Kristendommens udbredelse

Billede af Paulus fra ikon

Kristendommen blev hurtigt en selvstændig religion. Og det skyldtes især apostlen Paulus og hans missionærer, der missionerede for hedningerne – det vil sige ikke-jøder – rundt omkring i det østlige Middelhavsområde

Kristendommen begyndte med Jesusbevægelsen. I de sidste tre år inden hans korsfæstelse gik Jesus rundt for at forkynde for folket og helbredte de syge. Omkring år 33 blev han korsfæstet, men tre dage efter henrettelsen forkyndte hans disciple, at han var opstået igen. Denne opstandelsesforkyndelse blev dynamikken i kristendommens udbredelse.

I løbet af de næste årtier kom det kristne evangelium (evangelium betyder "det glædelige budskab," underforstået om Jesu forkyndelse, død og opstandelse) ud i hele Palæstinaområdet. Kristendommen bredte sig videre ud til nogle af de større græsk-romerske byer, eksempelvis til Antiokia i det nuværende Syrien. Det gav problemer. For hvordan skulle kristendommen forstås i forhold til de religioner, der eksisterede i området? Dette spørgsmål hang sammen med et andet – var kristendommen en selvstændig religion eller blot en jødisk retning? Alle de første kristne var jo jøder.

Apostlen Paulus

I løbet af nogle årtier bredte kristendommen sig hastigt, og blev en selvstændig religion. Og det skyldtes især apostlen Paulus og hans missionærer, der missionerede for hedningerne – det vil sige ikke-jøder – rundt omkring i det østlige Middelhavsområde, så langt som til Italien. Og som teolog gennemtænkte han kristendommen skarpt og konsekvent.

Paulus havde baggrund i den græske verden. Han var søn af jødiske forældre, men voksede op i den lilleasiatiske by Tarsus i nutidens Tyrkiet. Her blev han opdraget som jøde, men fik samtidig et grundigt indblik i den græske filosofi.

Som helt ung kom han til Jerusalem for at studere den jødiske lov. Her stiftede han bekendtskab med de Kristus-troende, som han aktivt forfulgte på grund af deres vranglære.

Imidlertid blev Paulus selv kristen, idet han blev overbevidst om, at den korsfæstede og opstandne Jesus virkelig var Guds Messias. Det var ham, Israels profeter ventede ville komme, og som døde på alle menneskers vegne, så de havde mulighed for frelse. Dette var centrum i Paulus` kristendomsforståelse.

Med Jesus var der, ifølge Paulus, kommet et nyt forhold mellem Gud og mennesker, der helt og holdent hvilede på Guds kærlighed til menneskene, og på at Gud var som en far til menneskene, hans børn.

Paulus gjorde det klart, at grækere og andre ikke-jøder naturligvis kunne blive døbt uden at skulle konvertere til jødedommen først. Ved et møde i Jerusalem mellem Paulus og de ledende apostle i år 53 blev hans syn på kristendommen det sejrende (ApG 15 og Gal 2). Det medførte, at kristendommen i stigende grad blev udbredt til ikke-jøder.

Det kristne budskab vandt genklang

Kristendommens hastige udbredelse hang sammen med, at Jesu forkyndelse ikke var rettet mod nogle specielt udvalgte folk, men var for alle uanset nationalitet, stand og køn. Folk af lav stand har set det som et stort gode og har fået værdighed af at komme med i et fællesskab, hvor man holdt sammen. Folk af høj stand kan have været tiltrukket af den status, de velorganiserede kristne menigheder havde.

Budskabet om, at alle var lige over for Gud vandt genklang hos mange, og folk fra alle samfundsklasser har været tiltalt af budet om næstekærlighed og solidaritet. Nogle ville gerne give, nogle ville gerne have. Det gav sig helt konkret udslag i, at de kristne hjalp syge, fattige og andre nødlidende. Den tids syge blev ofte udstødt af samfundet, fordi man anså dem for angrebet af en ond magt, og dermed var de farlige for andre. Trods denne gængse indstilling tog de kristne sig af dem, og for den syge betød dette ikke blot pleje, men tillige at han fik en tilværelse sammen med andre mennesker, og ikke skulle leve som udstødt på grund af sin sygdom.

