Kommentaren

Bør folkekirken oprette friskoler?

Når de statslige undervisningsreformer samtidig negligerer enhver forestilling om almen dannelse og underprioriterer viden og kunnen til fordel for pædagogik, form og kommunikation, bliver folkekirkens egne initiativer så meget vigtigere, mener valgmenighedspræst Morten Kvist.

Skilsmissen mellem skole og kirke, som for alvor blev påbegyndt med skoleloven i 1975, er nu fuldbyrdet. Staten understøtter ikke længere folkekirken på dette vigtige punkt, som undervisning i kristendom er, skriver valgmenighedspræst Morten Kvist

Efter de seneste folkeskolereformer står det nu klart, at konfirmandundervisningen aldrig bliver den samme igen. Selvom Kirke- og Kulturministeren vil indskærpe, at undervisningen skal ligge i skoletiden, har skolerne fået mulighed for at lægge den så sent på dagen, at det næsten kan være lige meget.

Det er godt med en minister, der vil støtte undervisningen i kristendom på landets skoler. Men det er ikke godt, at så mange skoleledere og kommunalbestyrelser ikke vil, at de ikke har sans for kristendommens betydning som kulturel hovedhjørnesten.
 
Skilsmissen mellem skole og kirke, som for alvor blev påbegyndt med skoleloven i 1975, er nu fuldbyrdet. Staten understøtter ikke længere folkekirken på dette vigtige punkt, som undervisning i kristendom er.

Læs også: Kristne højskoler får flere elever 
 
Folkekirken adresserede straks problemet efter loven i 1975 med at oprette minikonfirmandundervisning. Denne er nu blevet en pligt. Alle børn i Danmark skal på tredje eller fjerde klassetrin tilbydes undervisning, som folkekirken er ansvarlig for. Samtidig er betydningen af konfirmandundervisningen øget i præsternes bevidsthed, og kravene til undervisningens kvalitet vil stige.
 
Langsomt, men sikkert, er folkekirken således blevet nødt til at etablere sin helt egen undervisning, fordi samarbejdet med staten smuldrer. Når de statslige undervisningsreformer samtidig negligerer enhver forestilling om almen dannelse og underprioriterer viden og kunnen til fordel for pædagogik, form og kommunikation, bliver folkekirkens egne initiativer så meget vigtigere.

Læs også: De spanske skolebørn skal lære at bede til Gud 
 
Jeg har sagt det før og siger det nu igen: Er tiden ikke inde til, at folkekirken etablerer sine egne friskoler?
 
Jeg er på det rene med, at menighedsråd som sådan ikke kan gøre det. Men de kan godt bistå med råd og vejledning, blive bedt om at sætte folk i bestyrelsen for en friskole og for eksempel lade sognepræsten gå forrest.

På sådanne friskoler kan der undervises i kristendom med bibelhistorie som omdrejningspunkt; man kan have fadervor og morgensang, sådan som det i øvrigt kendes fra både missionsk og grundtvigsk inspirerede skoler. I de større klasser kan man så tilføje fortællende kirkehistorie.

Læs også: Skab bedre rammer for konfirmations-undervisning 
 
Jeg er – desværre – af den opfattelse, at det bliver næsten umuligt at genetablere en folkelig dannelse på et ordentligt niveau i de statslige undervisningsinstitutioner. Det skyldes ikke kun et gigantisk bureaukrati og politisk uvidenhed om det store dannelsestab, der har fundet sted, men nok så meget modstand i hele det ledende pædagogiske miljø. Her finder man stadig foragt for kristendommen og religiøs analfabetisme i almindelighed.
 
Afhjælpningen af dannelsestabet ligger i realiteten i private hænder, hos friskoler, privatskoler, efterskoler, højskoler og måske helt nye skoleformer. Det er værd at tage bestik af for menighedsrådsmedlemmer, kirkelige organisationer, lægfolk, præster, ja alle som kan se, der er en sammenhæng mellem den folkelige dannelses forfald og kristendommens status i Danmark.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og skriver kommentaren på kristendom.dk.