Indføring

Det vigtigste at vide om pinsekirken

I pinsekirken foregår dåben ved fuld neddykning, idet man henviser til praksis blandt de første kristne. Dåben af voksne henviser til kirkens vægtning af omvendelsen og troen på Jesus som en personlig frelser for det enkelte menneske. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix

Da den moderne pinsebevægelse tog sin spæde begyndelse i USA i 1906, var tanken ikke at danne en ny kirke. Læs eller genlæs her, hvordan pinsebevægelsen på bare 100 år er blevet et af verdens hurtigst voksende kirkesamfund

Asien oplever det, Afrika oplever det. Amerika oplever det i syd og nord. Selv Europa oplever det. Tilslutningen til pinsekirkerne globalt er i eksplosiv vækst - ofte på bekostning af mere traditionelle og etablerede kirkesamfund som det lutherske, det anglikanske eller det romersk katolske. Og netop dette, at mange kristne forlader deres gamle kirker og søger over i pinsekirkerne er måske typisk for kirkens historiske oprindelse.

Pinsekirkerne henregner normalt deres begyndelse til Los Angeles, hvor en gruppe kristne under ledelse af den tidligere baptistpræst William James Seymour i 1906 samledes i en tidligere metodistkirke på Azusa Street. På møderne var der et stærkt fokus på Helligånden, og mange oplevede, at de blev fyldt af Helligånden og begyndte at tale i tunger. Møderne fortsatte igennem tre år, og kristne fra store dele af USA og resten af verden besøgte stedet og tog den nye erfaring af Helligånden med sig hjem. På den måde blev det efterhånden til en international bevægelse.

Bevægelsens stærke vægtning af Helligåndens frie virke passede dog dårligt ind i de gamle kirkers kristendomsforståelse og den naturlige konsekvens blev dannelsen af et nyt kirkesamfund.

Et opgør med stivnede traditioner
At pinsekirkerne i dag trækker store skarer fra netop disse mere traditionelle kirker er måske et tegn på, at man med en sådan vægtning af Helligåndens virke har ramt en religiøs åre og en stil, som tiltaler mange mennesker. Selv mener kirken, at dens åndelige opgør med megen traditionel kristendoms vægt på ordets forkyndelse alene og med gamle kirkers stivnede forhold til embeder, ritualer og faste former er den primære konkrete årsag til, at pinsebevægelse er i fremgang.

Pinsekirken fremstår på mange måder som en moderne kirke, der i en dansk sammenhæng er karakteriseret af nede på jorden-gudstjenester med nye salmer og rytmiske sange akkompagneret af elektrisk pop- eller rockmusik. Alligevel er det karakteristisk for kirken, at den søger tilbage til noget af det originale i den kristne tradition og forkyndelse. Selve navnets oprindelse i pinsens begivenheder, som de kan læses i Apostlenes Gerninger kapitel 2 vers 1-4, er også et udtryk for, at man ønsker at bygge kirke på samme grundlag som de første kristne menigheder.

Tekstnær bibellæsning
Af samme grund lægges der stor vægt på Bibelen som udgangspunktet for kirkens liv, virke og lære. Bibelen anses for at være Guds oprindeligt inspirerede ord og hans ufejlbarlige vidnesbyrd om sin vilje med mennesker. Ud over at læse Bibelen ud fra en række almene tolkningsprincipper lægger pinsekirkerne også vægt på Helligåndens medvirken til at give den enkelte troende og kirken som helhed en nutidig forståelse af de bibelske skrifters inderste mening og betydning.

I det hele taget lægger pinsekirken megen vægt på at begrunde sin tro og praksis gennem bibelske vidnesbyrd. Dåben foregår ved fuld neddykning, idet man henviser til praksis blandt de første kristne, og man praktiserer såkaldt 'trosdåb' af voksne og ikke barnedåb. Dåben af voksne henviser til pinsekirkens vægtning af omvendelsen og troen på Jesus som en personlig frelser for det enkelte menneske.

Omvendelsen er på den vis en aktiv handling, hvor den troende skal kunne forstå den betydning, det har for én selv, at man nu vender sig helt og fuldt til Kristus. Vender man sig bort fra Kristus i dette liv, vil man heller ikke leve med Kristus efter døden, men opleve evig fortabelse.

Tungetale og himmelsk helbredelse
Et særligt træk, som måske er det mest karakteristiske ved pinsekirkens tro og lære, er den måde, Helligånden giver sig til kende dels gennem tungetale og dels gennem helbredelser ved bøn og håndspålæggelse, samt en række andre fænomener som profeti, kundskabsord med flere.

