Kommentaren

Stender: Vi skal ikke bebrejde os selv, når vi bliver syge

Får vi et stadigt mørkere livssyn? Tror vi mere og mere på, at vi magter alting selv? Hvis vi observerer sådanne uheldige træk i os, der kan udvikle sig til noget frygteligt egocentreret, burde vi vel søge mod kristendommens budskab for at blive vendt bort fra os selv og hen mod Gud og vore medmennesker, skriver sognepræst Poul Joachim Stender. Foto: Leif Tuxen

Kan det virkelig passe, at vi altid rider, som vi sadler? Skal vi ikke holde fast i, at det er sygdommene, der vælger os, og ikke os, der vælger sygdommene? spørger sognepræst Poul Joachim Stender, der netop har fået bortopereret et lille mærke fra sin fod

Jeg har altid hånet min ligblege lillesøster, der er hudlæge. Hun har prædiket for mig i årevis, at jeg skal passe på solens farlige stråler og holde mig i skyggen. Og jeg har svaret tilbage, at hun hellere skulle passe på sin sjæl og holde sig fra syndens skadelige påvirkninger.

Men forleden fandt hun et mærke på min fod, som jeg hurtigt fik bortopereret. Det blevet taget i tide. 0,4 millimeter tykkere og jeg havde haft en alvorlig sygdom, som jeg skulle have kæmpet med.

Min søster er et fantastisk sødt menneske og måske en af landets mest omsorgsfulde hudlæger. Men selvfølgelig har hun også, som alle os andre, nogle mørke pletter på sin sjæl, som jeg mener, hun burde have fjernet omgående med en gudstjeneste, en syndsforladelse, en bøn. Men i vor tid vil vi ikke høre om sindelagets farlige pletter. I dag er legemet vigtigere end sjælen.

Hvad kan man lære af mit mærke på foden? Min lillesøster vil have, at man skal lære at være observant. Der er dårlige læger, siger hun. Men der er endnu flere dårlige patienter. De holder ikke øje med forandringer på eller i deres krop, som de lynhurtigt skal reagere på. Og hun har ret. Vi skal være mere opmærksomme, på det kadaver vi render rundt med, og søge til læge, hvis vi mærker eller ser forandringer.

Men spørgsmålet er, om vi ikke også skal holde øje med nogle faretruende tilbøjeligheder i os selv?

Bliver vi pludselig mere og mere selvoptaget? Er vi efterhånden begyndt at behandle nogle af vore medmennesker elendigt? Får vi et stadigt mørkere livssyn? Tror vi mere og mere på, at vi magter alting selv? Hvis vi observerer sådanne uheldige træk i os, der kan udvikle sig til noget frygteligt egocentreret, burde vi vel søge mod kristendommens budskab for at blive vendt bort fra os selv og hen mod Gud og vore medmennesker.

Hvad kan man ellers lære af mit mærke på foden. Min ligblege hudsøster vil sige: ”Pas på solen. Brug solcreme.” Og hun har sikkert ret. Men samtidig er det også gevaldig synd for de syge i øjeblikket. Sygdommen er ikke noget, der kommer til os, fordi vi er dødelige. De syge har selv været skyld i deres elendighed. For meget sol, for meget mad, for lidt motion.

I dag er hospitalerne ikke kun fyldt af mennesker, der slås med angsten for fremtiden. De kæmper også med voldsomme selvbebrejdelser. Men kan det virkelig passe, at vi altid rider, som vi sadler? Er menneskets krop ikke ligeså mystisk og svimlende som det ydre rum, og kunne vi ikke falde mere til ro ved tanken om, at sygdommen valgte os, og at det ikke var os, der valgte sygdommen?

Og hvad kan man ellers lære af det underlige mærke på min fod? Der er kun 0,4 millimeter mellem liv og død, mellem at være rask og rørlig og syg og stækket, kun 0,4 millimeter mellem lykke og ulykke, succes og fiasko, fred og krig. Denne kendsgerning kan og bør lede til et af to valg i vort liv.

Enten skal vi vælge at leve livet skuttende og duknakket for alt det frygtelige, der kan overgå os, og bruge hver eneste dag til at forbygge alverdens ulykker og sygdomme. Så at sige holde livet tilbage som et åndedrag for at få det til holde.

Eller også skal vi leve livet frimodigt i forvisningen om, at Gud vil os det bedste, hvad der ikke udelukker, at vi holder øje med kroppens og sjælens tendens til at udvikle mørke, farlige zoner.

Poul Joachim Stender er sognepræst og skriver kommentaren ved kristendom.dk.