Om hundrede år er alting glemt?

Lad os sammen fremtidssikre folkekirken Foto: Rune Johansen

Folk har ondt af folkekirkens statstilskud uden at kende historien, mener kirkeordfører (S) Karen Johanne Klint. Følg med i kristendom.dk's nye kirkehistoriestafet

Nogle gange må vi tilbage i tiden for at forstå og nuancere nutidens debatter om kirkeliv og kristendom. Kristendom.dk's kirkehistorie-stafet tager udgangspunkt i spørgsmålene: Hvor og hvornår i kirkehistorien ville du gerne have været en flue på væggen? 

I denne uge har biskop Elisabeth Dons Christensen givet stafetten videre til kirkeordfører for Socialdemokratiet Karen Johanne Klint:

Om hundrede år er alting glemt
Overskriften og mundheldet stammer fra en festvise fra 1809. Jeg vil dog ikke i udfordringen som 'flue på væggen' gå så langt tilbage i min kirkehistorie-stafet. Men bare omkring et hundrede år. Og hvorfor så det?

Jo, der skete så mange ting for- og omkring folkekirken i de først 20 år af 1900-tallet. Ting, der fortsat præger kirkens hverdag og betingelser, men som mange ikke tænker over i dag. De hundrede år har gjort deres til glemslen. Derfor ville jeg gerne kunne gå tilbage i tiden og være fluen på væggen i tiden omkring 19001920.

Kirken blev (næsten) demokratisk
Danmark havde fået en driftig kirke- og undervisningsminister, I.C. Christensen, der ville forberede kirken på mere selvstændighed. Var hans bevæggrunde til Lov om menighedsråd i 1903 mest styret af bekymringer over for datidens kulturradikale og socialdemokrater, der gik ind for en adskillelse af stat og kirke? 
 
Eller hvor meget betød det, at han syntes godt om det folkelige element i kirken? At vi med Grundloven i 1849 fik en folkekirke og ikke en statskirke, og at dens forhold skulle ordnes ved lov? Eller var det et opgør med vækkelsesbevægelserne, der opdelte medlemmerne i passivt og aktivt troende?
 
Hvad talte mest? Og hvad betød det, at samme venstremand ikke var kommet igennem med valgret til kvinder og tjenestefolk i den almindelige lovgivning, og nu kunne han så gennemtrumfe det i folkekirken?

Nå, svaret er vel underordnet. Men dét, at kirken havde brug for folkevalgte menighedsråd med selvstændige beføjelser og ikke kun sladrepligt til præsten, var godt set. 
 
Også at mandsmonopolet skulle brydes, og at valgbarheden gjaldt alle medlemmer og ikke kun de velbjærgede eller de aktivt troende. Det sidste kan kirken fortsat være glad for. Hvor elendig ville økonomien ikke være i dag, hvis alle de passivt troende ophørte med at betale deres kirkeskat! Eller ville der være nok frivillige i og omkring sognearbejdet, hvis man skulle bevise graden af sin tro?
 
Kirken var heldig med, at I.C. Christensen fik en kirkeministerperiode mere, og at han i 1922 udvidede menighedsrådenes beføjelser, herunder at biskopper skal vælges ved afstemning blandt stiftes præster og menighedsrådsmedlemmer. Desuden blev der oprettet provstiudvalg, hvor rådene kunne samarbejde om økonomien på tværs af sognegrænserne. Et vigtigt element i kirkens uafhængighed.

Fra præsteløn til husmandsbrug
I begyndelsen af 1900-tallet hvilede folkekirkens økonomi i vidt omfang i sig selv. Der var indtægter fra tiendeydelser og andre afgifter fra kirkens faste ejendomme herunder præstegårdsjorder samt fra enkelte vederlag for kirkelige handlinger.

Med tiden blev det vanskeligt at skaffe midler nok på den måde, og sognene havde for forskellige muligheder til at drive kirke og betale præsten en løn.

I 1913 kom den første lov om lønningsforhold for folkekirkens præster. Den byggede fortsat på egenfinansiering. For at skabe et stabilt økonomisk grundlag besluttede folketinget i 1919 med Præstelønsloven at indføre en kirkeskat for medlemmerne af folkekirken. 
 
Jeg kan ikke her komme ind på alle mellemregningerne i de år, men finder det vigtigt at genopfriske, at der også i 1919 ved lov skete en meget stor udstykning af præstegårdsjorder til blandt andet husmandsbrug.

Det var der brug for, kan jeg med god grund sige, for jeg er selv husmandsdatter. Men det mindskede præsternes indtægter fra landbrug og skovbrug. Som en slags erstatning for jorden indførtes statens tilskud til folkekirken.

En fremtidssikret kirkeordning
Det er netop det statstilskud mange har så ondt af i dag. Uden at kende historien. Den lever nemlig fint op til om hundrede år er alting glemt. Derfor er mange godt gammeldags sure over statstilskuddet til præsteløn.

Statstilskuddet udgør dog kun en lille del af kirkens drift, og så får samfundet udført en række civile opgaver uden en ekstra regning. Det tænker man heller på, når kritikken hagler ned over penge til forkyndelse.
 
Men når baggrunden nu er glemt, og støtten er lagt for had, skulle vi så ikke udvise samme omhu som I.C. Christensen og se os om efter en ny model? Det har mit parti syntes i flere år. Det kan fint ske inden for rammerne af Grundloven. Ja, måske skulle vi bare opfylde Grundlovens løfteparagraffer på en moderne måde? 
 
Lad os sammen fremtidssikre folkekirken og gerne de andre trossamfund med. Lad os gøre det klogt og efter stor eftertænksomhed og i en åben debat. Men helst inden for en overskuelig tid.

Karen Johanne Klint er kirkeordfører for Socialdemokratiet. Hun giver hermed stafetten videre til lektor Hans Raun Iversen, hvis indlæg du kan læse i næste uge på kristendom.dk.