At gynge midt i kirken
Den svenske kunstner Monica Sand installerede sin store gynge i Skt Jacobs Kirke i Stockholm i januar. Tilbageblik på en eksperimetal udstilling i kirkerummet
Siden 2002, har Monica Sand arbejdet med projektet Mellan Gravitation och Tyngdlöshet, hvilket har ført hende til at installere store gynger flere forskellige steder. Første gang var i 2002 på Älvborsgsbron i Göteborg hvor hun fæstnede en 40 meter høj gynge til broen midt i byens havn. Senere blev gyngerne placeret i Skulpturens Hus i Stockholm (2003), en bygning, der engang var brugt af Nobel til industriel produktion af svovlsyre; og senere i Passagen (Linköpings Konsthall, 2003), et tidligere indkøbscenter.
Disse tre steder symboliserer henholdsvis tre kulturelle konstruktioner: byens rum, videnskab, og kapitalisme, indenfor hvilke, Monica Sand fæstner gyngerne. To centrale elementer af Monica Sands projekt kommer allerede til syne, nemlig at hendes gynger er større end normalt og at hun vælger steder hvor det normalt ikke findes gynger. Disse anormaliteter er vigtige fordi, det er gennem dem at nye oplevelser fremkommer.
Kunstneren forklarer: Gennem disse fæstninger, skaber gyngerne nye forbindelser mellem en følelse af frihed på gyngen og afhængigheden af sociale konstruktioner for at kunne gynge. Og det samme paradoks gælder for mennesket: uden strukturer for at holde sig fast i livet, er bevægelser umulige.
For at undersøge indflydelsen af en anden kulturel ramme om hendes gynger og derfor om mennesker kontaktede Monica Sand spontant Skt Jacobs sogn og foreslog at installere en gynge midt i kirken. Stedet var fra hendes synspunkt perfekt, fordi det ligger i byens centrum og kirkens arkitektur tillader gyngens installation uden forandringer.
Sognets godtagelse var ikke nemt at opnå, men Kristina Ljunggren præst ved Skt Jacob og projektsansvarlig var overbevist om det store potentiale af Monica Sands projekt for kirkerummet og menigheden. Derfor blev en 13 meter høj gynge installeret i Skt Jacobs skibet, sammen med to lege gynger og to pendul ure i siden af kirken, i løbet af januar 2010. Billeder viser hvor mærkeligt det er på et visuelt niveau at se en gynge i en kirke, og derfor kan vi forestille os hvor installationen har udfordret de besøgendes oplevelser af rummet.
Projektet, der stod mellem leg, videnskab og religion blev kaldt Pendelexperiment (Pendul Eksperiment), hvilket er en påmindelse om at gyngen er et slags pendul og også en henvisning til Galileo og Foucaults videnskabelige eksperimenter. Den franske videnskabsmand Foucault demonstrerede på en konkret måde i 1851, hvad den katolske kirke tvang Galileo til at angre, nemlig jordens rotation om sig selv. Foucault installerede ikke hans gigantiske pendul (rebet var 67 meter langt) i en almindelig bygning men inde i Panthéon i Paris, der tidligere var en kirke som blev nationaliseret efter den Franske Revolution. Det viser os at relationen mellem kirke og videnskab kan være en udfordring i sig selv. I dag er kirkerne nogle gange brugt til at vise rekonstruktioner af Foucaults demonstration med pendul (som i 2009 i Skt. Andrés kirke i Liège, Frankrig), fordi kirken ofte er den eneste bygning stor nok til dette, et faktum der var endnu mere gældende i Foucaults tiden. Pendelexperiment, Skt. Jacobs kirke, januar 2010.
Programmet omkring udstillingen var enestående og gjorde det muligt for besøgende at anvende kunstinstallationen. Ferniseringens arrangementer bestod af en rytmisk improvisation mellem en danserinde og sangerinde på gyngen (Anna E. Weiser), en saxofonist (Thommy Wahlström) og en, der skubbede gyngen og danser med vinger (Wolfgang Weiser). Derefter introducerede kunstneren Monica Sand og præsten Elisabeth Arborelius udstillingen for de besøgende. Under udstillingen blev folk opfordret til at deltage i debatter og en række kollektive eksperimenter samlet under titlen Resonancer Hur låter kyrkan för dig?. Arragementernes formål var at undersøge de besøgendes indflydelse på kirkerummets soundscape (lydbillede): Når man som besøgende kommer ind i en kirke, sænker man ofte sin stemme på grund af resonansen af hver lillebitte lyd i rummet; med dette projekt bliver de besøgendes resonans kerne elementet i vores lydinstallationer, siger Monica Sand.
