Jeg ville gerne have mødt én af ørkenfædrene
Moderne mennesker opsøger spiritualiteten som turister, ikke som pilgrimme. Det kommer der ikke meget ud af, mener sognepræst Mikkel Wold. Følg med i kristendom.dks kirkehistoriestafet
Nogle gange må vi tilbage i tiden for at forstå og nuancere nutidens debatter om kirkeliv og kristendom. Kristendom.dk's kirkehistorie-stafet tager udgangspunkt i spørgsmålene: Hvor og hvornår i kirkehistorien ville du gerne have været en flue på væggen?
I denne uge har kirkeordfører Bente Dahl (RV) givet stafetten videre til sognepræst Mikkel Wold:
Hvilken begivenhed eller tidsperiode i kirkehistorien finder du særligt spændende, lærerig eller urovækkende - og hvorfor ville du gerne have været med?
Sådan lyder spørgsmålene, jeg har fået som udgangspunkt, og hvis man sætter kirkehistorien fra pinsedag, som jo ofte omtales som kirkens fødselsdag, og frem er det jo udelukket, at jeg kan skrive om det mest interessante, nemlig Jesus selv. Og når nu apostelmødet i Jerusalem er taget, må vi længere frem i historien.
Spiritualitetens tilblivelse er vigtig
Men ikke alt for langt, for det er i den tidlige kirkes historie, noget af det mest spændende sker, og som samtidig har appel til vores egen samtid. Jeg tænker navnlig på tilblivelsen af den spiritualitet, som mange i dag er optaget af. En optagethed, som på mange måder er velgørende, fordi spiritualiteten i lang tid har været mere eller mindre ignoreret i det kirkelige, men som også er udsat for farer, fordi den trues med at blive tolket ind i en banal holisme, som for tiden er ganske indflydelsesrig og højtråbende.
Vi er blevet turister, ikke pilgrimme
Det banale består bl.a. i ønsket om at kunne sætte spiritualiteten ind i en brugsmæssig sammenhæng. Det moderne menneske spørger mere efter, hvad man kan bruge noget til, end hvorledes man trænger ned i en sag udelukkende for at erkende noget om Gud eller om sandheden. Man er med sociologen Baumanns velkendte ord gået fra at være pilgrim til at være turist.
Hvor pilgrimmen tager ud for at søge som gjaldt det livet, kigger turisten sig lidt uforpligtende omkring. Det kommer der ikke meget ud af. Derfor skal man huske Goethes kloge ord om, at kristendommen fornyer sig ved at gå tilbage til sine kilder. Fornyelse kommer pudsigt nok ofte ved at rette blikket tilbage.
Faren ved en sådan manøvre er traditionalismen og nostalgien, men faren ved ikke at hente inspiration i det klassiske er, at fornyelsen bliver overfladisk og med en kort levetid, fordi den ikke er tilstrækkeligt rodfæstet.
Tradition er en skatkiste, som man skal åbne og hente inspiration fra.
Ørkenfædrene kan lære os meget om åndeligt liv
Et af de steder, den moderne spiritualitet med rette har fået øjnene op for, er ørkenfædrene. Det var her, den kristne spiritualitet formedes, og hvor meditationen og kontemplationen forædledes.
Længe betragtede man dem som en gruppe mere eller mindre fanatiske excentrikere, som trak sig tilbage fra det mere eller mindre beskyttede statslige kirkeliv (de levede i det 4. århundrede, hvor kristendommen netop var blevet statsreligion).
Men som med så mange andre forhold er de forenklede fremstillinger forkerte. Ørkenfædrenes udtalelser vidner om stor visdom og indsigt. De spørgsmål, de overvejede, er også spørgsmål, man stiller sig i dag.
Det er med rette blevet sagt om ørkenfædrene, at de søgte det enkle liv for at eftertænke tilværelsens grundvilkår, og at de søgte overensstemmelse mellem tro og livsførelse og dermed personlig autenticitet. Deres udtalelser kan lære os meget om åndeligt liv og om fordybelse.
Det betyder ikke, at man skal efterligne dem eller ignorere den store tidsmæssige forskel mellem deres og vores verden. Men ved at tilegne sig deres erkendelser, kan vi lære mere om svaret på, hvad et menneske er, og hvad det vil sige at søge Gud. Og pludselig er afstanden mellem dem og os ikke længere så voldsom.
Vi er fordømmende ud over alle grænser
På en mærkelig måde er mange af ørkenfædrenes udtalelser ganske enkle og jordnære, selv om det var de store spørgsmål i livet, de overvejede. Ofte var det blot ved deres handlinger, de kunne forkynde.
Der er mange eksempler på det, og ét af dem taler velgørende ind i vores egen samtid, som har så travlt med at opstille regler for det perfekte liv, og som er fordømmende ud over alle grænser, når det går galt for nogen.
Da en person engang blev bortvist fra kirken, fordi han havde syndet, blev han, da han gik ud, pludselig ledsaget af én af de højt respekterede fædre, som ingen ville drømme om at bortvise. Hvor skal du hen, Fader spurgte de andre ham, der ledsagede den dømte. Jeg er lige blevet dømt svarede han.
Ham ville jeg gerne have mødt.
Mikkel Wold er sognepræst og lektor på Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster. Han giver hermed stafetten videre til folketingsmedlem Flemming Damgaard Larsen (V), der er medlem af Folketingets Kirkeudvalg.