"Aarhus Domkirke provokerer os til at gentænke kirken"

Teatergudstjenesten i Aarhus Domkirke provokerer os til at gentænke hele den måde, vi er kirke på og hvordan vi kan give kristentroen tilbage til lægfolket, skriver sognepræst Carsten Haugaard Nielsen

Hvordan skal kirken og gudstjenesten udvikle sig? Kan vi gentænke den? Kan vi finde nye veje, så flere bliver optaget af kristentro, kirke og gudstjeneste?

Disse spørgsmål har været diskuteret i Jyllands hovedstad denne vinter. Aarhus Domkirke havde i februar sammen med teateret Svalegangen en event i den ærværdige gamle kirke. Domkirken er i byen kendt for at være en kirke, der holder fast i traditionerne i god grundtvigsk stil. Men nu har de taget syvmileskridt!

Med en trosbekendelse uden Kristus, nadver som gourmetmåltid, fadervor som vovet dans, en muslim og forskellige kulturpersonligheder som prædikanter. Og en medvirkende præst, der ikke vil tage Bibelen for alvorligt. Provokerende, har nogle sagt. Fedt, at kirken også rumme sådan et arrangement, har andre sagt. Andre igen har spurgt: Hvad er egentlig det nye? Og rigtig mange har spurgt sig selv, om de tykke, gamle mure mon sprækker af forfærdelse.

Forestillingen har været en del af det officielle program for Aarhus som kulturhovedstad 2017 med temaet: ”Rethink”. For min del vil jeg gerne sige: Tak for provokationen! 

”Befri gudstjenesten” udfordrer mig på den måde på spørgsmålet: Hvordan skal kirken så gentænkes? Kan du give et positivt svar på det?
Hvis jeg skal det, må jeg gribe til to ting. Til Luther og til en bevægelse i England, som jeg er optaget af, og som kaldes for ”Imagine Church”.

Luther først: Luther flyttede kirkens centrum fra kirken til hverdagen. Før var det kirkebygningen og præsterne, der var centrum for kristentro. Luther fremhævede i stedet den døbte som én, der er lige så tæt på Gud som præst og pave.

Han oversatte Bibelen til tysk, så lægfolket kunne læse den i deres hjem. For han ønskede, at kristendommen skulle danne ramme for hverdagslivet. Derfor blev hans lille katekismus et af de afgørende reformatoriske skrifter. Han var også optaget af det helt almindelige liv i ”kald og stand”. På den måde blev reformationen til en opvurdering af det almindelige kristenliv, som folk levede.

I Imagine Church bevægelsen i England spiller man, ud fra et helt andet udgangspunkt, på de samme strenge. Her siges der: vi tænker - igen! - i dag kirke ud fra et centrum i kirkebygningen og de professionelle. Hvis man er kulturkristen fylder kirken måske 1 % af livet, når man kommer for at få dåb og andre kirkelige handlinger. Hvis man er en af de meget aktive i kirkens arbejde, bruger man måske 10 % af sin tid kirken.

Men hvorfor være så uambitiøs, spørges der. Hvorfor ikke tænke hele livet som ”kirke”. Kirke er ikke først og fremmest det, der sker i kirken. Kirke er det, der sker i hverdagen! I hjemmene, på arbejdet eller i fritiden. Når man dér bærer de kristne værdier og den kristne tro med sig som en rygsæk, så er det kirken.
 
De seneste årtier har vi i Danmark udbygget ”kom til os” kirken. Vi har bygget sognegårde og fyldt dem med aktiviteter, oftest arrangeret af professionelle: Præster og kirke- og kulturmedarbejdere.

Er det tid til, at vi vender retningen og flytter centrum? At vi giver kirken tilbage til lægfolket og hverdagen? At vi ikke gør som alt muligt andet i vores tid: bygger større og får succeser, der kan måles og se ud af noget. Men at vi i bedste luthersk stil arbejder på at komme ud af kirkerne og sognegårdene, giver kristentroen tilbage til lægfolket og opvurderer det helt almindelige liv som gudstjeneste.

Hvis det skal blive til mere end slagord, kræver det ikke så lidt. Men det begynder i en erkendelse af, at vi i dag – ligesom på Luthers tid – har brug for at gentænke hele den måde, vi er kirke på.   Carsten Haugaard Nielsen
Sognepræst i Christianskirken i Aarhus 
Skriver kommentaren ved kristendom.dk