Kirken organiseres

Efterhånden som menighederne blev større, blev det nødvendigt at organisere og uddelegere de forskellige opgaver, der var inden for menigheden. Ad åre opstod der et hierarki inden for kirken, og Roms biskop udråbte sig selv til pave

Medens apostlene levede, havde de været ledere af menighederne, og Paulus havde været den øverste leder. Paulus selv havde ikke sagt, hvordan menigheden skulle organiseres. Han betragtede kirken som Kristi legeme, og hver enkelt medlem havde en plads som et lem på dette legeme. Disse pladser kunne være mange forskellige embeder, så som mission, prædiken og udførelse af dåb og nadver.

Paulus omtaler godt nok i sine breve biskopper, menighedsforstandere, lærere, diakoner, apostle og profeter, men man ved ikke, hvad titlerne dækker over, og hvad han mente herom.

De enkelte menigheder havde hver deres egen organisation. I begyndelsen valgte menighederne at lade et ældsteråd lede menigheden. "Ældste" var en betegnelse for lederne og havde ikke nødvendigvis noget med alder at gøre. På græsk hedder ældste presbyter, og derfor kaldtes lederne også presbytere.

Efterhånden som menigheden voksede, blev det nødvendig med yderligere uddelegering af opgaver og ansvar. Ud af presbyterne valgte menigheden nu en biskop, som betyder tilsynsmand, og han skulle være leder og tage sig af lærespørgsmål.

Herudover var der diakonerne, hvis område var det sociale arbejde, samt tjenesten ved de måltider, som blev holdt i fællesskab. Omkring år 100 var denne ordning blevet etableret i alle menigheder: Øverst en biskop, under ham et råd af presbytere og diakoner.

Biskoppen blev valgt af både gejstligheden og menigheden, som bemyndigede biskoppen til at udføre sit arbejde, men det var nabobiskopperne, der indviede den nyvalgte biskop til embedet. Både biskopper, presbytere og diakoner blev indsat i deres respektive embeder ved håndspålæggelse.

Man mente, at man ved håndspålæggelsen fik en "nådegave", nogle særlige evner, som Gud kunne udstyre én med. Når man således havde fået en nådegave af Gud og var specielt udvalgt, var man noget særligt. De indviede mente derfor nu at kunne forlange, at lægfolkene skulle indordne sig under dem. Herved blev der sat skel mellem præsteskab og lægfolk, et skel som ikke havde været der, da Paulus og apostlene levede.

De enkelte menigheder havde som regel hver sin biskop, men det sås også at enkelte biskopper styrede flere menigheder på én gang. I byen kunne det forekomme, at en biskop delte sit område op i flere små enheder, som så blev ledet af presbytere under ham.

Efterhånden som menighederne voksede, og biskopperne fik mere magt, blev det nødvendigt at oprette nye embeder til det arbejde, som skulle udføres. Samtidig blev menighedernes valgret indskrænket, således at biskoppen nu skulle vælges kun af gejstligheden.

Biskoppen var blevet betroet at holde nadver. Nadveren blev betragtet som det vigtigste i gudstjenesten, det som konstituerede kirken og holdt den i live. Derved kom biskoppen til at indtage en særlig stilling, og han blev en overordnet person, som alle andre var underordnet. Efterhånden kom man så vidt som til at påstå, at han var udvalgt af Gud, og at han styrede her på jorden for Gud.
Biskop Klemens af Rom (o. 96) begrundede biskoppens autoritet deri, at han var efterfølger af apostlene, som Kristus selv havde indsat.

Biskopperne styrkede deres magtposition ved at samles på synoder, hvor de i fællesskab traf afgørelser og vedtog regler, som skulle gælde for alle. For kirken som helhed var det dog også vigtigt, at menighederne var enige om, hvad der var "sand" kristendom, for at den kunne forblive en hel kirke og for at afgrænse sig i forhold til andre trossamfund. Sådanne synoder fandt sted fra omkring år 170.

Af og til kom de magtfulde biskopper op at skændes om, hvem der skulle have det afgørende ord i stridigheder, altså hvem der skulle bestemme. Lige siden slutningen af det første århundrede havde Roms siddende biskop ment, at det måtte være ham, eftersom Rom var hovedstaden, havde den største menighed, og desuden var Roms embede grundlagt af apostlene.

I flere hundrede år blev magtspørgsmålet diskuteret, og hen ad vejen udvidede Roms biskop sin myndighed. Samtidig opstod den tanke, at der måtte være en øverste leder af kirken, en fader. På latin papa, og på dansk pave. Roms biskop Damasus (366-84) udnyttede dette og henviste til, at hans myndighed var den største, fordi den stammede fra Jesus selv. Det kunne man læse i Matthæusevangeliet kapitel 16, vers 18, hvor Jesus siger til apostelen Peter, at han giver ham nøglerne til Himmeriget. Og Roms biskop var Peters efterfølger. Derfor skulle han være pave.

Biskop Leo d. 1. (pave 440-61) udvidede Damasus´ tanker og udformede "bevisførelsen" for, at Roms biskop skulle være pave. Derfor betegnes han som den første egentlige pave (også selv om andre før ham havde kaldt sig pave). Leo d. 1. henviste til Matthæusevangeliet kapitel 16, vers 18-19, Lukasevangeliet kapitel 22, vers 31 og Johannesevangeliet kapitel 21, vers 15, og hans tankegang var følgende: Kristus havde udvalgt sig Peter som kirkens fundament og givet ham nøglerne til Himmeriget til at løse og binde - det vil sige retten til at dømme og frikende.

Da Peter havde grundlagt den første menighed i Rom, var myndigheden til at dømme og frikende gået i arv fra Peter til Roms biskop, ja faktisk virkede Peter til stadighed gennem biskoppen. Roms biskop var således Peters efterfølger og sad stadigvæk inde med nøglemagten, og dermed besad han den øverste magt som lovgiver, lærer og dommer over hele kirken.

Faktisk ved man slet ikke, om Peter grundlagde den første menighed i Rom, men det så man lige bort fra i denne argumentation.

Og hvad med kvinderne i kirkens organisation? Ja, de havde fra begyndelsen haft en stor rolle i det diakonale arbejde, og de kunne også udnævnes til presbytere, hvilket vil sige, at de blandt andet kunne døbe folk. Efterhånden som kirken blev mere og mere inddelt i embeder, trængte mændene kvinderne ud, og i 325 blev det forbudt at udnævne kvindelige presbytere.