Fri os fra rock i kirken

Madonna har ingen plads i folkekirken, mener Hans Hauge

Der er kun en slags musik, der er værre end rock, og det er kristen rock. Den rytmiske musik sniger sig ind i kirken som en parasit ved begravelser, og inden vi ved af det, står præsten og rapper

Engang hørte man måske kun musik om søndagen i kirken; eller når man sang til arbejdet. I dag skal man være usædvanlig heldig, hvis man kan komme en dag igennem uden at blive plaget af musik.

Vi udsættes konstant for passivlytning. Det offentlige rum rystes dagligt af rytmisk musik, og det sker, uden at vi bliver spurgt, om vi vil høre det. Musik er efterhånden blevet en af de største landeplager i den vestlige verden. Vi kan sige nej tak til reklamer, men ikke til musik.

Jeg ville ønske, man kunne få musikken, om ikke udryddet, så dog begrænset til små rum. Musik burde betragtes på samme måde som rygning. Musik er godt i små doser. Ganske som hovedpinepiller og fedende mad. Der burde indrettes særlig bokse, hvor de afhængige kunne rokke til rytmisk musik, men problemet er, at alle ville være i de bokse.

Den eneste trøst er, at engang røg alle, nu ryger kun sociale tabere og teenagere. Engang var det også kun dem, der lyttede til pop, nu gør alle.

Sætter man sig i en taxa drøner punk og pop ud i hovedet på en. Ikke så snart har man sat sig i en flyver, før musikken vælter ud af alle sprækker. Til min skræk har jeg hørt, at man også skal plages med musik på hospitaler og hos tandlæger.

Er man så uheldig at bo tæt på andre mennesker, kan man være sikker på, at de konstant har et eller andet musik sat på. Skolen er også inficeret af rytmisk musik. Bongotrommer blev som bekendt indført i 1975, i takt med at man smed kirken ud af skolen.

Det har aldrig været meningen med musik, at den skulle være overalt. Man forsøgte engang at forhindre musikimperialismen ved at kalde det muzak, men det virkede ikke. Kampen er nok tabt. Den ægte musik bruges i dag for at holde narkomaner væk. Hvad er ægte musik? Det er den musik, der netop ikke lyder som musik.

Kirken har indtil nu været et rockfrit område. Men hvor længe kan den holde rytmeplagen ude? I kirken kunne man være næsten sikker på, at man ikke blev udsat for guitar, trommer, bas, blues, gospel eller rip, rap og rupmusik. Men det sniger sig ind som en parasit ved begravelser, og derfra sniger det sig ind ved bryllupper, og inden vi ved af det, står præsten og rapper.

Den advokat, der opfordrer folk til at spare penge ved at melde sig ud af folkekirken, gik i gang med sin kampagne, fordi de ikke måtte spille "Er du dus med himlens fugle" til moderens begravelse. Med andre ord skyldes hele hans korstog mod folkekirken våd sentimentalitet og dårlig musiksmag.

Det forlyder også, at Kim Larsen-sange er på vej ind som kistemusik, fordi præsterne enten ikke tør eller ikke må sige nej af hensyn til kunderne. Men den dag, de begynder at synge Madonna, Bob Dylan, Tørfisk, Anne Linnet, Kandis eller Bjørn Tidemann i folkekirken, stifter jeg et musikkritisk netværk med det formål at bevare folkekirken som rockfrit område.

Det har jo nemlig indtil nu været sådan, at forskellen på folkekirken, eller den etablerede kirke, og alskens sekter og frikirker først og fremmest har været musikken og næsten kun den.

Rytmisk musik passer til sentimentale religiøse former som pinsemission, adventister, baptister, metodister, og hvad de nu hedder alle sammen. De er teologisk pop og til den teologi passer pop. Fint nok.

I missionshuset synger man "Han har åbnet perleporten". Og det er derfor missionsk musik. Det er en anden slags musik, vi forbinder med den evangelisk-lutherske kirke.

Forskellig musik i forskellige rum. Nu er vi på vej til den samme musik i alle rum fra Bilka til domkirken. Alle taler om mangfoldighed, men når vi kommer til musik, skal alt være det samme.

Der er en tradition for religiøs popmusik i frikirker, der i al fald går tilbage til 1870'erne. Det forbindes i kirkemusikhistorien med navne som Dwight L. Moody og især Ira D. Sankey. "The "Sankey" style" kaldtes det eller "evangelistic pop".

