Det evige liv - historisk set

Dommedag har i kristendommen været en central del af budskabet om det evige liv. Billedet viser Michelangelos fremstilling af Dommedag i Det Sixtinske Kapel. -- Foto: .

Er det evige liv en belønning for et retfærdigt liv? Opnås det ved tro alene? Eller opnår alle mennesker det i sidste ende? Læs her en gennemgang af de vigtigste positioner i kirkehistorien

Det er en grundtanke i kristendommen, at der er et liv efter døden. Alligevel er Det Nye Testamentes ord om det evige liv igennem kirkehistorien blevet tolket forskelligt.

Her er en kronologisk gennemgang af de vigtigste forskellige opfattelser.

Paulus: Vær parat!
Apostlen Paulus breve er de tidligste vidnesbyrd, vi har om kristen tænkning. Brevene dateres til omkring år 50. I de første af disse skinner det igennem, at han regner med i levende live at opleve Gudsriget blive realitet. I dette Gudsrige vil døden ikke længere være et grundvilkår. Han mener altså ikke at skulle opleve døden, men at han vil gå direkte over i Gudsriget.

I hans senere breve ændrer han imidlertid opfattelse; Gudsriget står ikke for døren umiddelbart, men Paulus råder sine læsere til at være årvågne, uden at specificere hvad de skal være på udkig efter.

Oldkirken troede på genoprettelse
Oldkirken var den institutionelle efterfølger til Paulus oprindelige missionsarbejde. I oldkirken mente man, at Gud på dommedag i sin nåde og barmhjertighed vil tilgive al ondskab og på den vis genoprette sit skaberværk i overensstemmelse med sin oprindelige tanke.

At dom skulle betyde genoprettelse (apokatastasis) snarere end fordømmelse eller renselse blev tidligt forkastet af den vestlige katolske kirke, men er typisk blevet hævdet af den østlige ortodokse kirke. I nyere tid har nogle protestantiske teologer taget denne tanke op igen.

Middelalderens skærsild
I middelalderen udvikler kirken en lære om, at mennesket efter døden bliver vurderet ud fra det liv, som den enkelte har levet på jorden. Man kan godt opnå evigt liv, selv om man har gjort sig skyldig i synd, men så idømmes man en periode i skærsilden. Her renses mennesket for det onde for efter pinslerne at kunne tage del i det evige liv hos Gud.

Læren om skærsild er stadig en del af romersk-katolsk lære, og de troende kan om nødvendigt forkorte deres tid i skærsilden ved syndsbekendelse og bod overfor den katolske præst. De efterladte på jorden kan desuden ved bønner hjælpe de lidende i skærsilden hurtigere frem.

Luther mente, at dommen bliver afgjort af tro
Reformatoren Martin Luther (1483-1546) mente i forlængelse, at hvert enkelt menneske enten ville opleve frelse eller evig fortabelse på dommedag, uafhængigt af en guddommelig retssag. Luther finder derfor ikke grund for forestillinger om en skærsild eller lignende.

Ifølge Luther vil fromhedsgerninger og bodsgang ikke have betydning for den endelige dom; den kan de kristne i og for sig ikke vide noget om udfaldet af. Gud har nemlig en skjult side, som mennesket ikke kan kende, og denne skjulte Gud er med til på dommedag at afsige dommen. I sidste ende kommer dommens udfald ikke an på, hvordan mennesket har levet sit liv, men om det har troet på Jesus Kristus.

Den ortodokse kirke: Det onde bliver udslettet
En anden fortolkning siger, at dommen ikke drejer sig om det enkelte menneske, men at ethvert menneske altid vil være både godt og ondt.

Især den ortodokse kirke hælder til denne tanke og prædiker, at på dommedag udslettes det onde i hvert enkelt menneske. Indtil dommen indfinder sig indgår forbøn for de døde som en vigtig del af troslivet i den ortodokse kirke, idet de døde stadig opfattes som del af menigheden.

Dødsopfattelser i dag: Én, to eller slet ingen udgange
I dag kan man i det kirkelige landskab i Danmark møde forskellige syn på det evige liv og vejen dertil.

På kirkens konservative fløj og blandt en række frikirker forkyndes, hvad der kaldes den dobbelte udgang: nogle mennesker frelses til evigt liv, andre fortabes til evig pinsel.

En anden udbredt holdning er, at det evige liv ikke er noget, der skal ske i fremtiden, men er til stede her og nu. At leve som kristen er altså at leve et liv, hvor døden ingen magt har, fordi Gud vil hjælpe den kristne til at overvinde den. Derimod skal man ikke nødvendigvis gøre sig forhåbninger om et liv efter døden. Den nok mest kendte danske fortaler for dette synspunkt var professor P.G. Lindhardt.

Et tredje synspunkt, der også er ganske udbredt, taler om alles frelse på den yderste dag. Ifølge dette synspunkt er der altså ikke nogen dobbelt udgang, men kun én mulig udgang på livet, nemlig det evige liv. I de senere år har især sognepræst Kaj Mogensen gjort sig til fortaler for dette synspunkt i Kristeligt Dagblads debatspalter.

Variationen i synet på det evige liv er altså stor i danske kirkesamfund ligesom i resten af verden. Enighed er der imidlertid om, at en kristen kirke ikke undgår at tage stilling til spørgsmålet om det evige liv, der altså til stadighed er et centralt emne i den kristne teologi.