Kommentaren

Kirke og skole skal samarbejde om dannelse

Siden oldkirken har kristendommen så vidt muligt forbundet sig med undervisning og dannelse. Den tradition er levende i dagens Danmark, mener valgmenighedspræst Morten Kvist. Foto: Birgitte Rødkær.

Med dannelsens nye status er der åbnet for en diskussion af, hvad dannelse i undervisningsinstitutionerne konkret skal bestå i. Den diskussion bør folkekirken deltage i, mener valgmenighedspræst Morten Kvist

I mange af teltene på folkemødet på Bornholm blev der talt om uddannelse, og i mange af disse blev der også talt om dannelse. Dannelse er rykket højt op på den offentlige dagsorden, og det er den første betingelse for, at den kan omsættes til virkelighed i undervisningsinstitutionerne.

Det lader altså til, at det er gået op for mange, at dannelse ikke bare er at kunne konversere og spise med kniv og gaffel, men et modbegreb til den instrumentale opfattelse af undervisning og læring, der præger de seneste mange reformer.

Til dannelse hører (almen) viden, kunnen og færdigheder, samt opdragelse til at kunne bidrage til både større og mindre fællesskaber med den konsekvens at kunne se sig selv meningsfuldt placeret i et menneskeligt fællesskab og en samfundsmæssig sammenhæng.

I Danmark har vi historisk koblet dannelse sammen med begrebet folkelighed. Folkelighed er den aldrig hvilende bestræbelse på at gøre en almue, et umyndigt folk, til et selvstændigt og myndigt folk.

Vi har ikke en egentlig almue i Danmark; men vi har igennem mange års underminering af netop dannelse og sænkningen af det faglige niveau på alle uddannelser, fordi alle skulle kunne være med alle steder, gjort, hvad vi kunne for at skabe en ny almue. Dannelse lægger op til et vist mål af stræbsomhed, skærper viljen til at vide og forstå, men for lavt fagligt niveau lægger denne stræben død.

Måske er der nu mulighed for, at denne nedadgående bevægelse stopper?

Med dannelsens nye status og ved at aktivere potentialet i begrebet folkelighed, er der åbnet for en diskussion af, hvad dannelsen konkret skal bestå i. I Frankrig skal eksempelvis alle 3.g’ere hvert år læse et bestemt, centralt fastsat fælles pensum i litteratur, som ændres lidt fra år til år. En art rullende kanon. Skal vi lave en tilsvarende ordning i Danmark?

Den diskussion bør folkekirken deltage i. Det sker heldigvis allerede i stort omfang for eksempel i samarbejdet mellem kirke og skole, hvor en biskop og en domprovst er gået ind i arbejdet. Men diskussionen vil, hvis det går godt, kræve mere konkretion.

Jeg foreslår derfor, at centralt placerede mennesker i folkekirken udarbejder forslag til, hvad alle 3.g’ere bør vide om kristendommen, når de forlader gymnasiet. Det kan blive en ny begyndelse. Der findes allerede indholdsbeskrivelser af kristendom som fag i skolen, men er de lavet med henblik på dannelse? Og hedder faget religion og ikke kristendom, kan det samme selvfølgelig gøres for islam og religionskritikkens vedkommende.

Udover den allerede anerkendte kulturelle begrundelse for et folkekirkeligt bidrag – at det danske samfund er præget af luthersk kristendom – kan der argumenteres med, at religion aldrig forsvinder.

Der vil altid være religion i et samfund. Spørgsmålet er hvilken. Der vil altid opstå religiøs kult, sansen for det hellige kan gå i dvale, men den vil blusse op igen. Den forsvinder aldrig helt. Det ser vi netop i disse år. Så hvad vil vi have? Islam, kristendom eller noget andet? Ateismen kan ikke levere svaret på menneskets religiøsitet, for den er, som ordet siger, ren negation.

Siden oldkirken har kristendommen så vidt muligt forbundet sig med undervisning og dannelse. Den tradition er levende i dagens Danmark, og jeg foreslår altså et selvbevidst udspil.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og skriver kommentaren på kristendom.dk.