Pinsekirken viderefører en radikal reformation

De første protestantiske frikirkebevægelser dukkede op og forsvandt kort efter reformationen. Men pinsekirken videreførte med succes traditionen

Den danske folkekirke er forbundet med staten og dens administration samles i kirkeministeriet. Men nogle medlemmer af den ”protestantiske familie” vil være uden forbindelse til staten og uden ledelse og synlig struktur, idet hver menighed er helt sig selv.

Vi ser på forskellen i kirkesyn – og om kirkerne overhovedet kan tale sammen og samarbejde.

Allerede, mens den reformatoriske bevægelse i 1520'erne med Wittenberg som centrum var under fuld udfoldelse, dukkede der folk op, som påstod, at de var i direkte kontakt med Helligånden. De afviste barnedåben og forlangte at dåben kun kunne finder sted efter en omvendelse til tro. De stormede kirkerne og fjernede alt inventar, billeder mv. der mindede om katolicismen.

Luther og hans medarbejdere reagerede skarpt og kalde dem ”sværmere”, som ved Satans hjælp prøvede at ødelægge reformationen.

Sværmeren delte sig i en række grupperinger, såsom døberbevægelsen, de revolutionære der rejste en bondeopstand mod adelen - og så de såkaldte spiritualister. De sidste afviste, at mennesket kunne frelses igennem kirken, dens forkyndelse og sakramenter. Mennesket nåede ene og alene frem til Gud ved at erfare Helligåndens kraft.

I de næste århundreder efter 1500-tallets reformation synes spiritualistiske menigheder helt at være forsvundet eller i alt fald at leve et "undergrundsliv".

Men i de forrige århundreder begyndte nogle af de spiritualistiske bevægelser at dukke op igen.

Pinsebevægelsen, som vi kender den i dag har sin baggrund i vækkelser, der opstod i slutningen af 1800-tallets USA, samt i England. Herfra sprang vækkelsen videre i begyndelsen af 1900-tallet til Sverige og Norge, samt Danmark. Pinsekirken viderefører en yderst radikal reformation.

Seniorpræst i Pinsekirken i København, Jarle Tangstad, forklarer, hvor pinsekirken især adskiller sig fra folkekirken:

"I forhold til de øvrige protestantiske kirker lægger vi særlig vægt på Helligåndens aktive gerning. Men vi har også dåben, som hos os udtrykker, at det enkelte menneske er Guds skabning og hører ham til. Her er Gud på en særlig måde tilstede. Men dåben er ikke i sig selv frelsende. Og vi holder nadver for dér at markere fællesskabet og Guds tilstedeværelse." 

Erfaringen af frelsen som en personlig oplevelse står i centrum.

Denne oplevelse af frelse bliver til ved en oplevelse af Guds nærvær, hvori man helt og holdent overgiver sig. Gudstjenesten i pinsevækkelsen er da også lagt an på at gribe den enkelte, i personligheden vilje og følelsen.

Det bestemmer sangene, talen, og bønnerne. Gudstjenesten er uden egentlig liturgi eller ceremonier.

Hvad kan Pinsekirken samtale med de øvrige protestantiske kirker om? Seniorpræst i Pinsekirken i København, Jarle Tangstad, svarer:

”Det fælles er den apostolske bekendelse, dvs. vores tro på Gud som skaberen, frelsen og som er nærværende gennem sin Helligånd. Det har vi fælles med alle kirker."

Den synlige kirke er den menighed, som bærer denne erfaring ud i form af et engagement for andre mennesker såsom hjemløse, alkoholikere, narkomane og prostituerede. Der er ingen samlet ledelse af Pinsekirken, men menighederne er hver for sig frie og selvstyrende .

"Vi er med i Danske Kirkedage, hvor jeg nu er næstformand for de næste kirkedage i København i 2016. Vi vil netop være med til at synliggøre den mangfoldighed og rigdom, som de kristne kirker udgør – og det netop i vores storby, København. Vi er fælles i den udfordring, som den stigende sekularisering udgør. De gamle skillelinjer fra reformationens århundrede holder ikke længere. Samtalen har nu fået nye vilkår," siger Jarle Tangstad.