Tungetale er det fænomen, hvor enkelte eller flere af menighedens medlemmer bryder ud i sang eller tale på et 'uforståeligt' sprog. Det er i praksis først og fremmest et personligt bønnesprog, som den troende bruger i sit personlige liv med Gud. Det er ikke forbundet med trance eller lignende, selv om det ofte fremstilles sådan i fx bøger og på film. Den troende kan til enhver tid vælge at slå over i tungetalen som sprog, på samme måde som man slår over i et fremmedsprog som for eksempel engelsk. Og den troende kan stoppe med at tale i tunger, når som helst personen måtte ønske det.

Det samme gælder helbredelse ved bøn og håndspålæggelse – det er i princippet muligt for alle troende at blive brugt af Helligånden til dette. Man har dog samtidig en forståelse af, at enkelte troende har særlige 'nådegaver', hvilket betyder, at Helligånden på en særlig måde bruger dem til at helbrede sygdomme. Såkaldte helbredelsesprædikanter er et eksempel på et menneske med sådan en nådegave.

Globalt set er en række sådanne særligt stærke helbredelsesprædikanter trådt frem, og enkelte har også besøgt Danmark fra tid til anden. Disse helbredelsesmøder i pinsekirkerne rundt om trækker naturligt nok stor opmærksomhed, men har også været udsat for en del kritik fra andre kirkesamfund og fra den traditionelle medicinske sagkundskab.

En international bevægelse
Pinsekirken har sit udspring i en række store åndelige vækkelser, som fandt sted i begyndelsen af det 20. århundrede.

Som nævnt henregner pinsekirkerne deres udspring til Azuza Street i Los Angeles i 1906, men lignende fænomener fandt faktisk sted i en række store åndelige vækkelser andre steder i verden på samme tid – ikke mindst i Wales i 1904-1905. I løbet af nogle få år havde bevægelsen spredt sig til USA, Latinamerika og Europa og senere også til Asien.

Skandinavien blev ret hurtigt en del af bevægelsen gennem en række fremtrædende norske og svenske præsters målrettede arbejde. Allerede i 1908 blev der afholdt møder i Danmark, og i 1911 dannes den første danske pinsekirke, Eben-Ezer i Lyngby. Eben-Ezer er et udtryk hentet fra Bibelen, som betyder "Hidtil har Herren hjulpet så vel".

Verdens hurtigst voksende kirkesamfund
Globalt set er pinsekirken det hurtigst voksende kirkesamfund. Det skyldes formodentlig dels en institutionel træthed i de mere traditionelle kirkesamfund, dels en meget pågående missionsvirksomhed fra pinsekirkernes side, der indebærer såvel traditionelt evangeliserende missionsarbejde som en kraftig satsning på moderne elektroniske medier, radio, tv og internet.

Der findes ingen præcis opgørelse over antallet af pinsemenigheder og medlemmer globalt. Konservative skøn siger omkring 270 millioner medlemmer, mens andre kilder taler om op til 400 millioner. Hertil kommer mange andre såkaldte karismatikere – det vil sige kristne i andre trossamfund, som har de samme erfaringer med Helligåndens liv og virke som pinsekirken.

Rundt om i verden organiserer pinsekirker sig på vidt forskellige måder. Nogle steder er strukturerne meget løse, hvor hver enkelt kirke har sin fuldstændige selvstændighed og blot indgår i et netværk med andre. Andre steder er pinsekirkerne tilknyttet et kirkesamfund med fælles troserklæring, vedtægter, økonomi med videre.

Historisk har pinsekirkerne i Norden lagt stor vægt på den enkelte kirkes selvstyre. Dette har dog ændret sig de senere år, og i dag findes der i Danmark ikke længere et fælles trossamfund, som hedder noget med pinsekirke – kun enkeltkirker med trossamfundsgodkendelse har stadig ordet ”pinse” i deres navn.

Ud over en lang række selvstændige pinsekirker findes der i øjeblikket i Danmark fire pinsekirkelige trossamfund med lokale kirker under sin paraply: Apostolsk Kirke, Vineyard, Hillsong og Mosaik. Sidstnævnte rummer en del af de pinsekirker, som historisk har været defineret som pinsekirkerne i Danmark, men ser man med globale briller på kirkelivet i Danmark, er alle de fire nævnte trossamfund pinsekirkelige.

Mosaik har en fælles hjemmeside, som fortæller om de grundlæggende trosforestillinger i trossamfundet og om det missionsarbejde, skolearbejde og børne- og ungdomsarbejde, medlemmerne af trossamfundet er fælles om at være engageret i.

Globalt set er der ingen samlende organisation, som kan siges at omfatte alle pinsekirker. Dog øver en række af de store amerikanske pinsemenigheder en ikke ubetydelig indflydelse på mindre kirker rundt om i verden.