Kristendommen bliver statsreligion

Med Konstantin den Store stoppede al kejserlig kristenforfølgelse. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Den kristne hovedmenighed var etableret i hovedstaden Rom, hvor forfølgelser af de kristne begyndte. Forskellige kejsere forsøgte at udrydde den kristne kirke, men det lykkedes ikke

Rom var hovedstaden i det kæmpestore Romerrige, og her boede kejseren. I forbindelse med romernes erobringer af andre lande var en del jøder blevet ført til Rom som krigsfanger, og en del var kommet frivilligt. I Romerriget var der religionsfrihed, og jøderne havde nogle privilegier, blandt andet var de fritaget for at deltage i kejserdyrkelsen. Da man i de første årtier så kristendommen som en jødisk sekt, nød de kristne også godt af denne tolerance.

Allerede inden Paulus på en af sine rejser kom til Rom, var der blevet grundlagt menigheder her. I løbet af et halvt århundrede blev menigheden i Rom en slags hovedmenighed, som vejledte andre menigheder rundt omkring. Menigheden i Rom var nemlig velhavende, og en del lærde boede her, så andre menigheder blev afhængige af den romerske menighed såvel økonomisk som religiøst.

De kristne blev anset som forrædere

De kristne forsøgte at undgå at provokere romermagten, for de ville gerne leve i fred. Alligevel kunne provokationen ikke undgås, for de kristne nægtede at deltage i den officielle gudsdyrkelse af de romerske guder. For de kristne var der kun én Gud, og derfor ville de ikke tilbede andre. De romerske statsborgere var af den opfattelse, at guderne var med til at opretholde fred og velstand, og tilbad man ikke guderne, ville man nedkalde deres vrede i form af ulykker og nød. De kristne blev derfor anset for en slags forrædere, der var med til at undergrave rigets velstand.

Jøderne havde lige fra Jesu tid været imod de kristne, dels fordi de fandt de kristne gudsbespottende, dels fordi de kristne var en trussel mod jødedommen. Jøderne startede derfor smædekampagner mod de kristne ved at fortælle, at de kristne var kannibaler, udøvede ritualmord og havde sexorgier.

De kristne var nu lette ofre for forfølgelse, og da Rom brød i brand i år 64, gav kejser Nero de kristne skylden. Han havde nemlig brug for en syndebuk for at rense sig selv for mistanken om at have påsat branden.

Forskel på kejserdyrkelse og loyalitet

I Jerusalem var jøderne stadigvæk utilfredse med den romerske besættelsesmagt, og de gjorde oprør. De kristne ville ikke deltage på jødernes side, og de blev derfor angrebet af oprørerne og flygtede. Oprøret endte med, at Jerusalem og templet, som var utroligt vigtigt for jøderne, blev ødelagt i år 70. Herefter fremgik det endnu tydeligere, at der var forskel på jødedom og kristendom.

Fritagelsen for kejserdyrkelsen gjaldt ikke længere, men de kristne ville ikke dyrke kejseren som en gud. Dette var imidlertid vigtigt for romerne og især kejseren, fordi man ved tilbedelsen billigede, at kejseren var repræsentant for det guddommelige, som sørgede for at det gik romerriget godt. Kejseren opfattede de kristnes holdning som fornægtelse af det politiske og religiøse grundlag for det romerske rige og dermed som en fare for rigets beståen.

Imidlertid havde kejseren misforstået de kristnes holdning, for de kristne ville gerne være loyale over for kejseren. De ville bare ikke dyrke ham som en gud, fordi de kun havde én Gud. De kristne opfordrede heller aldrig til oprør eller vold mod magthaverne, heller ikke selv om de blev behandlet uretfærdigt.

Forfølgelse og beskyttelse af kristne

Alligevel beordrede kejser Domitian (81-96) forfølgelser af de kristne fordi de ikke ville deltage i kejsertilbedelsen. Den kristne kirke blev forbudt, og medlemskab blev straffet med døden.

Trods forbuddet voksede antallet af kristne. Imidlertid angav folk dem anonymt til myndighederne, det kunne sågar være af personlige årsager, og embedsmændene rundt omring i byerne kom i tvivl om, hvad de skulle gøre med alle disse kristne, som blev angivet.

