Murens fald åbnede for kirkelig samling

Berlinmurens fald i 1989 betød ikke kun en politisk forening af Øst og Vest. Også de protestantiske kirker blev inspireret af de nye tider. ? Foto: Scanpix.

I lyset af Murens fald og en ny europæisk selvforståelse ønskede man med Porvoo-erklæringen at samle de protestantiske kirker i Nordeuropa. Men den biskoppelige magt og synet på kvinder som gejstlig øvrighed var det ømme punkt

Da Berlinmuren faldt i november 1989, skyllede forandringerne ind over Europa.
Det blev startskuddet til opbygningen af et nyt Europa, hvor Øst og Vest skulle finde sammen igen. Fællesskab og genforening kom på den politiske dagsorden.

Også de protestantiske kirker fik smag for tanken om genforening. Siden 1500-tallet havde reformationens kirker udviklet sig i forskellige retninger, præget af den kultur og det samfund, de var blevet til i. Historien leverer et langt vidnesbyrd om splittelse og manglende samhørighed mellem alverdens kirker, og Nordeuropa er ingen undtagelse. De lutherske og anglikanske kirker, som er udsprunget af én og samme forståelse, har gennem tiden udviklet sig til noget, der kan minde om nationale kirker uden tanke for fælleskirkelig enhed.

I de seneste hundrede år har en økumenisk strømning kæmpet for at samle de splittede kirker og i stedet stræbe efter én hellig, almindelig kirke, som bygger på én fælles Herre, Jesus Kristus.

Det er i det lys, Porvoo-erklæringen, som blev til i perioden 1989-1992, skal ses - vel at mærke som et rent nordeuropæisk anliggende mellem den anglikanske kirke og de lutherske kirker i Norden, Storbritannien og Baltikum. Ifølge Peter Lodberg, lektor, ph.d. ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet kom det fælleskirkelige initiativ på et afgørende tidspunkt.

- Efter Murens fald var det meget vigtigt at få integreret de lutherske kirker i Baltikum i et samarbejde med de øvrige kirker i Østersø-området. Deres fremtid var usikker i de nye politiske systemer, og derfor skabte samtalen i Porvoo nye forbindelseslinjer, fastslår Peter Lodberg, der netop er trådt af som formand for den økumeniske organisation Danske Kirkers Råd.

De enkelte medlemskirker havde udpeget omkring 25 biskopper, teologer og præster til at deltage i den række af møder, hvor kirkelig enighed og samhørighed var nøgleordene.

Som den kirkelige tradition foreskriver, blev det en flerårig proces. Hurtigt fandt man fælles fodslag om synet på dåb, nadver og menighedssyn, men tilbage stod det store og uforløste spørgsmål om embedet. Her skiltes vandene.

Altafgørende for, om man tilhører den hellige, almindelige, apostolske kirke, er, at man som kirke har opretholdt det, som i fagsprog hedder den apostolske succession. Det vil sige, om der foreligger et vidnesbyrd om en direkte linje fra de første apostle til kirkernes nuværende biskopper. Kirkerne skal kunne fremvise en ubrudt linje, hvor den enkelte biskop ved håndspålæggelse får overdraget Helligånden.

Her rører vi ved problemets kerne: Danske og norske biskopper står ikke i ubrudt linje med de tidligste apostle. Da reformationen gjorde sit indtog i Danmark, der dengang også bestod af Norge, indviede den tyske teolog Johannes Bugenhagen de nye biskopper. Men han var ikke selv rettelig ordineret, og det fik konsekvenser. I århundreder - helt frem til Porvoo-erklæringen i 1992 - er danske og norske præster og biskopper af anglikanere ikke blevet anset for rette aftagere af det kirkelige apostolat.

Derfor blev det også et kunststykke at få de danske og norske kirkers apostolske succession anerkendt på lige fod med de kirker, der kunne fremvise en ubrudt linje til apostlene.

- Løsningen blev at nyfortolke betydningen af håndspålæggelsen, fortæller Niels Henrik Gregersen, professor i teologi på Københavns Universitet og folkekirkens repræsentant i Det Lutherske Verdensforbund.

