Hvad står der i Grundloven om folkekirken?

Danmarks Riges Grundlov af 1849 fastslår blandt andet, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, der som sådan understøttes af staten.

Hvad siger Grundloven om folkekirken? Vi ser her nærmere på de relevante paragraffer

Grundloven indeholder syv paragraffer, der omhandler kirke og religion (paragrafferne 4 og 6, samt 66-70). Om folkekirken siges der følgende:

§4: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten
Folkekirken skal være evangelisk-luthersk, hvilket vil sige, at den skal bygge på Bibelen, de tre oldkirkelige bekendelser samt den augsburgske bekendelse og Luthers lille Katekismus. Denne evangelisk-lutherske folkekirke skal ifølge paragraffens anden del understøttes af staten.

Betegnelsen ’som sådan’ indikerer, at statens pligt til at understøtte kirken stopper, hvis flertallet af danskerne ophører med at være medlem, det vil sige, når medlemsprocenten falder til under 50 procent. I dag er den på omkring 77 procent.

Staten støtter kirken økonomisk ved blandt andet at betale 40 procentaf præsterens lønninger og deres fulde pension, mens det resterende beløb til præsternes lønninger finansieres gennem kirkeskatten. På et mere symbolsk plan støtter staten dog kirken gennem for eksempel kristendomsundervisningen i folkeskolen og helligdagslovgivningen.

§6: Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke
Regenten har i modsætning til landets øvrige borgere ikke religionsfrihed, men skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Dette gælder ligeledes eventuelle stedfortrædere. Selvom grundlovsparagraffen altså ikke omtaler den danske folkekirke direkte, har regenten i praksis indtil dags dato altid været medlem af folkekirken.

Kongefamiliens ægtefæller er imidlertid ikke forpligtet til at tilhøre en bestemt trosretning. Dog besluttede både prins Henrik, kronprinsesse Mary og prinsesse Marie at konvertere til folkekirken inden deres vielser.

§66: Folkekirkens forfatning ordnes ved lov
Den såkaldte ’løfteparagraf’ vidner om, at grundlovsfædrene havde et ønske om, at folkekirkens forfatning skulle ordnes ved lov. Selvom der siden Grundlovens vedtagelse i 1849 har været fem forsøg på at udfærdige en kirkeforfatning (i 1853, 1868, 1904, 1928 og 2012), er paragraffen dog aldrig blevet indfriet, hvis ’ved lov’ forstås som én samlet lovgivning. Det skyldes primært politisk uenighed.

Senest besluttede daværende kirkeminister Mariane Jelved (R) således i 2014 at indstille arbejdet for ’en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken’, efter at Venstre og de Konservative havde forladt forhandlingerne.

I stedet for en overordnet kirkeforfatning ordnes folkekirkens forhold i dag blandt andet ved loven om menighedsråd, loven om ansættelser i stillinger i folkekirke og loven om folkekirkens økonomi.

Mens der i Danmark hersker religionsfrihed, har folkekirken altså en grundlovssikret særstilling, der på afgørende vis knytter kirke og stat sammen. Dette kommer ikke mindst til udtryk ved at kirken formelt styres af kirkeministeriet. Det tætte forhold mellem staten og kirken kan dog være ved at blive løsnet – i det mindste i forhold til økonomien.

Derfor var statens bidrag til folkekirkens økonomi til debat i Folketinget den 31. maj 2016

Folketinget har den 31. maj 2016 vedtaget et beslutningsforslag fra Liberal Alliance, der pålægger regeringen inden året er omme at fremlægge beregninger, som kan danne udgangspunkt for, at den del af folkekirkens økonomi, der relaterer sig til forkyndelse, kan adskilles fra statens økonomi.

Hensigten er ifølge partiet at sikre, at de borgere, som ikke tilhører folkekirken, ikke længere gennem de almindelige skatter kommer til at bidrage til for eksempel løn og pension til folkekirkens præster. Samfundsrelaterede opgaver, som folkekirken løser for staten, skal derimod fortsat finansieres af befolkningen som helhed.

Alle Folketingets partier valgte at støtte forslaget, med undtagelse af Dansk Folkeparti og De Konservative.

Med vedtagelsen af beslutningsforslaget er der for indeværende ikke besluttet andet end, at der skal forelægges beregninger, som belyser folkekirkens økonomi, og Liberal Alliance har fastslået, at det ikke handler om at gøre op med folkekirkens grundlovssikrede særstilling eller at adskille kirke og stat. Ikke desto mindre kan præmissen, der ligger til grund for beslutningsforslaget, betegnes som et nybrud i forhold til den traditionelle forståelse af folkekirkens grundlovssikrede position.

Grundlovens §68 fastslår at ingen har pligt til at yde personlige bidrag til et trossamfund, man ikke tilhører. I udlægningen af paragraffen har man indtil dags dato fra officiel side hæftet sig ved ordet ’personlig’. Påkirkeministeriet hjemmesideoplyses der således, at borgerne gennem statens støtte til folkekirken via Finansloven ikke yder ’personlige bidrag’, og ordningenderfor ikke strider imod grundloven.

Liberal Alliance advokerer imidlertid netop for en adskillelse af folkekirkens og statens økonomi med udgangspunkt i §68 og en uvillje hos mange borgere til at være med til at finansiere den kristne forkyndelse – en argumentation, som blandt andet genfindeshos Humanistisk Samfund, som påpeger, at staten ikke bør tvinge folk til at støtte noget trossamfund.

Om der er lagt op til en generel debat om forholdet mellem stat og kirke vil vi se, når Folketinget om nogle måneder skal til at diskutere beregningerne om folkekirkens finanser.