Kommentaren

Juridisk kønsskifte kan koste kirken friheden

Siden den 1. september har det været muligt at få et juridisk kønsskifte uden en kønsskifteoperation. Det skaber problemer for folkekirkens frihed, mener menighedsrådsformand og politiker Charlotte Dyremose. Billedet er fra Copenhagen Pride Parade, den årlige festival for homo- og transseksuelles rettigheder. Foto: Marie Hald

Loven om juridisk kønsskifte tager ikke højde for den virkelighed, den skal fungere i, skriver politiker og menighedsrådsformand Charlotte Dyremose

Den frihedslovgivning, som særligt Grundtvig stod fadder til, ligger dybt i den folkekirkelige tradition. Med den kan en lang række mindretalshensyn varetages indenfor den samme ramme: Den rummelige folkekirke.

Loven om juridisk kønsskifte tager bare ikke højde for den kirkelige frihedslovgivning, ligesom den på mange andre områder ikke tager højde for den virkelighed, den skal fungere i.

Jura forud for biologi

For folkekirkens præster bliver forvirringen total. 

Hvis to kvinder (eller som det nu defineres i sundhedsloven: to personer med en livmoder) vil giftes med hinanden har præsten i dag mulighed for at sige nej til at vie dem. Men hvis den ene kvinde med 6 måneders mellemrum har skrevet 2 breve til indenrigsministeriet, og derfor på papiret er en mand (men dog stadig har en livmoder – og måske også langt hår og brudekjole på), så kan præsten ikke længere frabede sig at vie dem. 

Læs også: Kønsskifte åbner for sager om diskrimination

Står præsten derimod overfor en person med testikler (sundhedslovens betegnelse for en biologisk mand) og en person med en livmoder, hvor en af parterne har taget juridisk kønsskifte, så kan præsten afvise at vie dem. Selvom de biologisk har hver sit køn, har de nemlig juridisk det samme køn, og de er dermed juridisk set homoseksuelle. 

Er du forvirret, så er det forståeligt. Regeringen har nemlig med loven om juridisk kønsskifte besluttet, at jura går forud for biologi. Men det tager den gamle frihedslovgivning naturligvis ikke højde for. 

Det kan man vælge at være ligeglad med. I disse moderne tider vil mange måske mene, at præsterne bare skal holde op med at være ”gammeldags”. Hvis folk vil giftes, så må man vie dem, uanset deres biologiske eller juridiske køn. Det typiske argument vil være, at samfundet - og kirken - skal være åbne og inkluderende. Og det er heldigvis et legitimt synspunkt at have indenfor folkekirken. 

Et problem for den rummelige folkekirke

Men hvis kirken fortsat skal være rummelig, må det modsatte synspunkt være lige så legitimt. Og dermed bliver det et reelt problem, hvis kirkens præster tvinges til at vie for eksempel to biologiske kvinder, blot fordi den ene på papiret er mand. 

Læs også: Skal transseksuelle have ret til juridisk kønsskifte? 

Glem ikke, at det kirkelige mindretal, der finder det uforeneligt med bibelens ord at vie homoseksuelle, er betydeligt større end det mindretal, der har søgt om juridisk kønsskifte. 

Der må altså findes en løsning på dette håbløse dilemma. Helt oplagt vil det være igen at lade juridisk kønsskifte følge et faktisk kønsskifte. Men det kræver et andet politisk flertal. Og spørgsmålet er også, om det er nok, nu hvor trolden er ude af æsken. 

Man kan derfor overveje, om frihedslovgivningen skal åbnes op således, at præster i almindelighed skal have lov at frasige sig en vielse, hvis den strider mod dennes bibelsyn. Løsningen er ligetil og vil naturligvis blive håndteret skønsomt af langt de fleste præster. 

Risikoen er dog, at bare en præst, der nægter en vielse på et usagligt eller måske ligefrem uetisk grundlag, vil stille hele frihedslovgivningen til debat. Et andet problem med denne model er, at den ikke skaber klare retningslinjer for de involverede parter. 

Læs også: Præster klar til at udfordre lov om juridisk kønsskifte

En anden mulighed kunne være at indskrive transkønnede i frihedslovgivningen. Det giver klare retningslinje, men er næppe, hvad de transkønnede havde håbet på. 

At nogen vil vies af en præst, der ikke ønsker at vie dem, er mig en gåde. Men det sker og skal tænkes ind, når man overvejer, hvordan rummeligheden sikres, så der i folkekirken også fremover er plads til både den præst, der kun vil vie til heteroseksuelt førstegangsægteskab, og til den transkønnede, homoseksuelle og fraskilte præst. 

Måske det var på tide, at biskopperne og andre kloge folk kom på banen? 

Charlotte Dyremose er folketingsmedlem, menighedsrådsformand og skriver kommentaren på kristendom.dk