grundtvig og hans tilhængere mente, at man havde mulighed for omvendelse efter døden, mens de senere indremissionærer var stærkt imod denne tanke. Det førte til en endelig splittelse, og i 1865 fremstod billedet af to retninger: Indre Mission og Grundtvigianisme.

De veletablerede fæstebønders vækkelse
Men hvem var så disse vakte? Vækkelsen foregik blandt det dengang store flertal af danskerne, bønderne. Indtil landboreformerne i slutningen af 1700-tallet var langt flertallet af de danske bønder fæstebønder, der betalte landgilde til en jordejer for at kunne gøre brug af et stykke jord. Blandt fæstebønderne var både de forholdsvist rige, der rådede over et stort stykke jord og de fattigere, der kun havde et lille stykke jord at leve af.

Men med landboreformerne kom nye tider, og en del af bønderne blev fra slutningen af 1700-tallet selvejende bønder og kom altså til at eje egen jord.

Om de vakte hovedsageligt var de nye selvejende bønder eller fæstebønder er omdiskuteret.

For den danske teolog P. G. Lindhardt var vækkelserne stærkt forbundet med tidens store ændringer i samfundsstrukturen. Han argumenterede i 1959 i bogen Vækkelse og kirkelige retninger for, at det var de selvejende bønder, der blev vakte. Andre har sagt, at der var tale om de fattige fæstebønder, som tabte i slut-1700-tallets landboreformer.

Hanne Sanders er i sit arbejde med vækkelserne gået til kilderne for at få besvaret, hvem de vakte egentlig var.

- Vi har et godt materiale, blandt andet bestående af underskriftindsamlinger, hvor man kan se hvem de vakte er. Og i Danmark er det fæstebønderne, der bliver vakte. Vækkelsen breder sig på de danske øer, hvor der er en god gammel fæstebondekultur. Der kommer ikke vækkelse på steder, hvor der ikke er kulturelt og økonomisk stærke fæstebønder, siger hun.

Men, at Hanne Sanders er uenig med Lindhardt på det ene punkt, betyder ikke, at hun er uenig i, at vækkelsen var en reaktion på ændringer i samfundet.

- De fornemmer jo at der sker noget. De ved, at andre bønder bliver selvejende, og de reagerer på et samfund, der er i stærk udvikling i 1800-tallet, siger hun.
 
Hanne Sanders tilføjer, at der blandt de vakte også var et stort antal unge, kvinder og børn. Men de kom ikke selvstændigt til vækkelsesbevægelserne, de var tilknyttet den bonde, der var overhoved i den husstand de hørte ind under. Hun kalder af samme grund vækkelsen for en husstandsvækkelse.

Gammelt eller nyt?
Vækkelserne kulminerede i en opbrudstid - 1800-tallet var på mange måder en overgangsperiode mellem en gammel og en ny verden. Derfor er deres karakter også bestandigt til diskussion i forskningen. De er blevet kaldt moderne, begyndende demokratiske fænomener. Men de er også blevet set som meget traditionelle og til tider fundamentalistiske.

Hanne Sanders taler for et mere nuanceret syn på vækkelsens karakter.

Hun fremhæver, at de vaktes teologiske billede var meget gammeldags. De gik ind for den traditionelle dualisme i kirken med en skarp optegning af det gode og det onde. I modsætning til tendenserne i statskirken, var de vakte tilhængere af et verdenssyn, hvor djævelen og helvede fortsat eksisterede som det godes modpoler.

Men samtidig indeholdt vækkelsesbevægelserne også nogle helt nye elementer af individualisme og den enkeltes personlige forhold til Gud.

- Det handler om den individuelle vækkelse, om at den enkelte selv bedst ved, hvordan han eller hun skal læse Biblen, siger Hanne Sanders.

Hun mener ikke, at man skal fokusere på at nå frem til et enten-eller, i stedet skal man acceptere, at vækkelsen indeholder begge dele.

- Når man i forskningen har spurgt, om vækkelsen var traditionel eller moderne, så vil jeg sige, at den er både-og. Kombinationen er dynamikken i det hele, siger Hanne Sanders.

Og hun fortsætter: - Det meget gamle element giver en styrke til at gøre noget nyt. Det nye provokerende legitimeres altså med det gamle. Det ser man også ofte ved revolutioner. De har gerne rødder i meget stærk læsning af en bestemt bog, hvor der ikke er plads til at relativisere for meget, siger Hanne Sanders.