Den anglikanske kirke - en af verdens største reformationskirker

Den anglikanske kirke i Danmark er ikke rig på medlemmer. Globalt set er kirken imidlertid del af et af de største og mest betydningsfulde kirkesamfund

Selvom den faste anglikanske menighed i Danmark ikke tæller mere end omkring 100 personer fordelt på to menigheder i henholdsvis København og Århus, er kirken alligevel kendt af mange. Dette skyldes ikke mindst Den anglikanske kirkes statelige kirkebygning, St. Alban's Church, som rejser sig centralt i Københavns bybillede på Churchills Plads, nær Langelinie. Kirkebygningens umiddelbare nærhed til Den lille Havfrue, Kastellet og Frihedsmuseet gør den samtidigt til et velbesøgt turistmål i hovedstaden.

Kirkebygningen fra 1887 fremstår i viktoriansk ny-gotisk stil og er i sig selv et symbol på tætte historiske forbindelser mellem England og Danmark, idet den er opført af materialer fra både Stevns Klint, Faxe og Shropshire, England. Kirken er opført udelukkende gennem frivillige donationer og vedligeholdes i dag primært gennem en række virksomhedsdonationer samt bidrag fra menigheden i København.

Den anglikanske kirke er én af de store reformationskirker, som brød med Den katolske kirke i det 16. århundrede. Denne historiske baggrund præger naturligvis kirkens selvforståelse. Mange anglikanere vægrer sig imidlertid ved at blive omtalt som 'protestanter', som man normalt bruger det om andre reformatoriske kirkesamfund. Den anglikanske kirke ser sig nemlig først og fremmest som traditionsbærer med videreførelse af vigtige elementer fra Den katolske kirke.

Denne modvilje mod et for voldsomt brud med den katolske tradition viser sig måske først og fremmest i den anglikanske gudstjeneste, hvor liturgien bærer klare mindelser fra den katolske messe. Den anglikanske gudstjenestes liturgi er således bygget op omkring The Book of Common Prayer, en fælles liturgi- og bønnebog, der indeholder en lang række elementer, som oprindeligt stammer netop fra den katolske messe. Bogen har sin oprindelse i reformationen i det 16. århundrede men danner i forskellige oversættelser stadigt fundamentet for den anglikanske liturgi i størstedelen af kirken på verdensplan. Den mest brugte udgave er fra 1662 og anvendes i flertallet af verdens anglikanske kirker i indholdsmæssigt uændret form. For mange udefrakommende giver en sådan traditionsbundethed kirkens gudstjenester et utidssvarende præg, men en rig moderne salmetradition bløder i mange lokale kirker op på dette forhold.

I nyere tid har det tætte forhold til Den katolske kirke ført til, at anglikanerne i England først i 1992 vedtog at lade kvinder ordinere til præsteembedet. Beslutningen medførte i øvrigt, at en del såkaldte 'anglo-katolikker', altså anglikanske præster og lægfolk med teologisk forkærlighed for den romersk-katolske tradition, forlod Den anglikanske kirke for at konvertere til Den katolske kirke.

De seneste år er det særligt spørgsmålet om seksualmoral, i særdeleshed homofili, som har sat dagsordenen blandt anglikanere verden over. Den nuværende anglikanske ærkebiskop i Canterbury, Dr. Rowan D. Williams, har ved flere lejligheder givet udtryk for en teologisk tilnærmelse til homofile i kirken, et synspunkt, som imidlertid har vakt stor teologisk modstand i blandt kirkens biskopper i den tredje verden. Flere taler i disse år om risikoen for en decideret kirkesplittelse mellem nord og syd på netop dette spørgsmål.

Den anglikanske kirke har som kirkesamfund været til stede i Danmark siden 1781 og er i dag på Kirkeministeriets liste over anerkendte trossamfund. I Danmark sigter kirken ikke på egentlig kirkedannelse gennem missionsvirksomhed, men alle interesserede er velkomne til at tage del i gudstjenester og andre kirkelige handlinger.

Kirkens aktive medlemmer udgøres først og fremmest af herboende britiske statsborgere og internationale studerende med anglikansk baggrund. Danskere og andre med interesse i den anglikanske kirkes traditioner, kirkeliv og praksis ses dog ofte tage del i gudstjenestefejringen. Der har siden 1960erne været etableret en lille anglikansk menighed i Århus, som dog administrativt er en del af den københavnske menighed. Menigheden i Århus betjenes fra København og holder gudstjenester i Møllevangskirkens lokaler i Århus, da den ikke råder over egen kirkebygning.

På verdensplan er Den anglikanske kirke imidlertid en vigtig kirkelig faktor med omkring 77 millioner medlemmer. Heraf udgør det afrikanske kontinent en vigtig del med over 17 millioner medlemmer alene i Den anglikanske kirke i Nigeria, og over 8 millioner i Uganda samt en række mindre anglikanske kirker særligt i tidligere britiske kolonier. Til sammenligning tæller den anglikanske kirke i England, Church of England, omkring 26 millioner medlemmer. En række traditionsrige anglikanske missionsselskaber med base i Storbritannien har medvirket til kirkens udbredelse globalt over de sidste 300 år, men i dag er så godt som samtlige anglikanske kirker i den tredje verden selv missionerende, en række af dem med selvfinansieret udsendelse af missionærer til Storbritannien.

Den anglikanske kirke i England er som folkekirken en statskirke, hvor den engelske regent er kirkens overhoved. Kirkens bånd til den britiske stat er dog generelt løsere, end man kender det fra en folkekirkelig virkelighed, hvilket først og fremmest har betydning for kirkens økonomi. Den anglikanske kirke modtager intet økonomisk bidrag fra staten og er således helt selvfinansierende. Dette bringer ofte anglikanere til at fremhæve deres kirkes uafhængighed af statsapparatet for eksempel i politiske spørgsmål. 

Anglikanske kirker verden over er organisatorisk samlet i The Anglican Communion, et struktureret forbund af regionale og nationale anglikanske kirker. Medlemskirkerne mødes hvert tiende år til den såkaldte Lambeth Konference syd for London, hvor de frem for alt repræsenteres gennem kirkernes biskopper. Ærkebiskoppen af Canterbury er samlingspunktet for disse konferencer og ses samtidigt som symbolet på anglikansk enhed på tværs af kulturer og nationale grænser. Det er Lambeth Konferencens opgave først og fremmest at diskutere og så vidt muligt tage stilling til teologiske og organisatoriske spørgsmål indenfor rammerne af The Anglican Communion, men de seneste årtier har i kraft af styrkede og selvbevidste anglikanske kirker i Afrika og Asien været præget af en række teologiske uenigheder.