Kommentaren

Bekæmp intolerance med madkasser

Religiøse foreninger diskrimineres, men hvorfor? Foto: Scanpix

Vi taler for lidt om tro, og derfor diskrimineres religiøse foreninger, mener generalsekretær i KFS Robert Bladt

Religiøse foreninger bliver diskrimineret. I nogle kommuner kan de ikke leje lokaler til deres aktiviteter. I andre fratages de kommunale støttekroner, som de er berettiget til efter folkeoplysningsloven. Og når 130 udenlandske forkyndere på ét år har fået opholdstilladelse i Danmark, er der folketingspolitikere, som løfter øjenbryn og rykker uroligt rundt på folketingstaburetten.

Den mest sandsynlige grund til, at vi oplever diskrimination af religiøse foreninger i Danmark er sandsynligvis, at vi taler så lidt om tro, som tilfældet er. Vi taler om vejret, fodbold og politik som noget, vi forholder os til med vores tanker, erfaringer og følelser. Men når vi taler om religion, er det ofte som et fænomen og sjældnere som noget, vi har tænkt over, har erfaringer med eller har følelser involveret i. Derfor er mange danskere skræmte af og intolerante over for religiøse mennesker – og det slår selvfølgelig igennem i vores offentlige forvaltninger.

Det er enormt ærgerligt for Danmark som samfund. Vi går nemlig glip af et positivt samfundsengagement fra danskere, som er motiveret af deres tro til at gøre godt. De offentlige instanser har tendens til forhøjet blodtryk på grund af alle de samfundsopgaver, der er blevet institutionaliseret. Masser af steder efterlyser man samarbejde mellem offentligt ansatte og frivillige. Men mange steder tøver man med at samarbejde med religiøse foreninger. Det er irrationelt. Det skriger også imod positive erfaringer fra kommuner, hvor man samarbejder med kirker om uddeling af julehjælp, fællesskaber for enlige mødre eller ældrecaféer. 

Skal den udvikling vendes, kender jeg et effektivt våben: Madkassen. Vores værdier – også negative værdier som intolerance – grundlægges ofte i ungdommen. Derfor skal vi hjælpe unge til at tale om tro. Det er, hvad vi gør i Kristeligt Forbund for Studerende, når vi opmuntrer studerende på gymnasiale og videregående uddannelser til en gang om ugen at tage madpakken med til en samling i en gruppe, hvor der tales om tro.

De nøjes ikke med at tale om tro i sådan en gruppe. De praktiserer den også. Beder til Gud, læser fra Bibelen, drøfter udfordringer i skæringsfeltet mellem fag og tro. De taler sågar om, hvordan deres medstuderende kan lære Gud at kende. Adskillige af vores grupper har fået forbud mod at mødes på deres studiesteder. Nogle må ikke annoncere for deres aktiviteter, andre må gerne mødes og tale om tro, men ikke praktisere tro. Er det mærkeligt, at danskere, der uddannes i sådan et miljø, bliver fremmedgjorte og intolerante over for religion?

Uden egen erfaring med tro, får historier som Islamisk Stats modbydeligheder i Syrien og Irak os til at tage afstand fra al religion og tro. Man leder efter en fællesnævner og finder den i religion. Men der er en anden fællesnævner, som er mere oplagt: Vold, had og foragt for menneskeliv. Med den fællesnævner opdager du pludselig, at voldelige jihadister i Syrien har mere til fælles med menneskehandlere, hooligans, rockere og politisk-revolutionære venstreorienterede end med en gennemsnitlig muslim i Nordvest.

Jeg er overbevist om, at vi er skabt af Gud, og at vi skal stå til regnskab for ham for det liv, vi lever. Jeg er også overbevist om, at kun med Jesus Kristus ved min side kan jeg se frem imod den store revision med ro i sindet. Den overbevisning har jeg med mig, når jeg går i kirke og på arbejde. Når jeg er frivillig i sportsforeningen eller deltager i et forældremøde. Når jeg stemmer til folketingsvalget, og når jeg skriver en klumme. 

Skal jeg af den grund behandles med større mistro end andre danskere? Det håber jeg ikke.

Robert Bladt er generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende og skriver kommentaren ved kristendom.dk.