LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

Kirkerummet er vigtigt, men relationerne er vigtigere

Under coronanedlukningen har rigtig mange kirker og præster fundet andre rum at være kirke i, og det har betydet, at kirken nåede længere ud end før. Det har skabt nye muligheder, som må gribes, mener sognepræst og korshærspræst Pia Kirkegaard. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Under coronakrisen har de mange opfindsomme måder kirken har rakt ud på nået ud til flere end den gængse søndagsmenighed. Det skaber nye muligheder for forkyndelse der må gribes og tages ved lære af, mener sognepræst og korshærspræst Pia Kirkegaard.

Sidste år skulle jeg, som præst, fejre juleaften på sygehuset. I frokostpausen mellem de mange julegudstjenester fik en af kirkesangerne den idé, at vi da også lige kunne besøge dialyseafsnittet uden forudgående aftale. Den ansvarshavende sygeplejerske bød os velkommen alligevel. Jeg læste juleevangeliet og sangerne sang ”Dejlig er jorden” og sådan gik vi gennem dialyseafsnittet, mens der rejste sig et usynligt kirkerum omkring os. Jeg har ved utallige udendørs gudstjenester, i cirkustelte, ved sygesenge, ved vielser og dåb i det fri erfaret det usynlige kirkerum der gang på gang rejser sig. Det rum, der er bygget af levende sten.

I dag åbner kirkerne deres kirkerum igen efter at have været lukket i månedsvis. I den tid har rigtig mange kirker og præster fundet andre rum at være kirke i. Der er blevet formidlet på alle mulige tænkelige digitale platforme og der er opfundet nye måder at være kirke på – sammen, men hver for sig. Pilgrimsvandringer, walk and talk, bibelske skattejagter, pynt et påsketræ udenfor kirken, tag en påskelilje med hjem, find en bøn på kirkegården. Det er bare nogle få af mange kreative indslag. Fantasien har været stor. Kirkerne har på den måde været til stede på nye måder og i nye, og andre, rum end de gængse kirkerum.

Nu vender vi så tilbage til kirkerummene, de smukke kirkerum, som kirkeklokkerne kalder os til, rummene med højt til loftet, hvor orglet bruser, og vi kan sætte os ned og falde til ro i genkendeligheden. Det bliver godt. Det er værdifuldt, også selvom det er med restriktioner. Det giver dog også anledning til at reflektere over, hvordan vi fremover vil være kirke, og hvad kirkerummet egentlig betyder for troen, for fælleskabet og for praksis.

Der er nemlig mange, der har fået øje på, at fællesskaber selvfølgelig også opstår, når vi bevæger os ud af kirkerummet. Ja, fællesskabet i kirken, menigheden, blev, da kirkerne var lukkede, faktisk pludselig voldsomt udvidet. Kirken nåede længere ud. Så den lukkede kirke medførte paradoksalt nok en stor åbenhed. Nogle vil sikkert mene, at det netop er fællesskabet, der samler sig i og omkring søndagsgudstjenesten, der er det egentlige kristne fællesskab, men er det ikke også fællesskabende at mange mennesker har glæde af et eksempelvis videoindslag eller podcast fra kirken? Opstår der ikke også et slags fællesskab dér? Og er det fællesskab ikke mindst lige så meningsfuldt som det fællesskab, der samler sig i kirken om søndagen? Jo selvfølgelig, vil jeg mene.

Jeg siger ikke, at vi ligeså godt kan lukke alle kirkerne, eller at vi skal afskaffe søndagsgudstjenesten. Men jeg mener, at vi bør bruge tid på at se os tilbage og se, hvordan vi, når vi nu er kommet ud af busken og ud af kirkerummet, fortsat kan være kirke på rigtig mange, helt nye og vedkommende måder. Kirke og kristendom bliver kun endnu mere vedkommende, når vi som kirke og præster bevæger os, som levende sten, ud af kirkens rum, hvad enten bevægelsen er digital eller fysisk.

Der er på den måde slet ingen grænser for hvilke rum, kristendommen kan forkyndes i. Som et familiemedlem under corona-nedlukningen fortalte mig med glæde i stemmen:

”Jeg sad på en bænk i Kunstindustrimuseets have i det skønneste solskin med en kop kaffe og lyttede til en podcast fra en præst. Det var sådan en smuk gudstjeneste”.

Det rykker selvfølgelig en del ved praksis at gå til gudstjeneste på den måde. Kirkekaffen er den caffe latte, man selv køber ’to go’ , og det umiddelbare fysiske fællesskab er ikke længere en synlig fælles gudstjenestefejrende menighed. Alligevel foreligger vel den mulighed at Ordet, der lyder til os gennem mobilens hovedtelefoner, også, og ikke mindre end ved en gudstjeneste i et kirkerum, tager bolig i os og måske endda manifesterer sig ganske konkret i mødet med det næste menneske, der [krydser ens vej.

Jeg glæder mig til at gå på arbejde i et smukt kirkerum på søndag, synge salmer og fejre gudstjeneste sammen med den menighed, der igennem flere uger ikke har kunnet mødes i kirkens rum. Men det lukkede kirkerum har samtidig åbnet mine øjne endnu mere for alle de andre kirkerum, der findes udenfor kirken.

”Stå ikke her og kig efter mig”, siger Jesus på Kristi himmelfartsdag til sine disciple og til os, der skal i kirke, ”men gå ud i hele verden og fortæl evangeliet om mig”. Sat på spidsen betyder det vel, at folk ikke (kun) skal komme til kirken, men kirken i endnu højere grad skal komme ud af kirkerummet og ud til folk, for dér, på uventede måder, også at skabe de rum af fællesskab, som kirke er