Jesus selv havde befalet apostlene at gøre alle folkeslag til hans disciple (Matthæusevangeliet kapitel 28 vers 16-20). Derfor blev det en slags motto for missionærerne og andre kristne, at budskabet skulle ud til hele verden. Et motto, som blev fulgt med iver.

Andre sekter og religioner, som fandtes på den tid, havde mange indviklede love og regler som skulle overholdes før frelsen blev en mulighed. Nogle regler var endda hemmelige, indtil man var blevet optaget i den pågældende sekt. Kristendommen var derimod meget enkel med kravet om at leve i næstekærlighed og solidaritet, og desuden var den åben om sit indhold. Samtidig forventede mange kristne, at Gudsriget var lige om hjørnet, og derfor gjaldt det om at være med "på vognen", så man kunne blive frelst og få del i dette Gudsrige. Udsigten til at blive frelst ved en så enkel handling som at lade sig døbe - og så leve efter kravet om næstekærlighed og solidaritet - har tiltalt mange.

Et fælles sprog lettede udbredelsen

Folk rejste meget, og kristne handelsmænd, soldater, håndværkere og slaver bragte deres tro med rundt i Romerriget. Romerriget var stort, og det var velorganiseret. Et godt udbygget vejsystem mellem de store byer gjorde det nemt at komme omkring, og det var også fortrinsvis i byerne, at menighederne blev dannet.

Især i hovedstaden Rom og i andre større byer var der stor interesse for det kulturelle og religiøse samtidig med, at folk var åbne over for nyt. Sproget har også haft betydning, og da græsk var hovedsprog i hele det romerske imperium, var det let for folk at kommunikere med hinanden.

Kristendommens fællesskab

I de første 30 - 40 år efter Jesu død tillod romermagten kristendommen, fordi den blev betragtet som en del af jødedommen, som var tilladt, og kristendommen kunne derfor brede sig frit. Senere, da kristendommen blev forbudt, har det virket fascinerende og tiltrækkende, at mennesker kunne holde fast i deres tro, selv om de fik konfiskeret deres ejendom, blev kastet i fængsel, tortureret og meget mere.

Mange af de første kristne menigheder var fælles om alt, og ofte solgte de alt, hvad de ejede og delte ud til dem, der trængte til hjælp. Menighederne, som kaldte sig selv "Guds menighed" blev også kaldt "Guds kirke", fordi menighed og kirke betød det samme. Når man taler om den første kristne kirke, er der altså tale om den første forsamling eller menighed af kristne.

Med tiden går de bygninger, hvor menighederne samledes, over til at hedde kirker, og i det 2. århundrede begyndte man tillige at skabe bygninger, kirker, til det formål at samles i troen på Gud.

De fire veje

Fra midten af det første århundrede bredte kristendommen sig ud over det romerske rige. Paulus skabte grundlaget for spredningen ved at rejse ud på missionsrejser. Kristendommen udbredelse fulgte fire veje ud fra Jerusalem. Disse fire førte senere til forskellige kirkedannelser:

1. Kristendommens vej mod vest blev til den romersk-katolske kirke med Rom som centrum. Til tider forfulgte den romerske kejsermagt de kristne, men det ændrede sig, da Konstantin den Store (312-337) kom til magten. Han støttede den kristne kirke, og gjorde den til en anerkendt og priviligeret religion i det romerske imperium.

Ifølge en legende udnævnte han samtidig Roms biskop til kirkens leder – det vil sige til pave. I den romersk-katolske kirke, blev gudstjenestesproget naturligt nok romernes eget sprog, latin. Fra Rom bredte den latinske kristendom sig mod nord op i Europa.

