Hvad står der i Grundloven om folkekirken?

Danmarks Riges Grundlov af 1849 fastslår blandt andet, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, der som sådan understøttes af staten.

Hvad siger Grundloven om folkekirken? Vi ser her nærmere på de relevante paragraffer

Grundloven indeholder syv paragraffer, der omhandler kirke og religion (paragrafferne 4 og 6, samt 66-70). Om folkekirken siges der følgende:

§4: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten
Folkekirken skal være evangelisk-luthersk, hvilket vil sige, at den skal bygge på Bibelen, de tre oldkirkelige bekendelser samt den augsburgske bekendelse og Luthers lille Katekismus. Denne evangelisk-lutherske folkekirke skal ifølge paragraffens anden del understøttes af staten.

Betegnelsen ’som sådan’ indikerer, at statens pligt til at understøtte kirken stopper, hvis flertallet af danskerne ophører med at være medlem, det vil sige, når medlemsprocenten falder til under 50 procent. I år 2020 er den på omkring 74,3 procent.

Staten støtter kirken økonomisk ved blandt andet at betale 40 procent af præsterens lønninger og deres fulde pension, mens det resterende beløb til præsternes lønninger finansieres gennem kirkeskatten. På et mere symbolsk plan støtter staten dog kirken gennem for eksempel kristendomsundervisningen i folkeskolen og helligdagslovgivningen.

§6: Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke
Regenten har i modsætning til landets øvrige borgere ikke religionsfrihed, men skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Dette gælder ligeledes eventuelle stedfortrædere. Selvom grundlovsparagraffen altså ikke omtaler den danske folkekirke direkte, har regenten i praksis indtil dags dato altid været medlem af folkekirken.

Kongefamiliens ægtefæller er imidlertid ikke forpligtet til at tilhøre en bestemt trosretning. Dog besluttede både prins Henrik, kronprinsesse Mary og prinsesse Marie at konvertere til folkekirken inden deres vielser.

§66: Folkekirkens forfatning ordnes ved lov
Den såkaldte ’løfteparagraf’ vidner om, at grundlovsfædrene havde et ønske om, at folkekirkens forfatning skulle ordnes ved lov. Selvom der siden Grundlovens vedtagelse i 1849 har været fem forsøg på at udfærdige en kirkeforfatning (i 1853, 1868, 1904, 1928 og 2012), er paragraffen dog aldrig blevet indfriet, hvis ’ved lov’ forstås som én samlet lovgivning. Det skyldes primært politisk uenighed.

Senest besluttede daværende kirkeminister Mariane Jelved (R) således i 2014 at indstille arbejdet for ’en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken’, efter at Venstre og De Konservative havde forladt forhandlingerne.

I stedet for en overordnet kirkeforfatning ordnes folkekirkens forhold i dag blandt andet ved loven om menighedsråd, loven om ansættelser i stillinger i folkekirke og loven om folkekirkens økonomi.

Mens der i Danmark hersker religionsfrihed, har folkekirken altså en grundlovssikret særstilling, der på afgørende vis knytter kirke og stat sammen. Dette kommer ikke mindst til udtryk ved at kirken formelt styres af kirkeministeriet.