"Vi skal værne om den fælles nadverfejring i folkekirken"

Ved alterbordet mindes vi om, at uoverensstemmelser, også de kirkelige og teologiske, ikke er indstiftet af Gud, men indstiftet af mennesker, skriver Jørgen Skov Sørensen, sekretariatschef i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

Hvorfor i alverden skal folkekirken engagere sig økumenisk nationalt og internationalt? Det er jo penge lige ud af lommen. Penge, som kunne komme folkekirken til gode! sådan husker jeg ordene faldt fra en af folkekirkens beslutningstagere i en samtale, jeg havde for år tilbage.

Fra andre samtaler i folkekirken ved jeg, at han ikke står alene. Sandsynligheden for, at man møder kristne fra andre kirker end folkekirken i sit sogn, er ikke stor, så hvorfor beskæftige sig med dem?

LÆS OGSÅ: Jeg omgås glad og gerne troende fra andre kirkesamfund

Sådan synes tanken at være. Men det er i grunden sært. Netop Danmarks største kirkesamfund er nemlig i sin grundsubstans gearet til at indgå i en mellemkirkelig samtale som det naturligste i verden.

Folkekirken er en sammensat kirke
Folkekirken er i sig selv økumenisk qua sin størrelse og sammensatte natur. Folkekirken er én kirke, ja, men den er først og fremmest 2200 sognekirker med stor autonomi og stor indbyrdes forskellighed.

Samtidigt er der tradition for, at medlemmerne samler sig i grupperinger, som afspejler den enkeltes teologiske og kirkelige habitus.

LÆS OGSÅ: Grundtvigs tilhængere lader sig ikke tælle

Blandt de mest kendte er grundtvigianerne og de indremissionske, men også de forskellige frie kirkelige organisationer har spillet en rolle som markører for særlige standpunkter omkring mission og diakoni, børne- og ungdomsarbejde og undervisning.

På den vis kender vi allerede til kirkelig forskellighed inden for folkekirkens rammer. Vi kender til at leve med forskellighed og alligevel tilhøre én kirke en grundpille i økumeniens selvforståelse.

Folkekirken har sågar tradition for at det, som ellers i kirkehistorien har vist sig at være den største barriere for kirkeligt fællesskab, fungerer på tværs af de forskelligheder, folkekirken er bygget op omkring. Jeg tænker her på den fælles nadverfejring.

Spørgsmålet, som altid stilles i store mellemkirkelige forsamlinger, er netop dette: Kan vi fejre nadver sammen? Det kan vi desværre ikke altid, når kirkefamilierne mødes.

Nadveren er blevet symbol på forskelligheden
Nadverfejringen er i den økumeniske bevægelse nærmest blevet et vartegn på skellet mellem kirker. Kirker kan tale sammen og arbejde sammen for det fælles bedste, og dåben anses over en bred kam for fælles arvegods, der i dag anerkendes på kryds og tværs af kirkesamfund.

Men den fælles nadverfejring er for nogle kirker blevet den sidste ufravigelige - bastion, som ikke må overskrides i de ellers mange bestræbelser på at være én Kristi Kirke. I økumeniske kredse nærmer denne udfordring sig nærmest mytologisk status, når den med en eufemisme omtales som den manglende synlige enhed.

LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på grundtvigianisme og Indre Mission?

Vi kender udfordringen, når protestanter møder katolikker eller ortodokse. Da fejres gudstjenester uden nadver. For ikke at kompromittere gudstjenestenavnet som fuld gudstjeneste taler man ofte om andagter eller bønnefællesskab frem for gudstjenester. Netop fordi der ikke fejres nadver.

I de senere år er konflikten nået helt ind i vore egne lutherske rækker. Fra at have været en udfordring mellem de store kirkefamilier tales der nu åbenlyst i lutherske kirker internationalt om selektivt nadverfællesskab, hvor holdningen til homoseksuelle eller til kvindelige præster er afgørende for, hvem man kan fejre nadverfællesskab med.

Mennesker sætter skel ikke Gud
Det er en trist udvikling. Ikke blot fordi den har som konsekvens, at mennesker, som hører sammen, adskilles, men fordi den er teologisk uholdbar. At fejre nadver sammen med andre kristne, høj og lav, nær og fjern, sort og hvid, er at stå over for det, som er større end os selv.

Det vil også sige at stå over for den, som er større end vore menneskelige, kirkelige og teologiske uoverensstemmelser. Vore forskelligheder fjernes ikke, de viskes ikke ud. Det er ikke nadverens opgave. Men idet tiltalen lyder så tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, mindes vi om, at det er mennesker, der sætter skel, ikke Gud.

Folkekirken har derfor i mine øjne og i stigende grad en særlig mellemkirkelig opgave, som ligger i at bære vidnesbyrd om, at i kirken er forskelle ikke lig at adskille.

LÆS OGSÅ: "Indre Mission bidrager til den kirkelige mangfoldighed"

Uoverensstemmelser er indstiftet af mennesker
Af den grund skal vi engagere os økumenisk nationalt og internationalt. Og af den grund skal vi værne om den fælles nadverfejring i folkekirken for på den måde at vedblive med at være et teologisk gyldigt og mellemkirkeligt bæredygtigt eksempel i det ellers oprørte økumeniske hav. Ikke et eksempel på enighed, men på enhed ved alteret.

Sagt stærkt polemisk: for min skyld kan den økumeniske velvillighed forvitre, samarbejdet på tværs af kirkelige konfessioner indstilles og de dogmatiske skænderier tage til i styrke, når blot vi forstår at fejre nadverfællesskab sammen på kryds og tværs af geografiske og menneskelige grænser.

Det er nemlig ved alterbordet lige der vi mindes om, at uoverensstemmelser, også de kirkelige og teologiske, ikke er indstiftet af Gud, men indstiftet af mennesker.

Jørgen Skov Sørensen er sekretariatschef for Folkekirkens mellemkirkelige Råd og panelist ved kristendom.dk.