Kommentaren

Kirke og diakoni må ikke falde fra hinanden

I dag er der også behov for et organiseret diakonalt arbejde ud fra den kristne kirke – ikke mindst til særligt udsatte grupper i samfundet, mener lektor Kurt E. Larsen.

Den kristne kirke må ikke blive til bare ord. Der må også følge et praktisk hjælpearbejde med, skriver lektor Kurt E. Larsen

Journalisten Leif E. Kristensen sagde engang rammende: "Ordet blev kød - og siden har kirken haft travlt med at gøre det til ord igen".

Sådan må det ikke gå. Den kristne kirke må ikke blive til bare ord. Der må også følge et praktisk hjælpearbejde med – altså diakoni.

Tingene må høre sammen, som det gjorde i Apostlenes Gerninger: “Hele skaren af troende var eet i hjerte og sjæl, og ikke een kaldte noget af sin ejendom for sit eget; men de var fælles om alt. Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om herren Jesu opstandelse og alle nød de stor yndest. Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem” (Apostlenes Gerninger 4, 32f).

Troen hos de første kristne havde knyttet dem sammen i et fællesskab, og det budskab, de forkyndte, blev understreget af deres egne handlinger. Menigheden var en fortsættelse af fællesskabet omkring Jesus, og Jesus havde omsorg for både menneskets kroppe og sjæle.

Læs også: Diakoni frem for navlepilleri i folkekirken, tak 

Den holdning gik videre til de første menigheder. En kristen forfatter, Justin Martyr, skrev i midten af 100-tallet: “At blive kristen medfører en hel livsforvandling. Fra nu af tager man del i et fællessliv, i omsorg og mildhed overfor alle og i tålmodighed, så at mange af hedningerne ved det daglige syn af deres kristnes naboers moralske liv har ladet deres tidligere voldsomhed fare og selv er blevet kristne”.

Nogle vil i dag sige: ”Ja, der skal vokse omsorg og praktisk kærlighed ud af troen. Men dette skal være spontane frugter, ikke noget organiseret. Det skal være diskrete gerninger over for ens næste”. Sådan tænkte de første kristne imidlertid ikke.

Ikke alene ”spontan kærlighed”

Der er i Ny Testamente både tale om, at vi skal tjene andre spontant i kærlighed og at der er en særlig tjeneste som diakon i menigheden. Det er ikke et enten-eller, men et både-og.

Vi skal alle være tjenere for Gud, men nogle har det som deres særlige embede at være menighedstjenere: ” De tolv sammenkaldte så hele discipelskaren og sagde: »Det er ikke rigtigt, at vi forsømmer Guds ord for at varetage tjenesten ved bordene. v3 Find derfor blandt jer selv, brødre, syv velanskrevne mænd, fyldt af ånd og visdom, som vi kan sætte til denne opgave, v4 men selv vil vi fortsat holde os til bønnen og tjenesten for ordet” (Apostlenes Gerninger 7).

Læs også: Kirke møder modstand for socialt arbejde 

Der var altså nogle i menigheden, der fik den særlige og synlige opgave at varetage den praktiske hjælp over for nødlidende. Alle kristne skulle hjælpe, men nogle fik det som en særlig opgave. Fra gammel tid har det været danske præsters pligt at se til syge og gamle. Det er meget vigtigt, men det er ikke nok – og da slet ikke i store sogne.

I dag er der også behov for et organiseret diakonalt arbejde ud fra den kristne kirke – ikke mindst til særligt udsatte grupper i samfundet. Derfor er der brug for diakonale institutioner.

Det er så på den anden side vigtigt, at disse ikke ”kun” tager sig af de sociale behov, men også har og bevarer en tæt forbindelse til kirkens centrum og udgangspunkt: Fællesskabet omkring ordet og sakramenterne.

Ikke socialt arbejde uden forkyndelse

I Oldkirken lagde man megen vægt på at komme sammen, blive oplært og undervist i Bibelen. Hvad enten man var præst, diakon eller lægmand/ lægkvinde, så deltog man i den daglige (!) gudstjeneste og undervisning i Bibelen. Ord og gerning tænktes helt sammen.

Sådan har også nogle af de danske diakonale institutioner tænkt. Da bevægelsen Blå Kors engang i deres kamp mod alkoholmisbruget oprettede hjemmet Kærshovedgård, var det klart at et nyt liv ved evangeliets kraft var målet: ”Kærshovedgård er oprettet for at yde mænd, som vil udfries fra berusende drikkes indflydelse, et tilflugtssted, hvor de under et kristent hjems velsignelse ved Guds nåde kan blive oprejst både på legeme og sjæl og få kræfter til at føre et helt nyt liv”.

Læs også: O.k. til alkohol giver Blå Kors succes 

Det er særligt vigtigt i dag at kæmpe for at diakoni og kirke, social omsorg og levende tro tænkes sammen på institutionerne. Det, at diakonale institutioner har overenskomster med offentlige myndigheder, lægger et pres på dem for at nedtone den kirkelige og trosmæssige tilknytning. Men så sandt mennesket er en enhed af krop, sjæl og ånd, så må social omsorg og forkyndelse tænkes sammen i genoprejsningen af mennesket.

Forkyndelse og diakoni må hænge sammen. Diakoni og menighedsliv må hænge sammen. Menighederne må se sig selv som handlende subjekter, som hjælper mennesker i nød – og gør det med henblik på, at de om muligt skal lukkes ind i menigheden og genrejses til et nyt liv. Fra menighedens gudstjeneste går vi ud i hverdagen for at hjælpe andre – og for at bringe andre ind til gudstjenesten.

Kurt E. Larsen er lektor og ph.d. i kirkehistorie. Han skriver kommentaren ved kristendom.dk.