Au pairs finder fællesskab i katolsk kirke

I Center for Au Pairs kan de unge filippinske au pairs indgå i et katolsk fællesskab. Foto: Center for Au Pairs

Center for Au Pairs hjælper isolerede au pairs med at få et socialt liv og lære deres rettigheder at kende. Det katolske center fungerer som et andet hjem, fortæller filippinske Jociepie

Jociepie ankom til Danmark i sommeren 2012 for at arbejde som au pair. Hun kom fra et afsluttet au pair-ophold i Holland og havde sine bekymringer om at flytte til Danmark.

Jeg havde ikke hørt særlig gode ting om Danmark. Danskerne arbejder, arbejder og arbejder, og for mig virkede det som et kedeligt liv, siger hun om sine første indtryk af landet.
Jociepies første uge var meget ensom. Hun kunne ikke særlig godt lide at være her, fortæller hun.

LÆS OGSÅ:
Kvinder finder nye venskaber gennem Friends

Gode råd om rettigheder
Jociepie er billedet på en typisk au pair. Hun er 27 år, kommer fra Filippinerne og bor hos en værtsfamilie i postnummer 2820 Gentofte. Den ensomhed, hun følte, da hun kom til landet, er heller ikke atypisk.

Den ensomhed er en af årsagerne til, at den katolske organisation Caritas i 2011 startede Center for Au Pairs (CAP). Det er et samarbejde mellem Caritas og Sankt Annæ Kirke i København, som i dag er blevet et landsdækkende samarbejde med katolske sogne i fire byer i Danmark.

Mia Toldam Korsgård, national koordinator i Caritas Danmark, fortæller, at formålet med de lokale au pair-grupper blandt andet er at give de unge, oftest filippinske, au pairs et socialt fællesskab med rod i den religion, mange af dem dyrkede dagligt i deres hjemland.
Derudover holder centeret informationsmøder om deres rettigheder under au pair-ordningen.

Au pairs er i en udsat position. De er afhængige af værtsfamilien for at kunne blive i Danmark, og det fører desværre til, at mange au pairers arbejdskraft udnyttes til tider i et omfang, hvor de arbejder næsten alle døgnets vågne timer. En del har også gæld fra rejsen til Europa at kæmpe med. Kendskabet til deres rettigheder gennem informationsmøderne og et socialt netværk blandt ligesindede modvirker udnyttelsen af au pairerne, siger Mia Toldam Korsgård.

LÆS OGSÅ:
Er det i orden, at danske børn bliver passet af fattige filippinere?

Hviler på katolske værdier
At arbejdet er katolsk funderet betyder, at der arbejdes ud fra et værdigrundlag præget af den katolske kirkes sociallære og i øvrigt inspireret af FNs Menneskerettighedserklæring. En værdi for arbejdet er, at CAP møder au pairerne som hele og værdifulde mennesker.

For eksempel rådgiver CAPs hotline ikke kun om, hvordan man kan løse eller få hjælp til det konkret opståede problem, men giver sig god tid til at lytte til au pairen og møde hende med medfølelse og omsorg, siger Mia Toldam Korsgård.

Derudover tager CAPs projekter udgangspunkt i au pairernes egne initiativer og ressourcer med en stor grad af brugerstyring, forklarer hun.

Det afspejler en anden værdi for Caritas, subsidaritetsprincippet, som betyder, at opgaver løses og beslutninger tages så tæt på de berørte personer som muligt. Det mener vi, er den mest respektfulde, værdige og bæredygtige måde at arbejde på, siger hun.

LÆS OGSÅ: Frivillige byder hjemløse på festmiddag

Modvirker isolation
For Jociepie var centeret et sted at søge hen, når ensomheden ramte. Hun hørte om au pair-gruppen i Sankt Annæ Kirke fra sine hollandske au pair-venner, der kendte til netværket i Danmark, og hun besluttede at tage hen i kirken og se, hvad det gik ud på. Det er det bedste, Jociepie nogensinde har gjort, mener hun.

Jeg bliver så glad, selv når jeg kun kan komme der én dag om ugen. Nogle gange er man så træt efter arbejde, men man orker alligevel godt at tage derind, fordi det føles som ens andet hjem, siger Jociepie.

Hun fortæller begejstret om, hvordan man kan tage gratis danskundervisning, spille volleyball, spise fællesmiddag eller gå til gudstjeneste i centeret, og med særlig glæde i stemmen fortæller hun om deres youth camp, en lejrtur til Aarhus, de har afholdt, og som hun håber meget på, de kan få lavet igen.

LÆS OGSÅ:
Kirkefolk vil bekæmpe handel med au pair-piger

Værtsfamilier engagerer sig
Jociepie er meget aktiv i centeret - blandt andet har hun været frivilligt medlem af bestyrelsen de seneste tre måneder - og det er en måde for hende at bevare lidt af forbindelsen til det liv, hun havde i Filippinerne, forklarer hun.

I Filippinerne gik jeg i kirke dagligt og var meget aktiv i kirken. Så jeg har ledt efter det samme her i Danmark, som jeg havde derhjemme, siger hun.

Hendes værtsfamilie støtter hende og giver tid og plads til hendes mange aktiviteter i centeret.

Jeg er virkelig velsignet at have den familie, jeg bor hos nu, for de respekterer min religion og forstår, at jeg har brug for at komme i centeret. De vil også gerne komme og se det, ligesom andre værtsfamilier har gjort, fortæller hun.

Det betyder meget for hende at se danske værtsfamilier komme og tage del i eksempelvis åndelige aktiviteter i Sankt Annæ Kirke.

Det er fantastisk at se, at et filippinsk fællesskab kan give noget til et dansk, siger hun.

Mange sociale aktiviteter finder sted i CAP. Her er det fællesspisning. Foto: Center for Au Pairs
Der bliver ofte taget et spil volleyball i menighedssalen. Foto: Center for Au Pairs
CAP afholder ofte informationsmøder eller sociale arrangementer, hvor de frivillige au pairs hjælper med at stille klar. Foto: Center for Au Pairs
Der holdes informationsmøde om au pairernes rettigheder om blandt andet arbejdstider. Foto: Center for Au Pairs