Og der er en intim forbindelse mellem disse musikformer og teologien. Folkekirken er til adventistkirken som klassisk musik er til popmusik. Popmusik taler til underlivet, klassisk til hjerte og hjerne. De appellerer til forskellige steder i kroppen.

Rock er fint på et diskotek; hvem ville drømme om, at de der skulle spille Laub? På samme måde hører diskotekmusik ikke til i kirken, men det gør Laub og mange andre gode komponister.

I folkekirken er der gode orgler; der spilles god musik af dygtige organister, og der synges gode salmer med gode melodier. Der findes ikke et eneste argument for, at man i kirken skal spille den samme musik, som vi plages af alle andre steder. Ikke engang henvisningen til de unge, der ikke kommer alligevel.

Debatten om rytmisk musik i kirken forekommer absurd, især hvis man ser den i forhold til andre rum, hvori der er musik. Nogle mener, at orgelmusik ikke appellerer til unge mennesker. Det er da muligt, og det problem løses let, fordi de unge bliver ældre.

Jeg ved godt, at selv ældre mennesker går i ungdom og tager til Madonna eller Stones-koncert, men det er vel, fordi de ikke vil vokse op. Hvis de "unge" ikke er til orgelmusik, så går de ikke kun glip af kirkemusik, men orgelmusik fra renæssancen til i dag; fra Gibbons til Ligeti.

Ligesom der spilles diskomusik på diskotekerne, spilles der kirkemusik i kirkerne; hvor svært kan det være? Til jul spiller man julemusik. Til koncerterer med Aarhus Symfoniorkester spilles der fortrinsvis klassisk musik, og ved visse snævre musikfestivaler spilles der moderne musik.

Orgelmusik og salmemelodier er kristen og kirkelig musik. Hvorfor? Fordi de spilles i kirken, og derved kommer vi til at forbinde kirken med orgel og orgel med kirke, og det er hele ideen.

Musik i sig selv betyder ikke noget. Musik består af helt tomme musikalske tegn, som vi kan tillægge den mening, vi vil. Men har musikken først fået tillagt en mening, kan den næsten ikke fjernes igen.

Musik er helt afhængig af situationen. De fleste forbinder Edward Elgars "Pomp and Circumstance"-march med England, Griegs musik med Norge og Smetanas med Tjekkiet. Men der er jo intet engelsk, norsk eller tjekkisk ved musikken, det er, fordi vi forbinder dem.

Det bygger på en konvention, som man skal lære. Der er heller intet julet ved Gades eller andres juleoratorier, men de bliver til julemusik, hvis man spiller dem i julen.

I princippet kunne vi spille melodien til "Glade jul" midt om sommeren, men det dur ikke, for vi forbinder nu engang melodien med jul. Vi kender det, når man synger en salme, der kun har en julesalmemelodi, men som ikke er en julesalme. Vi kommer, uden vi vil det, til at tænke på jul.

Hvis man lukker markedets og rock-industriens musik ind i den folkekirkelige gudstjeneste, ændrer man radikalt folkekirken. Man forbereder med trommesættet en sammensmeltning mellem folkekirke og frikirke, og hvis det er det, man er ude på, så sig det.

Eller også forbereder man kirkens adskilles fra staten, for skal kirken på markedet som i USA, så går det ikke uden pop og Bob Dylan.

Jeg har endnu ikke hørt et eneste godt argument for, hvorfor man skulle have rytmisk musik i kirken. Jesper Hougaard Larsens og Anders Kjærsigs teori i Kristeligt Dagblad den 12. oktober om, at teologi (hvilken?) og rock godt kan forenes, fordi der i rockmusik skulle være både metafysik, og hvad ved jeg, virker lidet overbevisende.

Det er der da også i "Er du dus med himlens fugle". Der er kun en slags musik, der er værre end rock, og det er kristen rock. Den engelske komponist Vaughan Williams var med til at forny engelsk kirkemusik, og han var ikke troende og havde hverken en teologi eller metafysik.

Vi har glimrende og ganske ukirkelige komponister i Danmark. Lad os få noget mere Per Nørgaard eller Bo Holten for blot at nævne nogle af de lidt mere folkelige, men fri os for rock i kirken.

Hans Hauge er lektor på Nordisk Institut ved Aarhus Universitet