2. Den nordvestlige vej op i det nuværende Tyrkiet og ind i Grækenland blev til den græsk-ortodokse kirke. I kristendommens første århundreder følte denne kirke sig ét med den romerske kirke, men der var flere grunde til, at den efterhånden frigjorde sig fra Rom.

For det første var der en alt for stor afstand til Rom og dermed til kirkeledelsen. Desuden var græsk det fælles sprog, som man også brugte ved gudstjenesterne i det østlige Middelhavsområde. Efterhånden blev det romerske imperium også delt i to, hvorved det øst-romerske område fik Konstantinopel som regeringscentrum. Endelig udviklede den græsktalende kirke sin egen gudstjenesteform og kristendomsopfattelse.

3. Kristendommens vej sydpå blev til den ægyptiske kirke med det ægyptiske sprog, koptisk, som gudstjenestesprog. Kirkens gudstjenesteform og teologi udviklede sig her på en sin egen måde – ikke mindst fordi denne kirke efter islams udbredelse i 600 og 700-tallet blev isoleret fra den øvrige kristenhed. Det samme kom til at gælde for den sidste retning.

4. Den fjerde vej førte mod øst ind i Syrien, Irak, op i Armenien og Georgien og videre helt til Indien. Meget tyder på, at kristendommen ad ”Silkevejen” – handelsruten til Kina – nåede helt frem til det fjerne Østen. I kirkerne i Syrien, Irak og Iran beholdt man Jesu eget sprog, aramaisk, som gudstjenestesprog.

Missionen foregik for det meste fredeligt. Når det lykkedes de kristne munke at omvende en lokal hersker, regnedes hans område for kristnet. Flere steder overtog munkene ofte helligsteder og helligdage, man allerede havde, og gav dem en ny og kristen betydning.

Reformationen og den nye verden

I begyndelsen af 1500-tallet gjorde den tyske munk Martin Luther (1483-1546) op med den romersk-katolske kirke. Hans stærke kritik af kirken førte i løbet af få årtier til en række nye kirkedannelser i Mellem- og Nordeuropa. De protestantiske kirker blev grundlagt.

Den katolske kirke gik i midten af 1500-tallet til modangreb ved at stramme sin lære op, forfølge kættere og begyndeny missionsvirksomhed. Kirken skulle ud i den nye verden, som opdagelsesrejsende havde kortlagt.

En stor betydning i denne sammenhæng fik en ny munkeorden – jesuitterne – som blev stiftet af den spanske adelsmand Ignatius Loyola (1491-1556). I Sydamerika arbejdede de hårdt på at gøre indianerne kristne, og en stor del af omvendelserne har været tvungne. Samtidig prøvede missionærerne at hindre slavehandel.

Til det fjerne Østen – i Japan, Kina og på Filippinerne – bragte jesuitterne tekniske færdigheder, håndværk og europæisk kultur med sig. Og de var dygtige til at få kristendommen til at passe ind i de lokale forhold. Jesuitterne viste stor respekt for eksempelvis buddhismen og konfucianismen og tillod forfædredyrkelse.

Kristendommens udbredelse fulgte med koloniseringen af Indien, Afrika og Stillehavsområdet. I Nordamerika var det særligt de protestantiske kirker, der fulgte med indvandrerne fra Europa. Den katolske kirke fulgte derimod med den spanske og portugisiske invasion af Sydamerika. Men i Afrika kom den katolske og de protestantiske kirker til at stå overfor hinanden.

Det første ydre missionsarbejde i den lutherske kirke var Danmark med til at starte. I 1706 blev der sendt to missionærer til den danske koloni Trankebar på Indiens sydøstkyst. I 1948 blev Kirkernes Verdensråd stiftet. Det omfatter nu omkring 330 kirker. Dog er verdens største kirkesamfund – den katolske kirke – ikke medlem.

Nye undersøgelser viser, at kristendommen stadig breder sig – ikke mindst i Afrika og Asien. Faktisk er den aldrig vokset så meget som netop nu. Frem til år 2050 forventes antallet af kristne at vokse fra to til tre milliarder.