Gyngens bevægelse er vi fortrolig med; mindes vi ikke alle at have gynget mindst en gang? Rytmen af gyngen minder os også om hele livets rytme, hvilket de to pendul ure installeret i kirken står som en påmindelse om. Selv om frem og tilbage bevægelsen er bekendt, er gyngen midt i kirken noget anderledes. Med denne 13 meter lange gynge er vores krop involveret på en anden måde og først og fremmest er bevægelsen meget langsommere end lege gyngernes. Ifølge Monica Sand, passer en langsom rytme bedre til at meditere, hvorimod den hurtige rytme af en normal gynge bare holder os i nutidens oplevelse og giver os ingen tid til at gynge mellem minder og oplevelser, siger hun. Derfor er rebets unormale længde et forstyrrende element sammenlignet med den kendte legeplads gynge. På denne måde sætter hendes kunstinstallation sig imellem minder og nye oplevelser, baseret på hvad hun kalder unconscious corporeal memory (ubeviste kropslige minder), hvilket betyder minder, der kommer frem fra oplevelser som kroppen har registret i fortiden og igen er aktiveret gennem nutidens gyngen i kirken og de associationer der fødes. Gennem disse nye oplevelser, er det en ny sanselig viden om rummet der forekommer, det betyder en viden, der ikke kommer fra intellektet eller teksterne men fra kroppens oplevelser og minder. Pendelexperiment involverer mange forskellige dimensioner, der alle har indflydelser på hinanden: tid (rytme), lyd (stemme og dens forskellige intensiteter, musik), bevægelse (at gynge, at gå, at sidde). Ved at modificere disse kriterier, forsøger Monica Sands installation at udvide deltagernes bevidsthed af både rummet og kroppen.
Skt. Jakobs kirke: et åbent sted for samtidskunsten
Det er ikke en overraskelse at sådan en udstilling skulle ske i Sankt Jacobs kirke. Denne kirke har været meget involveret i samtidskunsten i de seneste år. Det skete specielt under Konståret, et kulturelt projekt, hvis formål var at studere kunstens rige muligheder for at åbne op for kirkerummet og på denne måde drage nye mennesker til, der sædvandligvis ikke kommer religiøse steder.
Konståret foregik i 2007-2008 under Karin Nyberg Fleisher og Eva Asps koordenering. Omkring 30 kunstnere deltog i eksperimentet med meget forskellige udstillinger. Målet var at vise erfarne kunstnere, som Jan Håfström, samtidig med studerende ved Konstfack (University College of Arts, Crafts and Design). Strategien var også at blande forskellige kunstudtryk for at tiltrække et bredt publikum: fra traditionelle Maria skulpturer af Lena Lervik til Leif Elggrens konceptuelle lydkunst og performance af Konstfacks studerende.
Dette eksperiment med midlertidige installationner af samtidskunst i kirkerummet var en stor succes. Grunden til dette var først og fremmest som for Monica Sands Pendelexperiment de mange arrangementer, der var organiseret sammen med udstillingerne og det store engagement fra præsternes side omkring kunstværkerne. For eksempel skulle der med hver installation være en speciel gudstjeneste, der forbinder sig med kunstværkerne og baseret på samarbejdet mellem præsten og kunstneren. Derfor sker anerkendelsen af samtidskunsten gennem aktivt brug at kunstværkerne i den liturgiske ramme. Desuden, skulle kunstinstallationer være i forbindelse med religiøse temaer som den gode hyrde, døden og livet, englene, m. fl. og kunsterne skulle acceptere at deres værker blev fortolket udfra et religiøst synspunkt.
Det betyder ikke at værkerne skulle være religiøs kunst, hvilket ville være en reduktion af dem, og en fornægtelse af kunstværkernes andre dimensioner. Eva Asp insisterer også på den gensidige respekts centrale vigtighed og at en meget god viden angående både teologi/religion og samtidskunst er nødvendig. Det sidste skal sikre at de valgte værker er af høj kvalitet. Hvis vi til sidst skulle opsummere, hvad disse eksempler siger om nøglen til en vellykket udstilling af samtidskunst indenfor kirkerummet, så skulle det være gensidig respekt mellem kunstner og menighed, professionalisme, og især liturgisk brug af, og publikums aktive engagement i, kunstværkerne.
Artiklen er baseret på en email korrespondance med Monica Sand og Eva Asp (januar 2010) og alle citater kommer fra dem.
Monica Sand, Konsten att gunga experiment som aktiverar mellanrum, Stockholm, Axlbooks, 2008
Monica Sands ZeroGravity projekt
Monica Sands hjemmeside
Pendelexperiments hjemmeside