Klostre og katedraler er ophav til nutidens universiteter

Der hersker en forestilling om, at viden og tro er strengt adskilte størrelser. Det gælder også i forestillingen om den mørke middelalder, at lyset først begyndte at dæmre i oplysningstiden. Det kan der nok være noget om. Men faktisk var middelalderens klostre og katedraler ophav til de tidligste europæiske skoler og universiteter, hvor ikke alene hovedfaget teologi blev studeret, men også jura, human-, læge- og naturvidenskab begyndte at spire

Siden den tidlige europæiske middelalder og frem til oprettelsen af kommunale skoler i højmiddelalderens Italien i det 11. århundrede udgjorde kloster- og katedralskoler de eneste uddannelsestilbud i hele Vest- og Centraleuropa. I det 12. århundrede udviklede flere af skolerne sig til tidlige former for universiteter. Det foregik først og fremmest i Frankrig, Italien og Spanien. Tro og viden deler på den måde helt konkrete berøringspunkter med hinanden.

Hensigten med kloster- og katedralskolerne var fra begyndelsen at uddanne unge mænd til det gejstlige liv og virke i kirken. Paris søgte man til, hvis man ønskede at studere teologi, men udviklingen af universiteterne medførte også et bredere interessefelt på flere af institutionerne. I den italienske by Salerno havde man allerede i højmiddelalderen flere århundreders erfaring med at praktisere forskning i lægevidenskab og kirurgi. På universitetet i byen Bologna, der endnu eksisterer og anses for at være et af verdens ældste, studerede man flittigt jura. Det var ikke længere teologiske spørgsmål alene, der optog lærere og studerende.

Middelalderens universitetsprofessorer udviklede bestemte måder at tænke og skrive på, hvor man stillede spørgsmål til verden af etisk og moralsk karakter, der dog sjældent underbød den herskende samfundsorden. Man tog som regel udgangspunkt i bibellæsninger eller klassiske tekster fra antikken og det udmøntede sig i, hvad man under tiden kalder skolastik. Det er i sin grundform et forsøg på at indsamle al tilgængelig viden inden for et emne og organisere det.

De studerende indlogerede sig på munkeklostre, som ofte lå i tilknytning til skolerne, og de blev behandlet som en del af gejstligheden – nærmere bestemt den laveste del af gejstligheden. Dette og tidens misogyne opfattelse af kvinder som intellektuelle undermennesker begrænsede universiteterne fra at optage kvinder.

Man studerede i tre til seks år og gik til forelæsninger, hvor en professor læste eksempelvis en bibelpassage, forklarede og fortolkede den. Til sidst lagde man prøve, og bestod man, gav det tilladelse til at undervise. Selvom det netop var hensigten, at de universitetsuddannede skulle undervise eller arbejde i kirken, fandt en stadig større andel beskæftigelse i de voksende administrationer, der omgav paven og de royale.

Københavns Universitet og katedralskoler i Danmark
Selvom Danmark fik sine første katedralskoler i det 12. århundrede, blev Københavns Universitet først grundlagt i 1479. Universitetet udsprang således ikke af et kloster eller en domkirke, men formålet var stadig teologisk. Fra begyndelsen var det en del af den katolske kirkes organisation, en tilknytning der ophørte med Reformationen. Men formålet forblev det samme: At uddanne nye præster.

I mange år var universitetet derfor ikke tilvejebringer af ny viden, men viderefører af åbenbaret og nedarvet viden. Det var først i den sene oplysningstid, videnskabelig tænkning for alvor institutionaliserede sig i Danmark blandt andet ved Sorø Akademi i 1747.

Godt nok var København den første danske universitetsby, men den var ikke blandt de tidligste katedralskolebyer. Det var derimod Lund i det nuværende Sverige, Viborg var det, ligesom Ribe og Roskilde – København og Aarhus fulgte cirka hundrede år efter.

Skolerne blev oprettet i forlængelse af en katedral, hvor eleverne tog del i gudstjenester og andre kirkelige handlinger – undertiden fungerede de studerende endda som degne. De modtog undervisning i grammatik, retorik og dialektik, samt kristendom og kirkemusik.

I middelalderen var der på linje med katedralskolerne også skoler tilknyttet klostrene rundt omkring i Danmark. I Odense etablerede benediktinermunke en sådan i 1277, og sidenhen gjorde flere andre munkeordner benediktinerne kunsten efter. Klosterskolerne eksisterede ligesom katedralskolerne primært i byerne. Skolernes elever var anbragte børn i klosterets varetægt, men også børn fra det nære opland tog del i læringen. Ved Reformationen lukkede klostrene og de tilstødende skoler ligeså. Nogle overgik dog til staten som latinskoler, ligesom det skete for katedralskolerne.

Teologi er ikke længere hovedfaget på de danske universiteter, og universitetets formål har i de fleste henseender ændret sig markant. Udover at være ramme for forskningsmiljøer fungerer disse uddannelsesinstitutioner som vækstlag – ikke bare for kirken, men – for erhvervslivet, den offentlige forvaltning, kulturlivet og de fleste andre dele af det danske samfund. Man kan dog endnu studere teologi, hvilket de fleste af folkekirkens præster har gjort, og faget er desuden blevet suppleret af religionsvidenskab, der i endnu højere grad distancerer sig fra det forkyndende.

Forbindelsen mellem religion og universitet, tro og viden, eksisterer således stadig den dag i dag, men på helt andre præmisser end tidligere.