Kirkernes corona-nødløsninger kan være nye, værdifulde ressourcer

Under forårets nedlukning måtte kirkerne gribe til alternative midler for at formidle deres budskab og stadig være der for menigheden. Et væld af kreative tiltag spirede frem, men nu er langt de fleste igen lukket ned - og det er måske en fejltagelse, skriver ph.d. og postdoc i teologi Jette Bendixen Rønkilde

Langt de fleste kirker og kirkesamfund har i løbet af 2020 stået i en situation, hvor der skulle tænkes nyt og anderledes om, hvad og hvor kirkeliv findes, når det omgivende samfund med ét ændres radikalt – og på et tidspunkt gradvist forsøger at vende tilbage til en form for ny normaltilstand.

I et nybyggerkvarter i Holland blev de i hvert fald klogere på, at selvom kirken efter samfundets gradvise genåbning syntes, at nu var ’vi igen tilbage til noget der ligner normale tilstande’, så var der fortsat folk som søgte efter den bøns-praksisform, som kirken havde skabt rum for under forårets nedlukning.

I foråret havde nogle af medlemmerne i De Schone Poort, som er en del af den protestantiske kirke i Almere, hængt to plastikbeholdere op i centrum af en labyrint, som var etableret i kvarteret, og som var konstrueret med forbillede i Chartres kristne labyrint. Indhyllet i diverse covid-19 restriktioner var der skabt et mellemrum i kvarteret med mulighed for at skrive bønner. Hver eftermiddag mødte nogle fra kirken op og bad bønnerne højt og afsluttede med en salme. Langsomt åbnede landet op igen, og kirken vurderede, at der ikke længere var samme behov for en bøns-praksis uden for de vante rammer. Beholderne med papirlapper, sprit, penne og beholder til bønner blev pillet ned.

Men en dag mødte et af medlemmerne en af kvarterets kvinder, som spurgte, hvor hun kunne skrive sine bønner. Beholder, papirlapper, penne og beholder til bønner blev atter sat op i labyrinten, og i dag er det fortsat muligt at komme hen og skrive sine bønner. En gang om ugen mødes nogle fra kirken til andagt i labyrintens centrum, hvor ugens bønner indgår som et led. Det midlertidige tiltag, som skulle erstatte de normale muligheder, havde på den måde etableret sig som et nyt kirkeligt initiativ, der gav rum til noget, der ikke var muligt selv med en åben kirkedør.

I Kristeligt Dagblad kunne man den 10. september læse om 10 eksempler på nye kirkelige digitale tiltag, som så dagens lys under forårets covid-19-nedlukning af samfundet og kirken, og som nu er tilmeldt Kristeligt Dagblads initiativ-konkurrence. Gudstjenester blev streamet i stort tal og i mange forskellige udformninger, biskoppen tog på roadtrip, man skulle finde brød og vin frem og selv tage nadveren hjemme i stuen, mens biskoppen indstiftede den, og digitale fora for bøn blev en realitet. Men også de mere håndgribelige tiltag blev tænkt nyt i kirkernes liv med lukkede døre, blandt andet med gudstjeneste-kits til hjemmebrug.

Covid-19 bevirkede ikke kun i kirken, at det stabile blev destabiliseret. Men i kirken blev det tydeligt, at vante og kendte religiøse praksisformer viste sig at have en uforudset sårbarhed, på grund af den usikkerhed og fornemmelse af at være i venteposition, som blev gennemgående kulturelle og antropologiske fællestræk i mange af verdens lande, og som også kirkerne måtte rette sig efter. Liminalitet, i denne sammenhæng forstået som det at befinde sig i et slags mentalt, kulturelt eller socialt grænseland, blev samfundets og kirkernes norm.

At være i et grænseland og en mellemtilstand er - covid-19 eller ej - ikke fremmed for kirkerne. Ritualteoretisk taler man om liminale faser, hvor ritualdeltageren går fra en status til en anden status, for eksempel fra udøbt til døbt, ugift til gift.

Gudstjenester er også liminale. Man kan sige, at de er en form for mellemrum, hvor det er muligt at erfare Gud, hvor forskellige sfærer krydser ind i et fælles rum, som hverken er den ene eller anden sfæres unikke domæne. Så det at skulle forholde sig til grænselandet mellem det, der kan foregå for åben kirkedør og det, som også kan finde sted, når de ældgamle døre er tvangslukkede, kan med megen ret kaldes en balancegang, som kirkerne burde mestre bedre end mange andre instanser i samfundet.

Derfor er der også grund til at dvæle lidt ved det faktum, at en hurtig søgning midt i september 2020 på de forskellige kirkelige tiltag, der blev til på baggrund af nedlukningen, efterlader det indtryk, at de fleste tiltag ikke længere er en mulighed. Men spørgsmålet er, om kirkerne for hurtigt har forladt det grænseland og de mennesker og samfund, som under genåbningsfasen henover sommeren og nu i en ny truende nedlukning i efteråret 2020 fortsat oplever, at de befinder sig i det ustabile og usikre.

Er der stadig brug for kreative (digitale) praksisformer, som folk kan bruge i en tid, hvor grænselandet kan omfatte os alle med meget kort varsel? Eksemplet fra Holland viser med al tydelighed, at de nye tiltag, som blev til på en dyster baggrund, måske ikke bare kan ses som nødkommunikation men også kan være en ny værdifuld ressource ind i kirkernes liv.

Jette Bendixen Rønkilde er ph.d. og postdoc i teologi og ved LUMEN-centeret, Aarhus Universitet. Hun skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.