Serie: Middelalderhistorien

Middelalderhistorien, første del: Det store kirkebyggeri

Roskilde Domkirke er en middelalderkirke ud over det sædvanlige. Den blev opført i det 12. og 13. århundrede, og det er den kirke i verden, som har flest konger og dronninger begravet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De danske sognekirker ligger overalt i det danske landskab som en synlig arv fra dengang kristendommen kom til Danmark

Middelalderen var en vigtig periode i Danmarkshistorien, også trosmæssigt. Ved indgangen til perioden gik størstedelen af danskerne fra at være asatroende til at blive kristne. Den kristendom, som danskerne tog til sig, var den katolske tro. Den periode, som kaldes middelalderen, sluttede, da den katolske tro blev erstattet af den evangelisk-lutherske tro, som stadig er den religion, 75 procent af befolkningen tilhører i dag - om end der selvfølgelig er sket meget også på det kirkelige område siden Reformationen.

Middelalderen var altså ikke en statisk periode, når det kom til tro. Kristendom.dk bringer derfor her fire nedslag i middelalderens troshistorie, som fik en afgørende betydning.

I dag ligger der overalt i det danske landskab kalkede landsbykirker. Mange af dem er bygget i den tidlige middelalder, omkring år 1000. Langt de fleste af Danmarks første kirker blev dog bygget i det noget billigere og lettere tilgængelige materiale træ, men i løbet af især 1100- og 1200-tallet blev en stor del af de i dag eksisterende sognekirker opført i mursten.

Man siger, at Danmark som nation officielt blev kristnet omkring år 965, da Harald Blåtand opsatte Jellingstenen, der er kendt som Danmarks dåbsattest. Men i virkeligheden var der dog tale om en glidende overgang fra asatro til etableret kristendom, der startede lang tid inden Harald Blåtand.

Det siges, at kristendommen blev bragt til Danmark af missionæren Sankt Ansgar. Han byggede Danmarks allerførste kirke i den slesvigske Hedeby omkring år 848. Det lykkes ham dog ikke at gøre kongen kristen og dermed få befolkningen omvendt.

Denne proces gik igang, da Harald Blåtands barnebarn Sven Estridsen i 1060 reorganiserede de danske stifter. Derved lagde han fundamentet til den magt, kirken fik i de følgende århundreder, og under hans kongetid fra 1047 til 1076 tog kirkebyggeriet for alvor fart.

Det var nemlig vigtigt for Sven Estridsen, at Danmark blev et selvstændigt ærkestift med direkte og egen forbindelse til paven i Rom. På dette tidspunkt lå Danmark stadig under ærkestiftet Hamburg-Bremen. Men trods en ihærdig aktivitet og mange forhandlinger lykkedes det først under hans søns regeringstid, den ligeledes kirkeinteresserede konge Erik Ejegod, i 1103-04.

Samme Erik Ejegod besøgte også paven et par gange, og han fik sin dræbte broder Knud den Hellige helgenkåret. Derudover fremmede han klostervæsenet og tog på pilgrimsfærd til Jerusalem, hvortil han dog aldrig nåede frem, da han undervejs blev syg og døde.

Kirker af mursten

På det tidspunkt var det danske landskab for længst fuld af kirker. Senere fik kirken endnu et boost, da man i 1100-tallet indførte den tiende (en obligatorisk kirkeskat, der udgjorde 10 procent af folks indkomst), som gjorde det økonomisk muligt både at aflønne præsterne og bygge kirkerne.

Teknologien spillede også en rolle, når kirkerne skulle bygges. Her brugte man både natursten og de fabrikerede munkesten, der var datidens mursten. Sidstnævnte var dog så dyre, at det stort set kun var til kirkerne, at man havde råd til at bruge dem.

Heller ikke middelalderens konger brugte deres formuer på at bygge prægtige slotte af de dyre mursten. Kongen befandt sig derimod nærmest konstant på rejse rundt om i riget og boede hos de stormænd, som de kom forbi. Stormænd, som senere blev til adelen, og hvis sønner senere skulle blive bisper og andre vigtige personer – for det var som altid kun den ældste søn, der kunne arve titlen og jorden.

For den almindelige dansker handlede det dog hverken om embeder, magt eller jordbesiddelser, men om livet i landsbyen. Her var kirken både synligt og usynligt en stor magtfaktor i tilværelsen. Kirken formidlede alt om de gældende normer, hvad man også kan se af de kalkmalerier, som der blev lavet i mange kirker.

Kalkmalerierne fungerede både som belærende billeder, der viste bønderne hvilken skæbne, de kunne forvente, hvis ikke de artede sig og gjorde, som der blev sagt. Men kalkmalerierne blev også udført af kunstnerne som en slags datidens satire, ligesom nutidens samfundskritiske tegneserier. De malede billeder må have virket meget stærke på datidens mennesker, der som hovedregel hverken kunne læse eller forstå messen, der som udgangspunkt foregik på latin.

Med tiden kom visse dele dog til at foregå på dansk, og i folkemunde blev andre ting også fordansket. Et eksempel er udtrykket "hokus pokus," der formentlig kommer fra det latinske ”hoc est corpus.” Det betyder ”dette er (Kristi) legeme,” og er ordene, som bliver sagt under nadveren. I katolsk nadverforståelse er brødet netop det forvandlede Kristi Legeme.

For i middelalderen var danskerne helt naturligt katolikker. Der var heller ingen alternativer. De ortodokse trosretninger havde kun få hørt om, og jøderne betragtede man som vantro. Så var der muhamedanerne, som var ligeså vantro som jøderne, og som til stor bestyrtelse sad på den hellige by Jerusalem i store perioder af middelalderen. Det blev den direkte anledning til korstogene, hvor også danskere deltog.

Kilder: Danmarkshistorien.dk, Gyldendals Encyklopædi m.fl.

På kalkmalerierne i Ottestrup Kirke kan man se ræven, der prædiker for gæssene - som dog senere klynger rævene op. Foto: Viggo K. Petersen
Sankt Ansgar er også kendt som "Nordens apostel." Han var munk, missionær, ærkebiskop i Hamborg og så byggede han Danmarks allerførste kirke i Hedeby. Foto: Arkiv
Svend Estridsen var konge af Danmark fra 1047-1074. Foto: Wikimedia