"Guds kirke defineres ikke af geografiske eller kulturelle grænser"

I 2017 kan vi fejre 500 året for reformationen. I den sammenhæng er det spændende at se, hvordan reformationen bredte sig fra Wittenberg og til resten af verden og blev præget at den kultur og den kontekst, den slog rod i, skriver Heidi Martinussen, der er kommunikationschef i Det Lutherske Verdensforbund. Foto: Søren Staal.

Jo flere kirkelige traditioner, jeg møder, jo mere bliver jeg bevidst om den tradition, jeg er rundet af. Det er med denne voksende bevidsthed, at jeg både lærer af andre kirker og bliver bekræftet i mit eget fundament, skriver Heidi Martinussen, kommunikationschef i Det Lutherske Verdensforbund

Kirkeklokkerne ringer. Kirkegængerne har fundet deres pladser og præsten sidder i sit sorte ornat på første række.

Orglet bruser sit præludium og indgangsbønnen bedes. Liturgien er genkendelig, salmemelodierne tilgængelige og teksterne indholdsrige. Hver årstid har sine favoritter og sine traditioner. Høstgudstjeneste, adventstraditioner, påskestemning.

Vores kirke tilpasser sig
Vores folkelige og nationale rødder og tradition er sammenvævet i kirken. Fysisk i det danske landskab og i den danske kultur og historie har kirken en plads. Og kirken forsøger til stadighed at forny sig og at være kirke ind i det samfund, den befinde sig i.

Nye traditioner og sange støder til familiegudstjenester, spaghettigudstjenester, natkirke, vejkirke... Men selv nye traditioner har en form for genkendelighed i en dansk folkekirkekontekst.

LÆS OGSÅ:
Kristendommen er under global forandring

Den kristne kirke blev ikke skabt som national kirke, selv om det er i denne form, de fleste af os kender kirken. I en af de ældre salmer synger vi: Guds kirkes grund alene, er Kristus, Gud og mand. Den er ej bygt af stene, men skabt ved ord og vand.

Kirken er vokset og har slået rod gennem forkyndelse og dåb gennem ord og vand. I hele verden. Og som sådan, har kirken mange udtryksformer.

Kirken er af Guds nåde
Jeg er en dansk lutheraner. Og jo flere kirkelige traditioner, jeg møder, jo mere bliver jeg bevidst om den kirkelige tradition, jeg er rundet af. Min tro har form og farve af den kulturelle og kirkelige form, der har givet den udtryk.

Og det er med denne voksende bevidsthed som mødet med andre kirkelige traditioner afstedkommer at jeg både lærer af andre kirker og bliver bekræftet i mit eget fundament. Og jeg bliver til stadighed opmærksom på, at vi er kirke af Guds nåde, og at hverken Guds nåde eller Guds kirke er defineret af geografiske eller kulturelle grænser.

LÆS OGSÅ:
Hvad er økumeni?

Det er en af grundene til, at jeg mener, det giver mening at arbejde økumenisk.

Det er nok nemmere at se, hvordan vi som kirker kan lære af og med hinanden, når vi kommer fra samme kirketradition. Der er en vis genkendelighed i vores måde at være kirke på i den lutherske kirke i Danmark, Tyskland, USA, Colombia og Tanzania. Og ikke mindst har vi samme bekendelsesgrundlag.

Det bliver mere udfordrende, når vi begynder at tale om økumenisk samarbejde på tværs af kirkesamfund. Og når vi ikke blot skal arbejde sammen praktisk, men også skal diskutere teologiske forskelligheder.

Vi skal arbejde sammen

Der er forskellige holdninger til, hvor langt det økumeniske samarbejde skal gå. Og der skal være plads til forskelligheder.

Men jeg tror, de økumeniske diskussioner mellem kirker både globalt og lokalt har sin berettigelse. Ikke for at nærme os en enhedskirke, men for at inspirere hinanden og at lære af hinanden og at arbejde sammen, hvor det er muligt til gavn for de medmennesker, vi er sat iblandt.

Lokalt, hvor ortodokse, karismatiske, lutherske og katolske kirker er tilstede, er samarbejde væsentligt, fordi vi alle er en del af Guds kirke og som sådan er kaldet til at være lys og salt i verden.

Global dialog er væsentligt

Det bør vi være i enhed og ikke i konflikt med hinanden. Dialog mellem de forskellige kirkesamfund globalt er også væsentligt.

Den såkaldte økumenisk dialog mellem den katolske kirke og Det Lutherske Verdensforbund udmundede i år i et dokument, hvor katolikker og lutheranere for første gang forsøgte at fortælle reformationshistorien sammen.

Denne fortælling udkom i juni med titlen from Conflict to Communion, og er i skrivende stund ved at blive oversat af flere kirker, fordi det er relevant i den lokale kontekst. Ikke mindst for lutherske kirker i overvejende katolske lande, har det stor betydning, at disse dialoger finder sted.

LÆS OGSÅ:
Hvad er Det Lutherske Verdensforbund?

Dialog giver praktiske følger
I 2010 ved Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling, undskyldte lutheranere for den historiske forfølgelse af anabaptister. Denne handling har betydet meget flere steder, hvor mennonitter og lutheranere har kirker i nærheden af hinanden og har fundet sammen i dialog eller fælles arbejde i lokalsamfundene.

LÆS OGSÅ
: Lutheranere og mennonitter er nu blevet forsonet

I 2011 valgte den mennonitiske centralkomite ydermere at give et stort beløb til Det Lutherske Verdensforbunds flygtningearbejde i Kenya. Den teologiske dialog og forsoning har således fået praktisk følge.

Kirken skal være i bevægelse
I 2017 kan vi fejre 500 året for reformationen. I den sammenhæng er det spændende at se, hvordan reformationen bredte sig fra Wittenberg og til resten af verden og blev præget at den kultur og den kontekst, den slog rod i.

Frem mod 2017 håber jeg, at vi kan blive både berigede og begejstrede i mødet med lutheranere fra nord og syd til at være en kirke i bevægelse, en kirke, der har rødder og tradition nationalt, men som kender sig til en del af den globale kirke en kirke skabt af ord og vand.

Heidi Martinussen er kommunikationschef i Det Lutherske Verdensforbund og panelist ved kristendom.dk.