Præster har lang tradition for civil ulydighed

Grundtvig, Dietrich Bonhoeffer, Kaj Munk. Kirkehistorien har mange eksempler på, at præster har handlet mod samfundets love, fordi de fandt en større lov i deres samvittighed, nemlig buddet om næstekærlighed. Få et historisk perspektiv på civil ulydighed

Der er i folkekirken tradition for, at kristentro og politiske og samfundsmæssige spørgsmål ikke skal sammenblandes. Der gives ikke særlige kristne svar på de politiske problemer, hævder vi. Og forsvares politiske handlinger med kristendommen, nedskriver vi evangeliet og gør det til en lov.

Alligevel har kirkehistorien eksempler på, at præster har handlet mod samfundets love, fordi de fandt en større lov i deres samvittighed, nemlig buddet om næstekærlighed. I det følgende vil se denne civile ulydighed i et historisk perspektiv.

Den unge kirke i Romerriget
Mere end andre religiøse bevægelser i Romerriget satte de kristne et skel mellem sig selv og samfundet. Allerede Paulus havde jo talt om dem, som var udenfor, og den kristne menighed, som var indenfor.

Hos kirkefaderen Hippolyt (d. 235) finder vi en anvisning på det kristne liv og ordning for, hvem der kan optages i menigheden. I denne kirkeordning er der konkrete eksempler på, at man som kristen må tage afstand fra det offentlige. Man må ikke beklæde offentlige embeder eller gøre soldatertjeneste, selvom det var en pligt som romersk borger.

Det middelalderlige enhedsamfund og Luthers to-regimetelære
I 381 bliver kristendommen Romerrigets statsreligion. Præsterne bliver dermed kejserens embedsmænd. Dermed lægges grunden til middelalderens kristne enhedssamfund. Fyrsten var kristen og havde til opgave at beskytte kirken og om nødvendigt at bruge sin magt for at bringe mennesker til kirken.

Vi har dog mange eksempler på, at det kom til magtkonflikter mellem fyrster og kirken, når fyrsten ville gøre gældende, at de verdslige love også gjaldt kirkens folk.

Med sin lære om de to regimenter ville Luther (1483-1546) bryde med sammenblanding af kirkens magt med den verdslige magt.
Fyrsten, sagde Luther, skal handle ud fra den lov, der er indskrevet i menneskers hjerter. Det er den lov, der kommer til udtryk i de ti bud og den menneskelige samvittighed. Og den stammer vel at mærke fra Gud, ligesom evangeliet gør det.

Altså: ligesom Guds ord kommer til udtryk i evangeliet, så kommer Guds ord til udtryk gennem loven. Derfor er kirken ikke over den samfundsmæssige magt og kan derfor heller ikke legitimere dens handlinger.

På samme måde kan samfundet og lovgivningsmagten heller ikke gribe ind i kirkens forkyndelse. Fyrsten skal bruge sin magt til at værne om kirken, sådan at denne har frihed til at forkynde evangeliet.

Fra enevælde til demokrati
Resultatet af Luthers reformation blev en kirke med fyrsten som kirkens egentlige overhoved og præsterne som statens tjenestemænd. I løbet af de næste århundreder, især under enevælden fra 1660 1849, blev det anset som en selvfølge, at præsterne ikke bare rettede sig efter landets love, men også kontrollerede, at andre gjorde det. Præsterne blev enevældens forlængede arm.

Grundtvig udviste civil ulydighed, da han i 1826 i anledning af tusindåret for Ansgars komme til Danmark ville have afsunget sin nye salme: Den signede dag med fryd vi ser. Der måtte nemlig kun synges salmer efter den autoriserede salmebog!

Med Grundloven i 1849 fik vi folkekirkeordningen. Staten forblev præsternes arbejdsgiver og præsterne forblev statstjenestemænd.

Besættelsestiden
Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 førte til dannelsen af den såkaldte Bekendelseskirke, som udtrykte protest mod det nazistiske styre. Flere kendte tyske teologer sluttede sig til Bekendelseskirken, hvis ledende skikkelse var den unge præst og teolog Dietrich Bonhoeffer.

Bonhoeffer var til trods for sin pacifistiske holdning involveret i attentatplaner mod Hitler og blev arresteret i marts 1943 og henrettet to år efter. Det var Bonhoeffers opfattelse, at man som kirke og som kristen kunne blive tvunget til at gribe ind, når samfundet blev underkastet tyranniske og umenneskelige love. Det er altså situationen, der alene sætter grænsen mellem modstand og underkastelse, skriver han i sine breve.

Herhjemme angreb præsten og digteren kaj Munk den danske regering for dens samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Kaj Munk beskyldte således statsminister Stauning for, at han udleverede sit demokrati til Hitler. Kaj Munk blev myrdet af nazister i 1944.

Flere præster gik efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i 1943 ind i sarbortagegrupper. Biskop Øllgaard var således medlem af det illegale Danmarks Frihedsråd. Og da aktionen mod de danske jøder kom 1.10.1943 ydede mange præster en god hjælp ved flugten ikke mindst biskop Plum over Lolland-Falsters stift. Og Københavns biskop udfærdigede et såkaldt hyrdebrev, som blev læst op i alle landets kirker.

Heri hed det, at kirken har pligt til at bekæmpe enhver forfølgelse af jøder ud fra racemæssige eller religiøse grundeforfølgelse strider mod næstekærligheden og den kristne frihed, som ikke kender personsanseelse, og endelig er den uforenelig med den retsbevidsthed, som er nedfældet i den dansk-kristelige kultur.

I besættelsens sidste dage omkom flere præster pga. af deres modstand mod styret. Således blev præsten Tage Schack dræbt, da han ikke ville tale efter ønske ved begravelsen af en stikker.

Hvad er så civil ulydighed?
Præster engagement mod besættelsesmagten i 1940erne viser, at man må skelne mellem to former for modstand: Bekæmpelse af uretmæssige herskere og civil ulydighed mod enkelte love eller påbud med hjemmel i love. Den første er modstanden mod en statsautoritet, der er tyrannisk og illegitim.

Den anden form for modstand vender sig først og fremmest mod love, som man finder uretfærdige og umenneskelige som f.eks. lov om tvangsfjernelse af børn eller tvangshjemsendelse af flygtninge. Men i praksis glider argumentationen for begge former for modstand over i hinanden.