Teologistudiernes historie i Danmark

De danske teologistudiers historie strækker sig over mere end et halvt årtusind. Men studierne har undergået mange forandringer undervejs

En ny årgang teologistuderende har netop påbegyndt studierne på universiteterne i København og Århus. Ligesom de utallige årgange før dem vil deres uddannelse komme til at bestå af en blanding af klassiske sprog, bibelske fag, kirkehistorie, dogmatik, etik og religionsfilosofi med videre. Denne mangfoldighed af fag udgør tilsammen en grundig uddannelse i kristendom.

Når de nye teologistuderende er færdige med studierne om cirka seks år, vil de fleste af dem sandsynligvis vælge at blive præster i folkekirken. Kirken har altid været den vigtigste aftager af teologer i Danmark, og det til trods for at universiteternes uddannelse ikke er en præsteuddannelse og heller ikke ønsker at være det.

Den spæde begyndelse
Danmarks og Nordens første universitet blev oprettet i 1438 i Lund under navnet Studium Generale. Dette romersk-katolske universitet lukkede efter knap et århundredes forløb ved reformationen i 1536, men var en forløber for det svenske Lunds Universitet fra 1666.

Det ældste universitet i det nuværende Danmark Københavns Universitet blev indviet i 1479 med teologi som det vigtigste fakultet. Men allerede før universiteternes tid havde man uddannet præster på katedralskolerne den tids gymnasier som var oprettet i tilknytning til domkirkerne. Den uddannelse, som de kommende præster kunne få der, var dog ikke tilstrækkelig, og blandt andet derfor besluttede kong Christian den Første at oprette et rigtigt universitet i rigets hovedstad.

Kirken i Danmark var på det tidspunkt stadig en del af den romersk-katolske kirke, og det samme var de to universiteter. Dette måtte naturligvis ophøre ved reformationen i 1536, hvor kong Christian den Tredje besluttede, at Danmark ikke længere skulle være romersk-katolsk, men evangelisk-luthersk. Derfor blev universiteterne lukket Københavns Universitet blev dog genåbnet året efter, nu som luthersk universitet og stadig med teologi som det vigtigste fakultet.

Teologi under pres
Teologien levede tilværelsen som videnskabernes dronning indtil naturvidenskabernes fremmarch i 1800-tallet. G.W.F. Hegels idealistiske filosofi satte det forenede filosofiske og naturvidenskabelige fakultet på tronen på de tyske og nordiske universiteter. Da denne konstruktion brød sammen i løbet af århundredet, resulterede det i, at naturvidenskabsfolkene angreb alle de andre videnskaber ikke mindst teologien for slet og ret at være uvidenskabelige.

Samtidig skyllede den kulturradikale, moderne bølge ind over landet med sin dybe skepsis overfor religion og kirke. Heller ikke Det Teologiske Fakultet gik ram forbi, og det endte med, at der blev sat spørgsmålstegn ved teologiens hjemstedsret på universitetet. Stormen stilnede dog af, og Det Teologiske Fakultet overlevede.

Den nuværende inddeling af teologien i tre hovedområder (bibelsk eksegese, kirkehistorie og systematisk teologi) opstod også i 1800-tallet. Disse hovedområder blev yderligere inddelt i underområder: eksegese i Gammel og Ny Testamente, kirkehistorie i forskellige perioder, og systematisk teologi i dogmatik, etik og religionsfilosofi. Overalt på universitetet skulle hver professor nu kun koncentrere sig om et begrænset område, for det var umuligt at være ekspert på alle felter i modsætning til tidligere, hvor den samlede mængde viden var mere begrænset.

Jungleuniversitetet
Københavns Universitet var Danmarks eneste universitet indtil oprettelsen af Aarhus Universitet i 1928. Man begyndte at undervise i teologi i 1932, men først i 1942 fik man et selvstændigt Teologisk Fakultet. De københavnske akademikere gjorde grin med det nye, jyske universitet og kaldte det for "Jungleuniversitetet".

Efterhånden viste Aarhus Universitet sig dog som en værdig modspiller til Københavns Universitet. Det Teologiske Fakultet i Århus slog især sit navn fast med de fire berømte Århus-teologer, der var professorer i teologi omkring midten af 1900-tallet: P.G. Lindhardt, K.E. Løgstrup, Regin Prenter og Johannes Sløk.

Spørgsmålet om forholdet mellem kirken og universiteternes akademiske teologi har altid været et varmt emne. Universiteterne har ofte lagt afstand til kirken og til idéen om teologiuddannelsen som en præsteuddannelse. I 1960'erne udtalte P.G. Lindhardt, at Det Teologiske Fakultet uddanner teologer, og så må kirken selv finde ud af, om den kan bruge dem til noget.

Denne holdning er dog blevet blødt op senere hen. I 1980'erne indførte man faget praktisk teologi, hvor de studerende lærer om formidling, gudstjeneste, sjælesorg, diakoni med videre. Hovedvægten i det teologiske studium ligger dog stadig klart på de mere teoretiske fag.

Nye medspillere
I slutningen af 1960'erne opstod en utilfredshed blandt nogle af de teologistuderende. Det var dels på grund af den ovennævnte afstandtagen til kirken og dels på grund af, hvad de oplevede som en alt for kritisk holdning til Bibelens troværdighed. Derfor blev der i 1972 oprettet et nyt, uafhængigt fakultet, Menighedsfakultetet, i Århus med inspiration fra Det teologiske menighetsfakultet i Oslo. Underviserne på Menighedsfakultetet er forpligtet til at behandle Bibelen som Guds ord. Desuden skal de holde sig indenfor rammerne af folkekirkens lutherske bekendelsesskrifter.

Kort efter blev Dansk Bibel Institut i København oprettet på et lignende grundlag. Indtil for nylig havde hverken Menighedsfakultetet eller Dansk Bibel Institut afholdt eksamener selv. De interesserede studerende modtog blot undervisning dér som et supplement til undervisningen på universiteterne, hvor de også gik til eksamen. I det nuværende årti har begge de uafhængige institutioner dog derudover oprettet deres egne teologiuddannelser på bachelorniveau med støtte fra et britisk universitet.

Disse uafhængige, konservative teologiske institutioner kritiseres af deres konkurrenter, de etablerede universitetsfakulteter, for at bryde med princippet om forskningsfrihed, fordi forskningen og undervisningen dér er bundet til en bestemt trosbekendelse.