Kejser Trajan (98-117) udsendte derfor i 112 en befaling, som sagde, at man ikke tog imod anonyme anmeldelser og ubegrundede anklager mod de kristne. Blev en kristen angivet lovligt og fanget, skulle han afsværge sin tro og tilbede kejseren og de romerske guder, og så slap han for yderligere tiltale. Fastholdt den kristne derimod sin tro, skulle han henrettes. Myndighederne måtte dog ikke efterspore de kristne, så samtidig med forfølgelse af de kristne har der været en vis beskyttelse af dem.

Efterfølgerne fortsatte forfølgelserne

Hidtil havde forfølgelserne været rettet mod de enkelte kristne personer, men i midten af 200-tallet ændrede forfølgelserne karakter, idet kejser Decius (249-251) begyndte en forfølgelse af den kristne kirke som helhed. Han pålagde alle borgere at deltage i ofringer til guderne, ellers blev man straffet med tortur, formuekonfiskation, fængsel eller henrettelse. Ingen kunne slippe, for man skulle have en kvittering for, at man havde bedt til guderne, og der blev ført streng kontrol.

Hermed mistede kirken mange folk. Utallige blev henrettet, og et enormt antal frasagde sig kristendommen. Nogle tilbad dog de romerske guder, selv om de stadig var overbeviste kristne, og nogle mere vovede købte eller lånte en kvittering for, at de havde bedt til guderne, selv om de ikke havde.

Forfølgelserne af de kristne fortsatte under de følgende kejsere. Kejser Diokletian (284-305) havde ligefrem som fortsæt at udrydde den kristne kirke helt. Han forfulgte systematisk de kristne; deres kirker blev nedrevet, og de fik gudstjenesteforbud. Under alle disse forfølgelser var der dog altid nogle, som holdt fast ved den kristne tro.

Forandring på vej

Kejser Galerius (305-311) fortsatte sin forgængers kristenfjendske politik, men pludselig på sit dødsleje ombestemte han sig. Han udstedte et edikt (en kundgørelse), som tillod den kristne kirke. De kristne fik lov til igen at bygge kirker og holde gudstjenester. Blot skulle de kristne "bede til deres Gud for vores, statens og deres egen frelse", og de måtte ikke støde an mod samfundsordenen.

Tilsyneladende havde kejser Galerius indset, at de kristne ikke kunne udryddes, og at det var bedre at have den kristne gud som garant for staten sammen med de romerske guder end at bekæmpe de kristne.

Det altafgørende vendepunkt for kristendommen kom imidlertid, da en kejser tilsluttede sig kristendommen. Kejseren hed Konstantin den Store (285-337), og han blev enehersker i det romerske rige efter en magtkamp, der resulterede i en krig i mod Kejser Licinius, som Konstantin vandt for så at sidde alene på magten år 324.

Guds nye repræsentant på jorden

Konstantin havde en mor, som var kristen, og hun havde selvfølgelig påvirket sin søn. Som voksen havde han kontakt med kristne lærde, og han blev overbevist om, at de kristnes gud var den eneste sande Gud. Han mente, at han var kaldet af Gud til at udøve herredømmet på jorden, og eftersom han var kejser, så han sig selv som Guds repræsentant på jorden.

Beviset herfor var, mente han selv og hans hof, at han havde sejret i sine felttog ved hjælp af Kristus. Konstantin havde nemlig anbragt korsmærket på sine soldaters skjolde, da han mod alle odds i 312 vandt et yderst vigtigt og afgørende slag om at blive den ene af de to augusti i det romerske tetrarki. Konstantin mente nu, at romerriget var afhængig af den kristne Gud for at bestå.

Religionsfrihed under Konstantin

Konstantin gav alle mulighed for at tilslutte sig den religion, de ønskede. Hermed blev kristendommen ligestillet med andre religioner, og samtidig fik den kristne kirke konfiskerede kirkelige besiddelser tilbage. Da kirkerne under tidligere kejsere var blevet nedrevet, betalte Konstantin for opførelsen af nye, nogle endda meget storslåede, kirker.

At Konstantin frigav kristendommen udsprang således både af personlig religiøs overbevisning og politisk snilde.

Konstantins efterfølgere fortsatte denne religionspolitik, og da der stadigvæk var religionsfrihed i Romerriget fortsatte mange med at dyrke de romerske guder. Imidlertid blev tilhængerne af de romerske guder en trussel for staten, fordi de skabte uro i befolkningen, så i 391 forbød kejser Theodosius (378-95) dyrkelse af de hedenske guder. Tre år efter gjorde han kristendommen til Det Romerske Imperiums eneste tilladte religion.