Himmel og jord mødes i Hagia Sofia

Provst Elof Vestergaard ville gerne have været til genindvielse af Hagia Sofia i år 561. Foto: Palle Hedemann Nordfoto

Hele kosmos er nærværende på ét sted, og det symbolske drama mellem himmel og jord står tydeligt og klart, skriver provst Elof Westergaard

Den 24. december 562 blev de store porte til Hagia Sofia, Konstantinopels mægtige kirke, igen slået op, og jeg flyver hen over hovederne på kirkens dørvogtere og de mange deltagere i den store genindvielse af kirken og sætter mig på en af de store bærende søjler for at opleve denne stjernestund.

Hagia Sofia er en åbenbaring af himlen på jord
Hagia Sofias kuppel var faldet sammen efter jordskælvet i 558, og i de efterfølgende år var der blevet lagt mange kræfter i at få konstrueret og opbygget en ny og mere holdbar kuppel, der kunne være modstandsdygtig overfor jordskælv.

Kirken er denne vinterdag fuld af folk. Kejser Justinian, patriark Eutcyhius, kirkens godt tres præster, de knap to hundrede diakoner ansat ved kirken, de mange lærere og sangere og alle de indbudte, byens storfolk og den tilstrømmende folkemængde.

Ceremonien er smuk og liturgien stærk. Klædedragterne er meget prægtige og seværdige, men det, som gør øjeblikket til en stjernestund er først og sidst det nyrestaurerede kirkerum.

Er Hagia Sofia set udefra en tung klump, så er den indvendigt et mirakel. Den store kuppel over kirkeskibet er en åbenbaring af himlen på jord. Den første kuppel var ganske vist høj, men den yngre Isidor, som har haft til opgave at konstruere den nye kuppel, har valgt at bygge den endnu højere, godt seks meter højere end den gamle, så der nu fra gulv til loft er 55 meter. Det skaber et enkelt og storslået indre kirkerum. Og kuplen alene er så også ca. 30 meter i diameter.

Gud finder sig en bolig
Lyset, som strømmer ind gennem vinduerne fra kuplen, får guldstifterne og marmoret til at glimte. Det er som om himlen selv, en brændende sol af Guds kærlighed og nåde, strømmer ned imod os i dette rum. Hele kosmos er nærværende på et sted, og det symbolske drama mellem himmel og jord står her tydeligt og klart.

Hvor den kristne kirkes grundform, basilikaen, først og fremmest tjener som et horisontalt hierarkisk mødested for en menighed, og dermed indirekte lægger afstand til det antikke tempel, hvor guden boede, så skaber den runde kuppel over den næsten firkantede grundform i Hagia Sofia en ny forbindelse til templet.

Gud finder sig en bolig. Kirkens arkitektur understreger mødet mellem himmel og jord. Kirken er mere end et forsamlingshus. Det er et mødested mellem Gud og menneske.

Hagia Sofia blev bygget af 10.000 mænd
Hagia Sofia, Den hellige visdoms Kirke, var blevet opført allerede tredive år tidligere. Det oprør, som havde spredt sig i Konstantinopel i kejser Justinians første regeringsår, havde medført den oprindelige kirkes ødelæggelse. Der havde ligget en basilika på dette sted. Justinian besejrede oprørerne, og han iværksatte umiddelbart efter bygningen af den nye kirke.

Anthemius af Tralles og Isidor af Milet blev sat til at konstruere det monumentale bygningsværk. Materialerne blev efter sigende hentet fra hele Justinians rige. For eksempel porfyr fra Egypten og søjler hentet fra ruinerne af Artemistemplet i Efesus. Man formoder, at cirka ti tusinde mennesker arbejdede på kirkebyggeriet.

Justinian havde viljen til magt
Da vi nu møder Justinian ved genindvielsen i 562 har han hersket gennem mange årtier, siden 527. Justinian havde også deltaget i kirkens første indvielse, men han havde da fulgtes med sin hustru Theodora. Det var efterhånden længe siden, at hun var død. De havde nået meget sammen, men det fjernede ikke savnet. Man kan se det på den gamle kejser denne dag ved genindvielsen af Hagia Sofia.

Det stod ikke forudskrevet, at Justinian og Theodora skulle blive kejser og kejserinde. Justinian kom ud af en bondeslægt fra Balkan, og hun var datter af bjørnetrækkeren på Hippodromen. De havde imidlertid begge to haft viljen til magt, og ikke mindst havde de sammen været optaget af at genoprette det romerske rige, sådan som det så ud på kejser Konstantins tid, da han gjorde Konstantinopel til sin hovedstad.

Og det var stort set lykkedes for Justinian. En række af de gamle kerneområder var igen tilbage i det romerske imperium. Justinian er, da vi møder ham i vinteren 562, kejser over områder fra Mesopotamien til Spanien, fra Donau til Afrika.

Folk sagde om Justinian, at han aldrig sov. Men han ville også mere end erobre land. Han havde sat et stort lovarbejde i gang, en opsamling og opdatering af romerretten, og han havde brugt mange kræfter på at forlige de forskellige kristne i hans rige og havde han ønsket at styrke kristendommens position. Han havde således slået ned på resterne af det, han fandt var hedenskab, ved at lukke Athens universitet.

En kirkelig grundforms fødsel
Den 24. December 562 er ikke nogen skæbnesvanger dag, men jeg har alligevel valgt at flyve ind i kirkehistorien og sætte mig som en flue netop på denne dag. Det er ikke for at møde Justinian, hans tid er snart ovre, men det er for at besøge Hagia Sofia dengang, hvor den tjente som kirke og for at fremhæve den norm, eller måske det ideal, som denne kirkes arkitektur satte for den ortodokse kirke.

Hagia Sofia er qua sin volumen ikke repræsentativ for østkirken, idet man i de følgende århundreder gerne byggede meget mindre. Men Hagia Sofias grundform blev overført til nye kirker, selv når man, som i Kappedokien formede kirker ind i huler, overtog man ofte dens grundplan.

Hagia Sofia ligger nu Istanbul. Byen har skiftet navn. Og der har været mange stjernestunder i denne bygning. Det kunne også have været helt interessant at være der den sommerdag i 1054, da den arrige kardinal Humboldt buldrede ind i kirken og lagde pavens bandbulle og dømte til langvarig kirkestrid mellem øst og vest.

Jeg vil også gerne have mødt den russiske zars udsendinge, da de kom ud fra kirkens liturgi og følte, at de havde været i himlen. Men det bedste er snart at besøge kirken igen. Al byggestillads er væk efter årtiers byggearbejde, så kuplen kan ses i sin helhed, og det er stadigvæk sådan, at den viser, hvordan himmel og jord mødes her.

Elof Westergaard er provst i Silkeborg. Han sender stafetten videre til organist Poul S. Jacobsen