LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Historien bag den julianske og gregorianske kalender

Det tog mange år for de romerske magthavere at finde en kalendermodel, der passede til solens forløb rundt om Jorden. Først i 1700 gik Danmark over til den kalender, vi har i dag; den gregorianske. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Det kan være forvirrende, at de store højtider falder på forskellige tidspunkter i Rusland og Rom. Det skyldes, at den ortodokse kirke og den katolske kirke har hvert sit kalendersystem. Få et indblik i historien bag de to kalendere, og lær at kende forskel

Hvorfor holder man ikke påske og nytår samtidig i henholdsvis den katolske kirke og den ortodokse kirke?

Det korte svar er, at man følger hver sin kalender – henholdsvis den gregorianske og den julianske. Vi vil i denne artikel prøve at finde ud af, hvad det egentligt handler om.

Den tidlige romerske kalender

Ifølge den romerske tradition blev kalenderen opfundet af Roms grundlægger, Romulus. Det var en kalender, som var opdelt i 304 dage fordelt på 10 måneder. Men i forhold til det, vi kalder et solår - dvs. den tid, som det tager jorden at kredse omkring solen, nemlig 365 dage plus næsten 6 timer – så var den romerske kalender 61 dage for kort.

Derfor blev den romerske kalender justeret omkring år 600 f.Kr., idet der blev tillagt to måneder (januar og februar). Derved kom året op på 355 dage. Men det var stadig for kort. Og en række justeringer blev forsøgt, indtil man fik indført den julianske kalender. I øvrigt stammer langt de fleste af vores månedsnavne fra den romerske kalender. For eksempel er februar opkaldt efter etruskernes gud Februus, og maj er opkaldt efter Maja, den romerske handelsgud Merkurs mor.

Den julianske kalender

I år 46 f. Kr. gennemførte Julius Cæsar sin kalenderreform. Han havde givet opgaven til sin astronomiske rådgiver, ægypteren Sosigenes at justere den kalender, der nu var på 12 måneder, så den kunne komme så tæt på et solår som vel muligt. Resultatet blev en kalender, hvor de 12 måneder skiftevis fik 30 og 31 dage, idet februar dog kun fik 29 dage. Og så lagde man hver fjerde år én dag til februar, så den kom op på 30 dage. Disse skudår kom således op på 366 dage.

Hvor meget man alligevel var ude af trit med solåret viste sig ved, at man i år 46 f.Kr. lod dette år være på 445 dage. Så passede kalenderen igen! Den nye kalender blev opkaldt efter Julius Cæsar og hedder fortsat den julianske kalender. Et par nye månedsnavne kom ind, nemlig juli (efter Julius Cæsar), samt august opkaldt efter Cæsars efterfølger og Rom første kejser, nemlig Augustus.

Men problemet med den julianske kalender viste sig at være, at den var for lang. Et ”juliansk” år var 11 minutter og 14 sekunder længere end et solår. Romerne måtte atter lægge hovedet i blød for at finde en kreativ løsning.

Kirkens behov for en festkalender

For den tidlige kirke var det nødvendigt at kunne fastlægge kristenhedens største højtid, påsken – og dermed også pinsen. Hidtil havde man fulgt den jødiske kalenders fastlæggelse af den jødiske påske. Her faldt påskedagen i forårsmåneden nissan. Men det jødiske år er et måneår, dvs. at hver måned begynder med nymåne. Det gør det jødiske år kortere, nemlig på 354 dage. Altså var der hvert år forskydninger i forhold til den julianske kalender.

Kirken havde behov for at kunne fastlægge nogle kriterier for fastsættelsen af de store festdage, især påsken. Fra jødedommen havde man overtaget 7-dagesugen afsluttende med sabbatten, lørdag. Den første dag i ugen blev nu opstandelsesdagen, søndagen. Martyrdage kom også til og skulle fastlægges i kalenderen.

Kejser Konstantin den Store (272-337) indkaldte i 325 til et kirkemøde i byen Nikæa. Mødet handlede egentlig om at få afklaret spørgsmålet om Kristi dobbelte natur som både Gud og menneske. Men her beordrede kejseren også kalenderspørgsmålet løst, så påsken kunne fastlægges. På kejserens ordre blev påsken derfor fastlagt til at være første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Samtidig bestemte kejseren, at søndagen skulle være hviledag.

Den gregorianske kalender

Vi skal helt hen i 1500-tallet, før den julianske kalder gav så store problemer, at det blev bydende nødvendigt med en reform. Pave Gregor XIII (1572-85) nedsatte derfor i 1582 en kommission, der skulle udarbejde en kalender, der kom tættere på solåret. Dette blev kaldt for den gregorianske kalender.

For det første betød det en justering. Man sprang 10 dage over. Det skete i oktober 1582, hvor man ”slettede” dagene fra fredag den 5. til lørdag den 15. oktober. Forårsjævndøgn blev dernæst fastsat til 21. marts. Skuddagene blev endelig reduceret således, at årstal med endetal 00, og som ikke er deleligt med 400, ikke fik skudår.

Imidlertid var mistroen over for den gregorianske kalenderreform udbredt. Det var kun de italienske fyrster, der hurtigt indførte reformen. Hurtigt fulgte de katolske dele af Tyskland og Schweiz efter, samt Polen og Ungarn. Men vi skal godt hundrede år frem i tiden, inden de protestantiske lande begyndte at gå over til den nye kalender.

Danmark-Norge (som dengang var ét rige, red.) gik over til den gregorianske kalender i år 1700, og måtte i den forbindelse springe 11 dage over for at få det hele til at passe. Derfor findes datoerne mellem 18. februar og 1. marts ikke i Danmarkshistorien.

I England blev kalenderen først indført i 1752, og i Rusland skete det først med revolutionen i 1918, mens den russisk-ortodokse kirke fortsat fastholdt den julianske kalender.

I østkirken, det vil sige i de ortodokse kirker, ville man nemlig ikke følge den katolske kalender. Og det er stadig situationen i de fleste ortodokse kirker, hvor man så er 13 dage bagefter den gregorianske kalender. Derfor fejrer de fleste ortodokse kirker påsken to uger efter den katolske og de protestantiske kirker.