Kirkegængere ønsker at arbejde med gudstjenestens form
Debatten gik livligt på Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde, da biskoppernes arbejdsgruppe fremlagde deres nye rapport om liturgi og frihed i folkekirken, skriver ph.d. Jette Rønkilde. Her er, hvad de kunne fortælle
Uanset hvor meget præst og menighed måtte ønske at lave om på søndagens gudstjeneste, er det ikke altid så let. Folkekirken bruger faste ritualer, der er autoriserede af Dronningen, og dermed kræver ændringer ofte særtilladelse hos stiftets biskop.
Biskopperne nedsatte dog alligevel i 2016 tre arbejdsgrupper, der skal forholde sig til, hvorvidt der skal ske ændringer i søndagens gudstjeneste. Den første arbejdsgruppe med særligt fokus på autorisation og frihed præsenterede deres resultater søndag den 10. juni på Landsforeningens af Menighedsråds årsmøde på Nyborg Strand. Arbejdet var udmundet i en rapport med titlen ”Folkekirkens liturgi – mellem frihed og fasthed." Næsten 100 ud af 500 deltagere havde meldt sig til den workshop, hvor indsigterne skulle debatteres.
Spørgsmålet om autorisation berører mange aspekter af folkekirkens gudstjenesteliv og dens gudstjenesteordning. Dels er det et spørgsmål om, hvordan "regelsættet" skal være for, hvordan højmesse og andre ritualer fejres i folkekirken. Dels er det spørgsmålet om det biskoppelige og provstelige tilsyn med folkekirkens gudstjenesteliv.
Under de spørgsmål ligger også spørgsmålet om, hvad en gudstjeneste overhovedet er for en størrelse, hvem menigheden egentlig er og hvordan det bestemmes, og hvem der bestemmer, hvordan gudstjeneste fejres.
Med frihed følger ansvarlighed
Én af faggruppens anbefalinger er, at autorisation som begreb og praksis fremadrettet fastholdes. Det vil sige, at spørgsmålet ikke er, om der skal autoriseres, men hvor meget der skal autoriseres. Et ofte nævnt argument for ønsket om en større grad af lokal frihed til de enkelte sogne i forhold til deres gudstjenesteliv er, at de lokale forhold er så forskellige fra sted til sted, ikke blot fra by til land. Med den frihed følger imidlertid liturgisk teologisk ansvarlighed.
For at give debatten om autorisation pejlemærker har faggruppen skitseret tre modeller som oplæg til, hvordan forholdet mellem det faste og det frie fremadrettet kan tænkes. De 100 deltagere på weekendens workshop blev præsenteret for disse tre modeller og fik mulighed for at debattere dem. Her var deltagerne især optaget af, hvad de forskellige modeller havde af konsekvenser i forhold til hvem, der lokalt har initiativ og beslutningskompetence ved valg af og tilslutning til liturgi(er).
Blandt deltagerne var der et klart gå-på-mod, et ønske om lokalt at arbejde med gudstjenestelivet og en villighed til sammen med den lokale sognepræst at tage det liturgisk teologiske ansvar på sig, som vil være resultatet af større grad af frihed. Derfor blev der også spurgt ind til både vejledninger, og hvad man kan forvente af et teologisk grundlagsdokument for friere liturgi.
Der kom flere gode bud på, hvad sådan et dokument med teologiske retningslinjer for lokalt kirkeliv kan indeholde. For eksempel at dåben altid er i den treenige Guds navn. Man vil gerne stå i traditionen, men med ord lånt fra filosoffen Slavoj Zizek er der også en bevidsthed om, at hver generation må arbejde med og ”genfinde det bedste ved vores tradition” (Kristeligt Dagblad den 6. juni 2018).
Debatten om kirkens liturgi fortsætter
En kompakt udgave af arbejdet - som en Pixi-bog - blev lanceret på tryk på landsmødet – og der var ikke nok! De blev revet væk, og flere blev efterspurgt. Folk ville hjem og begynde samtalen om gudstjeneste, hvad den er for en størrelse, hvem menigheden er, hvad det har af betydning for dem som menighedsråd og for menighederne.
Det er lige præcis den samtale, rapporten har ønsket at sætte gang i, og som det ønskes at der bliver en bred debat om, og som vil fortsætte, også når de to andre faggruppers rapporter udkommer.
Jette Bendixen Rønkilde er ph.d. og vikarpræst. Hun har været biskoppernes fagsekretær og skrevet rapporten, der er omtalt i indlægget.