Kend din kirkehistorie: Fællesskabet er grundlæggende i kirken

"Den tidlige kristne kirke havde styrke i de kristnes fællesskab og omsorg," skriver Kurt E. Larsen i sidste del af serien "Fem grunde til at kende kirkehistorien"

Det har aldrig været meningen, at man skulle være en kristen som enkeltperson. Kirkehistorien viser, at det er gået godt i de tider, hvor man har holdt sammen i de kristne menigheder.

Nogle få generationer efter apostlenes tid var de kristne menigheder blevet meget talrige, bl.a. på grund af deres omsorg og fællesskab. En kristen forfatter, Justin Martyr, skrev i midten af 100-tallet:

At blive kristen medfører en hel livsforvandling. Fra nu af tager man del i fællesliv, i omsorg og mildhed overfor alle og i tålmodighed, så at mange af hedningerne ved det daglige syn af deres kristne naboers moralske liv har ladet deres tidligere voldsomhed fare og selv er blevet kristne.

I 313 var det for første gang blevet lovligt i romerriget at være kristen, og en række kejsere var selv kristne. Dog var der midt i 300-tallet en kejser Julian, der selv var blevet hedning igen og som ville genindføre hedenskabet i romerriget.

LÆS OGSÅ: Kend din kirkehistorie: Da en stille munk kristnede de vilde vikinger

Han mente, at hvis det skulle det lykkes, måtte hedningerne vise lige så meget omsorg for de fremmede, vise lige så meget respekt for at få begravet de døde og leve et lige så alvorligt et liv som de kristne!

En hedning som Julian den Frafaldne vidste altså, hvilke kræfter han var oppe imod. Den kristne kirke havde en styrke i de kristnes fællesskab og omsorg.

Ved deres liv understregede de første kristne sandheden i deres budskab, så folk søgte til de kristnes hjem og menigheder. Ikke mindst gjaldt det de, der i datidens samfund havde mest brug for menneskelig omsorg og kærlighed: Samfundets laveste og svageste lag, og det var slaverne og kvinderne.

I de danske vækkelser i 1800-tallet var sammenhængen mellem tro og gerninger også vigtig for evangeliets udbredelse. Indre Mission blev stiftet i 1861 og bredte sig ud over landet.

Målet var at samle de troende i fællesskaber i ugens løb, og at man derefter i fællesskab kunne arbejde for evangeliets udbredelse. Biskop Martensen på Sjælland var ingen ven af dette arbejde.

Han kunne ikke se, hvordan der skulle komme noget godt ud af, at bønder og andre ulærde folk prædikede om Jesus. De havde jo ikke engang lært græsk! Men Martensen kom så på visitats i Ørslev sogn hos Vilhelm Beck, Indre Missions formand.

LÆS OGSÅ: Kend din kirkehistorie: Kirken har tidligere overlevet messefald og præster, der ikke tror på Gud

Der så han det nære fællesskab, der var mellem præst og menighed. Han oplevede livet i den åbne og gæstfri præstegård, og derefter så han anderledes på arbejdet. Martensen skrev i sin visitatsberetning:

Det var som i evangeliet, Beck samlede dem alle, både halte og blinde i sin præstegård - alt er så kærligt og godt i hele hjemmet..

Fællesskabet og den praktiske omsorg gjorde et sådant indtryk på biskoppen, at han helt glemte sin kritik.

Kurt E. Larsen, lektor i kirke- og missionshistorie på Menighedsfakultetet