Da oldkirken fejrede nadver

Umiddelbart er en nadver en noget mindre dramatisk begivenhed end mange andre, man kunne forestille sig, og på mange måder mindede nadveren om den, vi kender fra højmessen om søndagen. Der er dog også en række ting, der adskiller nadveren i det 2. århundrede fra nutidens nadver, skriver ph.d. Robert Bonde Nielsen Hansen. Foto: colourbox.com

Jeg ville gerne have været en flue på væggen i det 2. århundrede, da kristne fik bevidstheden om, at Herren er til stede iblandt dem, skriver ph.d i teologi Robert Bonde Nielsen Hansen

Der er mange begivenheder i kirkehistorien, hvor jeg gerne ville have været en flue på væggen. Hvem ville for eksempel ikke gerne have været til stede, da biskopperne fra det meste af Romerriget mødtes i Nikæa, eller Rigsdagen i Worms, der endte med, at Luther blev erklæret fredløs, fordi han stod ved sine meninger.

Allerhelst ville jeg dog have oplevet en nadverfejring i den tidlige kirke, mere specifikt i det 2. århundrede. Umiddelbart er en nadver en noget mindre dramatisk begivenhed end mange andre, man kunne forestille sig, og på mange måder mindede nadveren om den, vi kender fra højmessen om søndagen. Der er dog også en række ting, der adskiller nadveren i det 2. århundrede fra nutidens nadver.

Nadver er et stridsemne
En af de ting, man i kirken har været mest uenig om i forhold til nadveren og brugt mest tid på at diskutere, er, hvordan Jesus er til stede i nadveren. Luthers samtidige Zwingli hævdede, at vi skulle forstå det rent symbolsk, når det blev sagt, at brødet og vinen var Jesu legeme og blod.

Katolikkerne fastholder, at brødet og vinen faktisk bliver forvandlet til Kristi kød og blod. For at markere, hvornår dette præcist sker i den katolske gudstjeneste, ringer man med en lille klokke. Luther afviste katolicismens meget bogstavelige tolkning, men fastholdt alligevel, at vi modtager Jesu kød og blod i nadveren.

Blandt de tidlige kristne var man tilsyneladende ikke særligt optaget af, hvordan brødet og vinen var Jesu legeme og blod (enkelte menigheder skiftede endda vinen og brødet ud med vand og grøntsager eller osteløbe).

Der er i hvert fald ikke nogen af de oldkirkelige forfattere, der beskæftiger sig særligt meget med emnet, og enkelte af de tidlige nadverbønner nævnte ikke engang, at brødet og vinen skulle forstås som Jesu legeme og blod. Det var helt anderledes dramatiske overvejelser, man gjorde sig ved nadverbordet i oldkirken.

Nadveren er udødelighedens medicin
De omtaler af nadveren og de nadverbønner, der er bevaret fra de tidlige kristne, taler deres eget klare sprog. De tidlige kristne forestillede sig på en eller anden måde, at nadveren var det måltid, som Jesus fortalte sine disciple, at de skulle spise sammen med Ham i Guds Rige efter dommedag (jævnfør for eksempel Matthæus kapitel 26, vers 29).

Nogle skriver direkte, at det er sådan, de forstår nadveren. Det gælder for eksempel Irenæus, som vores egen Grundtvig var meget fascineret af. Andre tekster siger det ikke direkte, men er tydeligt optaget af, at deres nadverbønner beskriver menigheden som en allerede integreret del af virkeligheden efter verdensdommen.

I det lille skrift Didake fra omkring år 100 e.Kr., der giver de kristne læsere anvisninger for, hvordan de skal døbe, faste og altså også fejre nadveren, gøres der brug af et sprogbrug til at beskrive deltagerne og de velsignelser, som nadveren bringer, der ellers er forbeholdt beskrivelser af Gudsriget. Enkelte så som den oldkirkelige forfatter Ignatius går så langt, at han kalder nadveren for udødelighedens medicin.

Nadveren fejres med den opstandne Kristus
Hvorom alting er, så er der en fælles bevidsthed eller overbevisning blandt de kristne i det 2. århundrede om, at man dels foregriber den kommende herlighed i nadverfejringen og en bevidsthed om, at menighedens opstandne Herre er til stede iblandt dem.

Selvom man ikke nødvendigvis skal overtage alle oldkirkens forestillinger, så kan der godt ligge en pædagogisk pointe i at holde sig netop denne tanke for øje. Nadveren bliver først fuldkommen, når vi fejrer den med den opstandne Kristus, som er Herre og vært. Det gør vi i højmessen på søndag, og det gør vi i Guds Rige.

Robert Bonde Nielsen Hansen er ph.d i teologi og ansat på Aarhus Universitet

Allerhelst ville jeg dog have oplevet en nadverfejring i den tidlige kirke, mere specifikt i det 2. århundrede, skriver ph.d Robert Bonde Nielsen Hansen Foto: Aarhus Universitet