Frikirkepræst: Indoktrinerer vi børn, når vi døber dem?

At tie med troens mulighed er ikke en flot gestus for at beskytte barnets selvbestemmelsesret. For dermed får barnet ikke mulighed for at forholde sig kvalificeret til en af de store livsdimensioner, skriver frikirkepræst Mikael Wandt Laursen

”Børn skal ikke indoktrineres men have lov til at vælge selv, når de bliver gamle nok.”

Den sætning har jeg hørt mere end én gang, når forældre vælger ikke at døbe deres barn. På sin vis er jeg enig. Jeg er frikirkepræst og tror på og praktiserer voksendåb, netop fordi jeg mener, at dåben skal være et bevidst og modent valg, som en person træffer.

Men jeg har alligevel ikke meget til overs for sætningen ”Børn skal ikke indoktrineres…”. 

Alle børn bliver indoktrineret. Det er en del af at blive et bevidst menneske. Det er forældres ansvar. Børn skal lære, hvordan de skal gebærde sig her i livet. De skal lære at forholde sig til dem selv, mennesker og verden omkring dem. Og de kopierer deres forældres holdninger langt op i årene.

Det er en illusion at tro, at vi kan placere vores børn i en eller form for trosmæssigt vakuum, indtil de bliver voksne, hvor de selv kan vælge.

Hvis vi undlader at introducere vores børn til troens mulighed, så er det også indoktrinering. Og en negativ én af slagsen, efter min mening. Det er et bevidst fravalg i barnets navigationsmuligheder i forhold til tro, som også vil påvirke barnet senere i livet. 

For at kunne forholde sig til tro, kræver det, at barnet kender den grundberetning, som troen knytter sig an til. Uden viden eller forståelse for eksempelvis den kristne fortælling har barnet, når det engang bliver voksent nok, langt sværere ved at forholde sig til både den kristne tro og de mange andre trostilbud, som samfundet byder på i dag.

Så at tie med troens mulighed er ikke en flot gestus over for barnets selvbestemmelsesret, men er tværtimod at berøve barnet muligheden for at forholde sig kvalificeret til en af de store livsdimensioner. 

I Danmark har vi en meget smuk og stærk kristen grundfortælling igennem den lutherske folkekirke og den tilhørende barnedåb.

Som frikirkepræst tror jeg ikke på barnedåbens frelsende kraft. Men jeg tror på barnedåben som en introduktion til troens mulighed, hvis forældrene vel at mærke ikke lader dåben stå alene, men følger op med fortællingen undervejs i barnets opvækst.

Børnebibeler burde være på alle børneværelser, også hos dem, der håber, at deres børn bliver lige så ateistiske som dem selv. Det er en smuk gave til barnet, så det står rustet i en voksen alder til selv at navigere i troens verden. Ja måske ligefrem at blive døbt i en frikirke som et udtryk for hans eller hendes selvstændige trosvalg.

Mikael Wandt Laursen 
Frikirkepræst, journalist og kommentarskribent på kristendom.dk