- I Porvoo-erklæringen laver man en formulering, så den apostolske tradition primært ligger i gudsfolket, når Ordet gives fra slægt til slægt, samt i de lutherske og anglikanske kirkers vilje til at videreføre den kirkelige tradition. På den måde kan man nedtone den biskoppelige håndspålæggelse, siger Niels Henrik Gregersen.

Men det var for tidligt at klappe i hænderne. Porvoo-erklæringen taler om bispeembedet som et "virkningsfuldt" tegn på det sande apostolat. Og som Niels Henrik Gregersen bemærker, faldt det de danske biskopper for brystet, da det skulle besluttes, om Danmark skulle tilslutte sig den endelige Porvoo-erklæring.

- Fra dansk side blev det fremført, at Porvoo ville give for stor magt til biskopperne. Deres hverv ville nærmest få sakramental værdi.

Sammenholdt med, at den anglikanske kirke tilbage i 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne ikke mente, at kvinder kunne beklæde det kirkelige embede, blev konsekvensen, at Danmark ikke skrev under på erklæringen. Alligevel har folkekirken fortsat haft et tæt samarbejde med Porvoo, og Danmark inviteres som observatør når der afholdes møder.

Selvom Porvoo-erklæringen ikke fik dansk tilslutning, mener Peter Lodberg, at Porvoo har virket som en saltvandsindsprøjtning for de økumeniske samtaler op gennem 1990'erne. For de underskrivende parter blev erklæringen startskuddet til gensidig anerkendelse af hinandens embeder.

Som Peter Lodberg fremfører, er der altid en pris at betale, når der skal udarbejdes tværkirkelige dokumenter.

- I Porvoo-erklæringen benytter man sig af et sprog, der hverken har naturligt hjemme i en anglikansk eller dansk folkekirkelig sammenhæng. Når to kulturer mødes, må man skabe et nyt sprog, som ingen er rigtig glade for, siger Peter Lodberg.

Det manglende fællessprog er efter Peter Lodbergs vurdering en konsekvens af de splittelser, der har præget den europæiske kirkes historie. Men som sin teologiske kollega Niels Henrik Gregersen mener han, at det er af stor betydning, at kirkerne også for fremtiden vil indgå i åbne samtaler og være klar til at skrive under på forpligtende erklæringer.

kirke@kristeligt-dagblad

SERIE OM BEKENDELSER

Lige siden kristendommens første tid har troende gjort forsøg på kort og præcist at formulere, hvad troen gik ud på i bekendelser eller bekendelsesskrifter. Kristeligt Dagblad bringer en serie om bekendelser, der har formet kirkehistorien, og som stadig har betydning for kirkens tro og lære. Denne artikel er den tiende i serien.

Centrale økumeniske dokumenter

I nyere tid har særligt to dokumenter, ud over Porvoo-erklæringen, haft betydning for det fælleskirkelige samarbejde:

I 1982 lykkedes det på globalt niveau at opnå fælles forståelse mellem en række kirker om dåb, nadver og embede, udtrykt i Lima-dokumentet. Folkekirken har ikke tilsluttet sig dokumentet. I Fælleserklæringen om retfærdiggørelsen, der blev udarbejdet i 1999, opnåede katolske og lutherske kirker en såkaldt konsensus om basale sandheder på det helt afgørende stridspunkt om retfærdiggørelsen.

Porvoo-erklæringen

Porvoo er navnet på den finske by, hvor anglikanske og lutherske kirker fra Norge, Sverige, Finland, Island, Estland, Litauen, England, Skotland, Wales og Irland i 1992 skrev under på den fælles erklæring, der blev påbegyndt i 1989.

Erklæringen markerer et vidtgående kirkeligt samarbejde med fælles syn på dåb og nadver, præster, og biskoppers status, samt holdningen til kirkemedlemskabet.

Danmark og Letland deltog også i Porvoo, men skrev ikke under. Derfor har de siden kun været tildelt observatørstatus i fællesskabet.