Sygehuspræst: Kirken giver os et ord og et spor, når alt synes tabt
Pinsen er fejringen af Helligåndens komme, hvorved kirken blev født. Men kirke er mere end søndagens højmesse i et kirkerum. Kristendom.dk har talt med tre forskellige funktionspræster om, hvad det vil sige at være kirke på jord i 2018
Kirkens opgave i dag er den samme, som det har været fra begyndelsen og til enhver tid. Det mener Inge Pilegaard Thomsen, som er sognepræst i Engum Sogn og sygehuspræst på Vejle Sygehus, og dette tydeliggøres i pinsen:
“Kirkens opgave er i kraft af Helligånden at være den fortsatte realisering af Guds virkelighed i verden, og at formidle et ord og et spor."
Inge Pilegaard Thomsen mener, at den kristne tro rummer ord, der er større end vores egne, og som vi kan leve af, når hverdagens ord slipper op. Store ord om tro, der skal få os til at vokse. Hun omtaler disse ord som nogle, der "stryger os kærligt på kinden og hvisker om tilgivelse, håb og mod, og som hvisker om en medvandrer i form af Gud selv." I kraft af disse ord bliver mennesker hinandens medvandrere, hvor dem, der for tiden er stærke, kan tage sig af dem, der for tiden er svage.
For Inge Pilegaard Thomsen er kirkens opgave derfor klar:
“Det er altid at være dér, hvor de svage er. Dér, hvor ingen andre er. I mange år var jeg korshærspræst, og det er en meget konkret måde at være kirke på, fordi det er så tydeligt, hvem de for tiden svage er, og hvad der er behov for af omsorg, praktisk hjælp og følgeskab. Samtidigt med at ingen af os ved, hvem den tomhændede er i morgen. Det giver den ligeværdighed, der er forudsætningen for det kirkelige fællesskab overhovedet. Vi giver, og vi får.”
Dér, hvor der ingenting er at sige og gøre
Erfaringerne fra de år, hun var korshærspræst, kan Inge Pilegaard Thomsen nu bruge i sit embede som sygehuspræst, da der her gælder mange af de samme forudsætninger:
“Ingen ved, hvem der ligger i sengen i morgen. Derfor tænker jeg over, hvordan jeg da vil tales til og mødes den dag, det er mig? Hvad ville bringe mig trøst og håb? Det er udgangspunktet i mit møde med mennesker, der er alvorligt syge. De er ofte bange og bekymrede.“
Kirken har set med hendes øjne en vigtig opgave i mødet med med de mennesker, som er indlagt på et sygehus:
“Når der ikke er flere behandlingsmuligheder, ikke mere der kan fikses og ikke mere værktøj i kassen - som en patient fortalte, at hendes læge havde sagt - så skal kirken stadigvæk være dér helt nede på bunden af værktøjskassen. Med et ord og et spor”.
Som sygehuspræst bliver Inge Pilegaard Thomsen ofte vidne til et lille stykke livshistorie eller til en hel fortælling fra et menneskes liv. Ud over blot at være et vidne, kan hun også være med til at give fred for de indlagte og deres pårørende:
“Jeg er, udover at være medvandrer og vidne, også formidler af de store ord, når det ønskes: Af Salmebogens overflødighedshorn, ritualerne, bønnerne og fortællingerne – alt det der rækker, når vore ord slipper op. Og at lyse Guds fred ved sengekanten, ja, det giver fred, om det så kun er for et øjeblik. Jeg holder gudstjenester og er med til at synge morgensang, og hver gang sker det at fællessangen når ind på stuerne og bringer lys”.
“For mig er det vigtigste budskab til de mennesker, jeg møder i min hverdag, følgeskab. At vi har fået en medvandrer i liv og død, og at intet og ingen kan skille os fra Guds kærlighed. Han er med os alle dage indtil verden ende, når vi er på den højeste tinde og i den dybeste dal. Og det budskab skal formidles i ord og gerninger som et ord og et spor. Kirken og dens medarbejdere skal være nærværende og stå til rådighed først og fremmest for mennesker, der har det svært.”