Kommentaren

Er vi bange for demokrati i kirkelige sammenhænge?

"Den danske bispevalgordning er blevet til som et kompromis. Nogle så gerne, at alle folkekirkens medlemmer i stiftet fik en stemmeseddel. Så ville demokratiet virkeligt være gennemført. Nogle ville derimod give præster og landets øvrige biskopper indflydelse på valget af ny biskop," skriver lektor Kurt E. Larsen. Billedet viser de fire kandidater til bispe-embedet i Viborg, Carsten Haugaard Nielsen, Henrik Stubkjær, Peter Hedegaard og Niels Christian Kobbelgaard ved et valgmøde i Herning, august 2014.

Mange af de menighedsrådsmedlemmer, der gør brug af deres valgret ved bispevalget i Viborg frygter et valgt organ i form af Folkekirkens fællesråd. Men hvorfor egentlig, spørger kirkehistoriker Kurt E. Larsen

Bispevalget i Viborg har længe været i gang. Stiftets 1662 stemmeberettigede menighedsrådsmedlemmer (herunder alle stiftets præster) har fået deres stemmeseddel tilsendt.

LÆS OGSÅ: Er folkekirken forenelig med demokrati?

Den danske bispevalgordning er blevet til som et kompromis. Nogle så gerne, at alle folkekirkens medlemmer i stiftet fik en stemmeseddel. Så ville demokratiet virkeligt være gennemført. Nogle ville derimod give præster og landets øvrige biskopper indflydelse på valget af ny biskop. Tanken var, at den teologiske sagkundskab ville komme til at veje tungere på den måde.

Man forventede, at præster og biskopper snarere ville vælge et teologisk ”fyrtårn” end en person med ”folketække”, og det fandt de vigtigere end demokratiske principper. Atter andre ville bevare den ordning, der frem til 1922 placerede udnævnelsen af nye biskopper hos kongen (det vil sige kirkeministeren). Det var nok en udemokratisk ordning, men den havde fungeret godt i århundreder. Den sikrede også, at store kirkelige mindretal kunne blive repræsenteret i bispekollegiet, og at fremtrædende mænd kunne forfremmes til de højeste poster, selvom de måske ikke på forhånd var kendte i almenheden.

Men i snart 100 år har folkekirken levet med denne kompromis-ordning: Stiftets menighedsrådsmedlemmer, og kun de, har hver én stemme. Dog er der sket visse justeringer i valgloven. Der er således væsentligt færre vælgere denne gang. Siden der sidst skulle vælges biskop i Viborg (1997) er en del menighedsråd i mindre sogne slået sammen. Og små sogne med under 1000 mennesker har nu kun fem medlemmer i deres menighedsråd.

Får det mon nogen betydning, at der er ca. 20 % færre vælgere? Det kan man gisne om, men det vil være svært at få klart svar på det.

Der er nærmest aldrig debat om bispevalgformen længere. Når valget i Viborg er omme, vil vinderen kunne glæde sig over at have fået opbakning fra et flertal af de folk, der har ansvar for kirkens arbejde lokalt. Da folkekirken er meget afhængig af tillid og godt samarbejde, er det en god ballast for en ny biskop. Og på alle andre steder i det offentlige liv er vi glade for at kunne vælge vores ledere.

Eller er vi?

LÆS OGSÅ: Kristeligt Dagblads store tema om kirkestyring
 
Der har i landets menighedsråd været en ikke ringe modvilje mod at flytte magten over folkekirkens nationale anliggender væk fra kirkeministeren og over på et valgt organ: Folkekirkens fællesråd. De samme personer, der med glæde og entusiasme har deltaget i bispevalgmøder for at kunne gøre brug af sin valgret på det mest oplyste grundlag, frygter, at et valgt råd med en vis kompetence i kirkens fælles anliggender på landsplan vil være en trussel mod folkekirkeordningen.

Men hvorfor skulle demokrati og valgret være farligt i en kirkelig sammenhæng, når det ikke er ved valg af præster og biskopper?

Kurt E. Larsen er lektor, ph.d. i kirkehistorie og medlem af udvalget for en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken. Han skriver kommentaren ved kristendom.dk.