Galileis dom markerede et brud

Man kunne ønske, at nutidens ofte religionsdumme videnskabelighed og videnskabsdumme religiøsitet kunne åbne deres øjne og se mere på deres egne fordomme, skriver studenterpræst for de naturvidenskabelige studerende på Københavns Universitet Nicolai Halvorsen Foto: Leif Tuxen.

Jeg ville gerne have oplevet Inkvisitionens samling, da de diskuterede Galileo Galileis teorier om solens ubevægelighed og jordens bevægelse, skriver studenterpræst Nicolai Halvorsen

Selv om solen skinnede har det været køligt. Det var februar 1616 i Rom, og netop solen og jorden var et hot samtaleemne. Den berømte videnskabsmand fra Firenze, Galileo Galilei, var i Rom og havde forsøgt at argumentere for sine synspunkter om astronomien, som på mange måder afveg fra traditionens.

Var solen eller Jorden i centrum?
Af mange forskellige grunde var sagen spidset til, og sagen var rejst for Inkvisitionen. Var solen centrum i universet og ubevægelig, og bevægede Jorden sig? Det var kernen i spørgsmålene.

Spørgsmålet var ikke ganske nyt. Det havde i længere tid været drøftet i lærde kredse. I 1543 havde Kopernikus udgivet sit værk Om himmelkredsenes omdrejninger, hvor han fremsatte en ny teori om solen og planeternes bevægelser.

Den gik ud på, at solen var i midten, og jorden roterede i en cirkel udenom i løbet af cirka et år. Kopernikus havde ingen kikkert og intet bevis for sin teori, men det kunne på en meget enklere måde forklare himmellegemernes bevægelser end den overleverede teori, som byggede på Ptolemæus' værker fra det 2. århundrede efter Kristi Fødsel, hvor Jorden var i centrum, og hvor planeterne kredsede rundt om Jorden i ret komplicerede mønstre.

Kopernikus' teori blev ikke fordømt af den katolske kirke med det samme. Der var en ny videnskabelighed på vej, forbundet med det, vi kalder Renæssancen.

Denne nye videnskabelighed var ikke et ensrettet foretagende, men flere videnskabsmænd var generelt optaget af observationer og sammenhængende matematiske beskrivelser.

Dens udøvere var ikke anti-religiøse og ofte teologer eller gejstlige; men de var næsten alle i opposition til den overleverede aristoteliske filosofi og den ptolemæiske astronomiske tradition.

Galilei var en begavet deltager i den nye videnskabelige bevægelse, som i stigende grad udfordrede den gamle aristotelisme. Det var altså ikke primært en konflikt mellem teologi og videnskab, men mellem filosofi og videnskab.

Samspil mellem astronomi og teologi
De fleste på begge sider var enige om, at Gud havde åbenbaret sig både gennem naturen og gennem Kristus (og dermed Bibelen.) Teologiens primære fokus var på den sidste og særlige åbenbaring, og der havde siden kirkefædrene i oldkirken været enighed om, at de to åbenbaringer eller bøger ikke kunne modsige hinanden.

Man havde derfor en lang tradition for symbolske bibeludlægninger, hvor en bogstavelig udlægning var i strid med erfaringen. Ja, Bibelen ville være i overensstemmelse med den astronomi, som naturen dømte som sand.

Dommen over Galilei er uforståelig
Derfor var Inkvisitionens dom, som kom d. 24. februar 1616, faktisk et brud. De betegnede udsagnene om solens ubevægelighed og jordens bevægelse som tåbelig og absurd fra et videnskabeligt standpunkt og som helt igennem kættersk og i klar modstrid med den hellige skrift. I stedet for videnskabelig sandhed, dømte de til fordel for den aristotelisk-ptolemæiske filosofi.

Der kan gives mange grunde til dette skift. For eksempel modreformationens opstramning og ønsket om at stabilisere i en urolig tid. Men rigtigt tilfredsstillende er de ikke. Det var en unødvendigt dum og ubegavet dom.
Ganske som det i dag ville være dumt og ubegavet, at påstå, at dommen var udtryk for kirkens typiske modstand mod videnskab og fremskridt.

Religion og videnskab bør ikke bekrige hinanden
Hvis man havde været en flue på væggen under Inkvisitionens samling, havde man måske bedre kunnet forstå sagen. Eller måske er det en illusion? Måske skal der afstand til for at forstå sammenhængen.

Men man kunne ønske, at nutidens ofte religionsdumme videnskabelighed og videnskabsdumme religiøsitet kunne åbne deres øjne og se mere på deres egne fordomme.

Kristendom og videnskab burde have forenet sig i kampen mod dumhed og frygt. Men det er vist et fromt ønske.

Nicolai Halvorsen
Studenterpræst for de naturvidenskabelige studerende på Københavns Universitet