Tvivlen på de kristne dogmer har altid provokeret
"De mishandler jo Bibelen på skammeligste vis", lød reaktionen for 100 år siden, da liberalteologien vandt frem, fortalte professor Martin Schwarz Lausten forleden i Davids Kirke på Østerbro
Da liberalteologien vandt frem i det teologiske landskab i Danmark omkring år 1900, skortede det ikke på rasende angreb fra alle fløje i kirken:
De mishandler jo Bibelen på skammeligste vis, det hele ser uhyggeligt og trøstesløst ud og ingen er nogensinde blevet bygget op af de teologiske forelæsninger i København, lød det fra alle sider af kirkelivet.
Liberalteologien har tydeligvis altid provokeret, og det var den slags fortællinger, Martin Schwarz Lausten forleden fremlagde for sit publikum til et foredrag om liberalteologi i Davids Kirke på Østerbro. Symbolsk nok blev kirken bygget i 1910 mens liberalteologien var på sit højeste.
Men hvad var liberalteologiens grundlæggende anliggende?
Man skulle lade dogmerne ligge jomfrufødsel, Bibelens undere, og så videre - og i stedet tage Jesus af Nazareth som det store etiske ideal til efterfølgelse. Mennesket skulle i stedet for at spekulere over de store dogmer blive fromt. Mange liberalteologer kunne ikke se, til hvad man kunne bruge påstanden om, at Gud var menneske på samme tid, i en moderne bevidsthed. I stedet skulle teologien nu udlægges så menigheden kunne få gavn af den i det praktiske hverdagsliv.
LÆS OGSÅ: Hvad er liberalteologi?
I stedet for lange teologiske udredninger skulle man som kristen koncentrere sig om at følge det etiske ideal, mennesket Jesus havde sat op. Dette fokus på mennesket Jesus skyldtes i høj grad den kildekritik, liberalteologien udøvede:
For liberalteologerne var det jo tydeligt, at Det Nye Testamente var kraftigt påvirket af dets samtid. I Markus-, Matthæus- og Lukasevangelierne går Jesus rundt og gør undere ved at røre en klat spyt og lidt jord sammen og smøre det i panden på folk. I Johannesevangeliet holder han lange taler over filosofiske begreber fra samtiden. Hvem var han? Vi ved det af gode grunde ikke. Derfor blev etikken det afgørende i kristendommen. Man skulle vise, at man havde et personligt forhold til Jesus af Nazareth. Dette var en lettelse for mange på den tid, hvor kristendommen blev angrebet fra alle sider. Nu kunne forskere og andre have deres personlige tro i det private og praktisere videnskabelig forskning på jobbet.
Reaktioner i samtiden
Det var hård kost i samtiden, og da liberalteologien vandt frem i starten af 1900-tallet, skabte det megen vrede:
Det er jo ikke underligt, at den slags provokerede. Som nævnt var liberalteologien voldsomt revolutionerende, og lederne af de andre kirkelige retninger Indre Mission og grundtvigianerne greb pennen og gik til angreb. Man skældte de førende liberalteologer hæder og ære fra. I de grundtvigianske tidsskrifter overfaldt man ligefrem en mand som professor Ammundsen (1874-1936) for hans liberalteologiske holdninger.
En anden liberalteolog, der vakte temmeligt stort postyr, var præsten Niels Peter Arboe Rasmussen:
Arboe Rasmussen hævdede, at det var meningsløst med en jomfrufødsel. Det førte til et sagsanlæg fra biskopperne i landet, og det gik hele vejen til Højesteret. Den dømte til fordel for Arboe Rasmussen den undlod dog at tage stilling til spørgsmålet om jomfrufødselens mulighed.
Alligevel skabte liberalteologien begejstring landet over især blandt yngre mennesker. Kristne bevægelser (Blandt andet KFUM og Kristeligt Studenterforbund, red.) samlede tusinder til stormøder. Som Lausten siger:
Nu skulle man vise, at man mente noget med sin kristendom gennem socialt arbejde. Kristendommen skulle være som en surdej, der ville og kunne gennemsyre livet.
Men med Første Verdenskrig styrtede liberalteologiens optimisme og idealisme fuldstændigt sammen. Lausten fortalte blandt andet om et møde i Danmarks Kristelige Studenterforbund:
Også inde fra den store kristelige studenterbevægelse opstod der kritik. Den unge N.P. Heje anklagede liberalteologien for at være stræbsom amerikanisme tilsat sentimental danskhed. Under og efter Første Verdenskrig faldt liberalteologiens ideal da også fuldstændigt til jorden, og det inspirerede til en modbevægelse: Den såkaldte dialektiske teologi med schweizeren Karl Barth i spidsen. Hans hovedanke var, at man altså ikke kan klatre op til Gud ved gode gerninger.