5 vigtige om den evangeliske kirke i Tyskland
Vidste du at den evangeliske kirke i Tyskland består af 20 forskellige landskirker, og at kirken styres af en synode? Her har vi sammenfattet 5 vigtige ting, du skal vide om den tyske kirke
I foråret har forholdet mellem stat og folkekirke igen været oppe at vende i både Folketinget og i medierne. Men hvordan ser kirkernes forhold til staten og offentligheden ud i vores nabolande?
Bliv klogere på den tyske evangeliske kirke her.
Den tyske stat skal være religionsneutral
I modsætning til Danmark, hvor omkring 77% af befolkningen tilhører folkekirken, er Tysklands kristne cirka ligeligt opdelt mellem protestanter og katolikker. Kirke og stat blev officielt adskilt i 1918 og staten er gennem den tyske grundlov forpligtet til at optræde neutral, hvad angår religiøse anliggender.
Den har dog etableret et samarbejde med både de kristne kirker og forskellige andre trossamfund, såsom jøder, muslimer og Jehovas vidner, ved at tildele dem status som ”Körperschaft des öffentlichen Rechtes”. En sådan status indebærer blandt andet, at staten imod et gebyr opkræver kirkeskatten. Kirken varetager dog ingen samfundsopgaver på statens vegne, som vi kender det fra folkekirken i forbindelse med civilregistreringen.
Den evangeliske kirke består af 20 forskellige kirker
22.629.286 tyskere, eller cirka 28% af befolkningen, var i 2014 medlem af Evangelische Kirche in Deutschland (EKD).
Her er der tale om en sammenslutning af både lutherske, reformerte og unierede kirker – det vil sige kirker, som består af forskellige protestantiske konfessioner. I alt eksisterer der 20 forskellige landskirker.
Opdelingen i de forskellige medlemskirker går historisk tilbage til reformationen, hvor fyrsterne blev kirkernes overhoveder. Selvom denne ordning ophørte med afskaffelsen af monarkiet i 1919, fortsatte opdelingen af kirkerne under Weimarrepublikken og den senere Forbundsrepublik. Ved siden af EKD findes der forskellige andre mindre evangeliske kirker, som frikirkerne.
Kirkens teologiske grundlag ligner den danske folkekirkes
Den danske folkekirke er en luthersk-evangelisk kirke. Trosgrundlaget bygger på følgende tekster: Bibelen, de tre oldlkirkelige bekendelser (Den Apostolske trosbekendelse, Den nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse og Den athanasianske Trosbekendelse), samt Luthers lille katekisme og Den augsburgske Bekendelse. De to sidstnævnte skrifter stammer fra reformationen.
I den tyske evangeliske kirke opererer man med flere evangeliske bekendelsesskrifter. Der eksisterer flere mere eller mindre selvstændige landskirker og derfor varierer brugen af skrifterne og deres betydning i de enkelte kirker.
Kirken ledes af en synode, Rådet og en kirkekonference
Herhjemme har vi i praksis en statskirke, hvor Kirkeministeriet er kirkens øverste myndighed. Samtidig er der traditionelt blevet værnet om folkekirkens decentraliserede styringsform – det ”velordnede anarki” – hvor ingen kan udtale sig på kirkens vegne.
Det var således netop frygten for et kirkeråd eller en synode, der ville kunne fungere som folkekirkeligt ledelsesorgan, der tilbage i 2014 fik Venstre og De Konservative til at forlade forhandlingerne om en reform af folkekirkens styringsstruktur, hvorefter tiltaget blev indstillet.
Den evangeliske kirke i Tyskland styres imidlertid netop af en synode samt af Rådet og Kirkekonferencen. Synoden, som fungerer som kirkeligt parlament, holder møde en gang om året, og har blandt andet til opgave at vedtage kirkelig lovgivning. Sammen med kirkekonferencen udpeger den medlemmer til Rådet, som er kirkens øverste beslutningsorgan.
Synoden består p.t. af 120 medlemmer, der er valgt for en periode på seks år, samt 8 unge delegerede under 30 år. 100 medlemmer er blevet valgt af de forskellige landskirker, mens de resterende 20 er udpeget af Rådet. Her har man taget højde for at udvælge personligheder med særlig betydning for kirken. Synoden ledes af et præsidium med en formand i spidsen.
Kirken er en stemme i den tyske debat
I den danske kirkedebat hører vi igen og igen udtalelsen, at kirken ikke bør optræde som politisk aktør. Dette kobles sammen med kirkens tætte relation til staten, samt det forhold, at ingen har myndighed til at udtale sig på folkekirkens vegne.
Mens vi i flygtningedebatten således gentagne gange har set, at præster og biskopper har givet deres mening til kende som enkeltpersoner, ytrer kirken sig ikke som institution. Herhjemme danner toregimentelæren ofte udgangspunkt for at advokere for kirkens restriktive samfundsmæssige optræden.
I Tyskland har flygtningestrømmen imidlertid før til, at den evangeliske kirke har skærpet sin stemme i offentligheden, og ligesom Tysklands katolske kirke blandt andet har kritiseret asylpakken (”Asylpaket II”), som blev vedtaget i Forbundsdagen i februar 2016 og førte til en række stramninger på udlændingeområdet.