Kommentaren

Præstegården danner ramme om sjælesorg og hjertelighed

Sandheden er, at den gamle præstegård i mit gamle sogn ikke blev opført med tanke om præstefamiliens private velvære, men som et hus, hvor sognets folk kunne – og den dag i dag kan - komme med det, de har på hjerte, skriver tidligere sognepræst Ole Juul. Foto: Privat

Jeg husker, hvordan en mand besøgte os en aftentime, fordi han ikke havde lyst til at tage hjem til et ægteskab i opløsning. Han vidste, at i præstegården måtte være et menneske, der ville lytte, skriver tidligere sognepræst Ole Juul

Det er skumringstimen, en blæsende efterårsdag i oktober. Da jeg efter et sent husbesøg i sognet drejer ind ad indkørslen til den gamle præstegård, ser jeg, at der holder en fremmed bil på parkeringspladsen. Jeg har ikke nogen aftale, der er ikke lys i kontoret eller konfirmandstuen, så jeg tænker, at det må være et besøg i privat anliggende.

Da jeg kommer ind i bryggerset, hører jeg dæmpet tale fra køkkenet. Jeg åbner døren, og dér ved bordet sidder der en midaldrende mand, som jeg ikke kender. Han ser op, rejser sig, og jeg hilser på ham og ser spørgende på min kone, der er i gang med at forberede aftensmaden.

Jeg kan fornemme på hende, at det er alvor, det her, og jeg spørger til manden og hans mulige ærinde. Han fortæller så, at da han var på vej hjem, så han, at der var lys i præstegården, og så fik han pludselig den indskydelse, at her var der et menneske, han kunne tale med.

Jeg spørger ham, om ikke vi to skal sætte os ind i kontoret, og da vi er kommet indenfor og har lukket døren, begynder han stammende at fortælle om det hjem, han er på vej til, som ikke er noget hjem mere, en familie i opløsning, et ægteskab, der tilsyneladende ligger i ruiner.

Han undskylder, at han allerede har fortalt min kone det meste, og at han vist kommer til ulejlighed. Men han trængte til et sted, hvor han kunne få talt ud, et menneske, der ville lytte, og skønt han ikke har været i præstegården før, så havde han en fornemmelse af, at her var et sted, hvor også han kunne komme.

Efter en times tid lister han af igen, denne gang ud af den offentlige indgang. Han takker for snakken, som stort set har været hans enetale, og beder mig undskylde hans frimodighed over for min kone.

Jeg så ikke meget til ham siden, og traf ham først igen et par år senere, hvor han sad i kirken sammen med sin kone og overværede deres yngste barns konfirmation.

Hvorfor disse erindringsglimt fra et liv i en gammel præstegård på landet?

Af den grund at landsognets præstegård er sat til debat. Havde der ikke været en præstegård i sognet, og havde jeg med menighedsrådets samtykke som ny præst bosat mig i egen bolig – måske udensogns - fordi man af sparehensyn havde solgt den gamle præstegård fra, havde et sådant møde aldrig fundet sted.

Denne mand, som en sen eftermiddagsstund fandt døren til præstegården åben, havde bestemt ikke et nært og fortroligt forhold til kirke og sogn. Men han var døbt, medlem af folkekirken og havde en intuitiv fornemmelse af, at her var et fristed.

Når han den eftermiddag spontant søgte præstegården, var det ikke for at møde sin gamle sognepræst, som han havde et fortroligt forhold til fra kirken. For vi kendte ikke hinanden. Nej, det var for at finde ind i det hus i sognet, der ikke som andre huse var private bopæle, og hvor han håbede, at her var der mennesker til stede, der ville lytte og derved give ham mulighed for at få læsset af.

Jeg nævner dette som et modsvar til alle de sikkert økonomisk fornuftige og saglige argumenter, der i den seneste tid er ført i marken som et forsvar for at nedlægge de gamle præstegårde.

Der tales om skimmelsvamp, om urentable restaureringer, om det betimelige i at bibeholde en så dyr bolig i sognet, hvor ligningsmidlerne i stedet kunne bruges til moderne undervisningsmaterialer til gunst for den opvoksende ungdom, om unge præstefamiliers behov for at bo privat, og hvad ellers der er ført i marken af argumenter.

Jeg skal være den første til at indrømme, at det ikke altid er en præstefamilies lykke at bo i et skrummel af en gammel præstegård med kuldebroer og saltudtræk i fugtige vægge, og mine børn kunne nok godt have undværet udsatte måltider og de utallige møder og sammenkomster, der ofte fyldte alle stuerne.

Men sandheden er, at den gamle præstegård i mit gamle sogn ikke blev opført med tanke på præstefamiliens private velvære, men som et hus, hvor sognets folk kunne – og den dag i dag kan - komme med det, de har på hjerte, i et sjælesørgerisk anliggende eller til en folkelig og oplysende sogneaften, fordi de ved, at det var grunden til, at huset i sin tid blev opført.

Det er muligt, at jeg og andre, der tænker i samme baner, bliver stemplet som ”præstegårdsromantikere”. Lad det så være. Men der står en kamp om en fælles sogneidentitet og –fortælling, der har sin rod i sognets præstegård.

Den er svær at kæmpe, når den møder stærke argumenter fra folk, der kun tænker i penge og tal og unge landpræsters ønske om at bo privat og dermed afsondret fra sognets daglige liv, hvortil de rettelig er kaldet. Men kampen skal føres med stærke modargumenter, for tabes den, så skrider det for sognebevidstheden i de tusindvis af landsogne landet over.

Det er normal praksis, at et embede ved præsteskifte er ledigt i 3-6 måneder. Sådan havde det også været, da vi i sin tid omsider flyttede ind i den gamle præstegård. Ikke længe efter mødte jeg et af ’sognebørnene’, som spontant udtrykte glæde og tilfredshed over, at der atter var lys i præstegården som tegn på, at her igen var liv. Det indgød åbenbart en tryghed, som han ikke sådan lige var i stand til at sætte yderligere ord på. Sådan var det bare. Det er denne tryghed, der i dag er sat til salg. Forstå det, hvem der kan.

Heldigvis ligger ”min” gamle præstegård der endnu. Menighedsrådet ville under ingen omstændigheder skille sig af med den, da muligheden var der, og det var økonomisk betimeligt at bygge et mindre hus til den nye præstefamilie og lade den gamle præstegårdstanke flyve hinsides.

Heldigvis havde min efterfølger et ønske om – ikke alene lokalt at gøre fyldest i embedet - men også om at bibeholde bopælspligten i sognets ældste bolig, og heldigvis er der stadig lokalt valgte menighedsrådsmedlemmer, der tænker i helheder og i historie.

De er trængte af sparehensyn og ligegyldighed over for traditionen. Men de er der endnu, og så længe de er der og lever op til en folkekirkelig forpligtelse, hvad angår præstegårde, er der endnu håb for landsognets sammenhæng, bl.a. funderet i præstegården, som den jo historisk og traditionsbundet er.

Ole Juul er skribent, foredragsholder og tidligere sognepræst. Han skriver kommentaren ved kristendom.dk.