Hvem var evangelisterne?

Forskningen og traditionen har igennem årtusinderne undersøgt om evangelierne blev skrevet af Jesu disciple eller af andre. Kristendom.dk tegner fire miniportrætter af evangelisterne

Lige siden evangelierne blev skrevet, har der været debat om, hvem der affattede dem. Her er de fire evangelister samt traditionens og forskningens bud på, hvem de var.

Markus
Markusevangeliet er det ældste af evangelierne, affattet omkring år 70.

Ifølge traditionen, der begyndte med kirkefaderen Papias, var Markus apostlen Peters tolk. I den funktion skulle han have nedskrevet alt, hvad Peter sagde, deriblandt altså evangeliet. Markus omtales i slutningen af første Petersbrev, hvor Peter omtaler ham som sin søn. Traditionen har ikke taget dette bogstaveligt, men i stedet som et udtryk for Peters tætte samarbejde med Markus. Fra tid til anden er Markus også blevet identificeret med den Johannes, der har tilnavnet Markus, der optræder i Apostlenes Gerninger 12,12.25.
 
Forskningen har i høj grad forkastet traditionen, først og fremmest fordi Markusevangeliet ikke trækker specielt stærke linjer til den jødiske tradition. Det ville ellers være naturligt, hvis det var en direkte overlevering fra Peters mund. Om forfatteren stiller forskningen sig uvidende, men en lang række steder peger på, at skriftet er affattet i en romersk kontekst. F.eks. omtales skilsmisse i Markus 10,12 på en måde, der knytter an til romersk retstradition og ikke hebraisk. Forskningen betragter som helhed navnet Markus og de fortællinger, traditionen har om ham, som sekundære konstruktioner. 
|
Matthæus
Matthæusevangeliet er det næstældste af evangelierne, affattet engang mellem år 80 og år 100.

Traditionen tilskriver evangeliet apostlen Matthæus. Matthæus var en tolder, som Jesus spiste hos til stor forargelse for de jødiske lærde. På den tid var den slags opfattet som landsforræderi iblandt de ortodokse. Matthæus blev imidlertid så overvældet over Jesu imødekommenhed, at han blev en apostel.

Forskningen peger på, at det meste af Markusevangeliet som kan dateres rimeligt sikkert er indeholdt i Matthæusevangeliet. Dette gør det meget usandsynligt, at der er tale om en øjenvidneberetning. Matthæus skulle i givet fald være overlevet til en alder af 80-90 år i en tid, hvor gennemsnitslevealderen snarere var 35.

Imidlertid er der ingen tvivl om, at Matthæusevangeliet er affattet i en jødisk kontekst. Lige fra indledningen, der viser Jesu jødiske aner som en begrundelse for hans status som messias, til det meget detaljerede teologiske opgør med den jødiske lov emmer værket af at være tiltænkt et jødisk publikum. Dette synspunkt kompliceres dog af, at der ikke er nogle sikre tegn på, at skriftet skulle være oversat fra et jødisk brugt sprog til det græske, vi har nu. Forskningen bestemmer altså Matthæus som en veluddannet, jødisk mand, som vi i øvrigt ikke kan vide mere om.

Lukas
Lukasevangeliet ses oftest som det tredjeældste af evangelierne, affattet i slutningen af det første århundrede.

Lukas var ifølge traditionen en læge, der blev en ivrig missionær efter at have mødt Paulus. Han omtales i flere Paulusbreve som en aktiv medarbejder og skulle have malet den første ikon af jomfru Maria. Udover at have skrevet Lukasevangeliet tilskrives han også Apostlenes Gerninger.

Forskningen er enige i traditionens bestemmelse af forfatteren til Lukasevangeliet som dannet, endskønt den afviser, at Lukas skulle have arbejdet sammen med Paulus. Fremstillingen af Paulus i Apostlenes Gerninger afviger så meget fra fremstillingen i Paulus egne breve, at det usandsynliggør et samarbejde. Der er bred enighed om, at Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger oprindeligt var ét skrift, men blev delt op af oldkirken. De to skrifter kaldes samlet for Lukasskrifterne.

Lukasskrifterne er skrevet i et bevidst bibelsk sprog. Det har været meningen, at de skulle læses som en forlængelse og fuldendelse af den historiske fortælling, der begynder i det Gamle Testamente. Sproget ligger tæt op af den græske oversættelse af den jødiske bibel. Skrifterne henvender sig til det internationale, græsktalende publikum i Romerriget, der kunne interessere sig for jødisk kultur. Forfatteren kan altså siges at være en tidlig forskningsformidler.
|
Johannes
Johannesevangeliet er tidligere blevet dateret meget sent, men nyere forskning placerer det lige på den anden side af år 100.

Traditionen udpeger Johannes som Johannes, Zebedæus søn, der omtales som Jesu yndlingsdiscipel. Oprindeligt var Johannes fisker i Galilæa, men blev kaldet som discipel af Jesus. Hans autoritet kunne måles med apostlen Peters. Han ses som forfatteren til ikke blot evangeliet, men også Johannes åbenbaring og de tre Johannesbreve. Der er imidlertid uenighed om hans skæbne. Enten døde han tidligt som martyr, eller også rejste han til Efesos og levede til en høj alder, hvor han blandt andet lærte biskoppen Polykarp at kende.

Forskningen er delt omkring Johannes, idet biskoppen Polykarp er en historisk skikkelse, og traditionen allerede omkring 180 spores af samtidige til Polykarp. Tidsforholdene er således i orden, men Johannesevangeliet indeholder så klare referencer til græsk filosofi, at en del forskere afviser, at det kunne være skrevet af en fisker fra Galilæa. Der hersker imidlertid enighed om, at forfatteren til evangeliet og åbenbaringen ikke kan være den samme, da de to skrifter er sprogligt og teologisk for forskellige.